Fem ting jeg sikkert stadig kan nå.

For tre år siden skrev jeg en liste over ting, jeg, efter alle eksterne indflydelser at dømme, burde have styr på. Det var selvsagt et meget lille udsnit af en liste, der ikke endnu ikke har givet udtryk for at have en egentlig ende. Det lød sådan her:

Jeg burde helt sikkert:

  • Slæbe Jr. med i skoven eller andet naturtro etablissement hver eneste weekend. Bare gå og gå, have ægte, vel nærmest autentiske, oplevelser, styrke en-til-en-relationen i den livgivende friske luft. Fornyet energi er hvad det giver.
  • Melde mig til en friskfyrsagtig smeltedigel af en sportsgren, hvor man aldrig keder sig, men får variation i hverdagen, når man rækker opad, løfter en til formålet specialdesignet pose, lader som om man slår og får danset en dans. Dem er der mange af, og de giver i hvert fald fornyet energi. Når man er færdig med at kaste op. Opkast er del af processen.
  • Spare op. Det kan lade sig gøre for alle, og man lægger faktisk slet ikke mærke til det, når først man er kommet rigtigt i gang. Penge er rare at have, særligt på dage med regn.
  • Bage mere “velkommen hjem fra skole, jeg har simpelthen savnet dig fra det sekund du gik”-kage. Propfuld af sukker og kærlighed i forklæde. Der kan man også få sig en god snak, af den rigtige slags, med ærlige beretninger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spisesituationen er der virkelig gods i.
  • Være mere positiv. Ja-hatten passer alle, kommer i mange modeller og har god komfort. Negativitet er sådan en træls størrelse.

Her burde jeg så have en opløftende beretning om de pragtfulde fremskridt, som livet og den medfølgende visdom har hjulpet mig med at opnå. Det er vel sådan det bør gå, ik?

Læs hele indlægget

Gaming gør glad og gråhåret.

Jeg har været lidt væk. Har ikke haft så meget at sige, men det måtte jo gå over på et tidspunkt, så nu er jeg her igen.

Junior er blevet en del større, hverdagen noget andet, og udfordringerne ikke mindre komplicerede men anderledes.

Nu går han i klub og på netcafe, og bevæger sig kun sjældent ud fra sit værelse. En kombination af alder og en stadigt stigende interesse for at lade sig opsluge af computeren; den altid tændte, alterlignende søjle af lys. Idolerne er ikke musikere, men nærved almindelige mennesker på Youtube, der er gode til at streame eller spille. Det handler om gaming. Meget om gaming! Det er på mange måder et absurd univers, men bare sådan det er. I den forbindelse var vi til et forældrearrangement med en foredragsholder fra Ungdomsringen, der skulle oplyse os gamle røvhuller om gamingkulturens væsen, fordele og udfordringer. Det var interessant og nødvendigt, men belyste især en bekymring blandt forældrene, der var værd at bide mærke i, og som lader til at dukke op i mange sammenhænge: Det tager over i vores hverdag.

Læs hele indlægget

Søjledrømme

Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hovedet. Der dukkede så mange ting op i kølvandet på filmen, der gjorde mig så uendeligt træt. Træt af misforståelser, lukkethed og vrede. Så jeg tog på ferie og blæste dem alle et stykke. Ferie viste sig også at være lidt et projekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestemmer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situationer være rare hele tiden? Det bliver jeg nok nødt til at finde ud af een af dagene, og så siger jeg lige til. Min hjerne er træt på helt nye måder. Nærmest lykkelig det meste af tiden, men ude på virkelig dybt vand.

Læs hele indlægget

Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.

Det er er efterhånden et stykke tid siden, at der blev startet et projekt, der bragte morgenfriske nordmænd og kameraer ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, særligt for instruktøren, Erlend Eirik Mo, der har skullet skære 300 timers meget personlig film ned til en version på henholdsvis 87 og 47 minutter. Nu er den her, og det er mildest talt lidt spændende.

Læs hele indlægget

Lockout-lærdom.

Her er, hvad jeg har lært under den sidste halvanden uges lockout:

  • Forli(g)sinstitutionen er en tøsedreng. Lille og vattet.
  • Min søn, og de få af hans klassekammerater, der ikke holder ferie i disse dage, har af sine lærere fået gode vaner. Han forventer, accepterer og engagerer sig i læring hver dag, selvom vi er hjemme.
  • Rigtig mange holder ferie.
  • Min søn er virkelig irriterende.
  • Jeg er virkelig uopfindsom.

Jeg er skidestolt, og mærkeligt beroliget, af, at det kan lade sig gøre at undervise hjemme. Bevares, undervisningen er noget kortere (læs: MEGET) end på den autoriserede bænk, men han sætter troligt blyant til papir, staver ord og laver regnestykker, når jeg beder ham om det. Det kan hans lærere godt være stolte af. Samtidig understreger det behovet for struktur hos børn, og nok særligt hos min slags yngel, at det gerne må ligne hverdag så meget som muligt.

Læs hele indlægget

Gud bruger ikke klappepap

Der er sket det, at Gud er død. Ikke nødvendigvis stendød, men alligevel så tilpas tung at danse med, at Jr. ikke gider synge til ham længere. Han strejker. Jeg har gjort behørigt modstand, mens jeg dansede stille indeni, men Jr.s eneste rigtige ønske er gode kammerater, og det var var der ikke nok socialt til i det lille kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok.

Læs hele indlægget

Pik-tv og det løse.

Danmark eksploderede igår, da Thomas Blachman og Jan Sonnergaard, med flakkende blikke, dissekerede kvindekroppen på DR2. Jeg så det også. Sprang med hovedet først i hypefælden, og nærlæste Twitter i en halv time, hvorefter det ligesom havde udspillet sig selv. Status på Blachmans hjemløse, skosede lem forbliver uændret, og så er den vist ikke længere. Det virkede, som det skulle. Hidse op og hidse ned, pikken op og fissen ned. Måske var det omvendt. Glimrende.

Læs hele indlægget

Sport.

Der er sport i mine nyheder. Hele tiden. Det har varet længe. Der rases og brokkes, himles og gokkes. Jeg forstår det ikke helt, men det var vist først noget med..

Du skal cykle op af et bjerg i noget, der ligner en måned. Det skal gå skidehurtigt, i hvert fald hurtigere end sidste år, for ellers gider folk ikke se det, og så skal det gøres på en diæt af pasta, broccoli og sponsorvand. For jo jo, det er en ædel sport, og vi går op i dens rene skønhed og integritet, men kun hvis det er bedre end sidst og ikke rigtig muligt. Sæt i gang!

Læs hele indlægget

%d bloggers like this: