Søjledrømme

Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hove­det. Der duk­kede så mange ting op i kølvan­det på fil­men, der gjorde mig så uen­de­ligt træt. Træt af mis­for­stå­el­ser, luk­ket­hed og vrede. Så jeg tog på ferie og blæ­ste dem alle et stykke. Ferie viste sig også at være lidt et pro­jekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestem­mer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situ­a­tio­ner være rare hele tiden? Det bli­ver jeg nok nødt til at finde ud af een af dagene, og så siger jeg lige til. Min hjerne er træt på helt nye måder. Nær­mest lyk­ke­lig det meste af tiden, men ude på vir­ke­lig dybt vand.

Den sid­ste del af ferien var der­for vir­ke­lig til­trængt, så jeg så frem til de tra­di­tio­nelle to uger i som­mer­hus, sam­men med søster og Jr, som vi altid har fast­holdt. Der hol­der vi hen­des fød­sels­dag, bader og drik­ker vin for tid­ligt på dagen. Der er jeg god. Ting på gril­len, ting i glas­set, sand i Jrs hår og myg­ge­stik. Her sprin­ger søsters trang til at flytte på lan­det altid ud i fuldt flor. Jeg har for det meste synes det var en hyg­ge­lig tanke, men helt ærligt, man kan jo ikke bo uden­for Køben­havn. Ka’ man?

Nej nej, det er noget pjat. Men der er jo også et barn, og alle ved at bør­ne­lyk­ken fin­des i æble­træer og bag­værk. Stop. Der er jo fak­tisk også en kær­lig mand, der gerne vil sylte og salte, og have et stort kon­tor med høns uden­for.  Hold nu op! Måske kunne man bare kigge lidt, altså bare for hyg­gens skyld.. Det kom vi til.

Vi brugte fak­tisk, når sand­he­den skal frem, en god del af de to uger på at browse hos ejen­doms­mæg­lere, og endda lii­ige køre forbi og kigge ind af et par vin­duer. Altså bare kigge, ing. Det skulle vi aldrig have gjort! Plud­se­lig kom jeg i tanke om den kære Sti­ne­Stre­gen, der lavede en teg­ning for nogle måne­der siden, hvor jeg tog mig selv i at tænke: DET KENDER JEG GODT, DET DER!! (fuck!)

 

Vaskemaskinecraving

 

Og nu bor det så indeni, og smi­der små hints hver gang, jeg fal­der over et dør­trin i ver­dens mind­ste lej­lig­hed. Ikke at bo langt væk, for det gider jeg ikke, men lidt langt væk. Måske. Løsne spelt­trøjen, så ikke Urte­kram får alle ens dol­lars, men i ste­det have skid­tet i haven. Et bryg­gers fuld af hjem­me­gjort hal­løj. Det er også for meget, jeg ved det godt, men lidt? Camilla Plum, bare med BH, uden sma­sken og med færre døde ponyer og ditto ting på hove­det. Måske ikke helt så Plum­ret, men en vaske­søjle… Sådan een skal man ha! Det er så mega­ke­de­ligt, men jeg tror der føl­ger lykke med den instal­la­tion. Rent, tørt tøj og ild i pej­sen, det kan kun være rart. Der er over­skud på lager med sådan een. Dammit.

 

 

Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.

Det er er efter­hån­den et stykke tid siden, at der blev star­tet et pro­jekt, der bragte mor­gen­fri­ske nord­mænd og kame­raer ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, sær­ligt for instruk­tø­ren, Erlend Eirik Mo, der har skul­let skære 300 timers meget per­son­lig film ned til en ver­sion på hen­holds­vis 87 og 47 minut­ter. Nu er den her, og det er mil­dest talt lidt spændende.

Ikke så meget fordi Junior og hans lidet vel­o­p­lagte mor kom­mer på lær­red og tv-skærm, men fordi der nu, med for­nuft og poesi, læg­ges i ovnen til et seri­øst opgør med ADHD-diagnosticering– og behand­ling. Her er traileren:

Fil­men, der på man­dag vises ved særar­ran­ge­men­ter på lan­dets bibli­o­te­ker med efter­føl­gende debat, samt på TV2 den 4. juni, føl­ger et langt for­løb i min søns spe­ci­al­klasse, hvor vi alle, ved fæl­les– og eks­per­ters hjælp, afprø­vede nye, alter­na­tive veje og værk­tø­jer. Det kunne lade sig gøre, fordi vi hel­dig­vis er enige om, at vores børn SKAL kunne fun­gere uden for spe­ci­al­pæ­da­go­gik­ken. De SKAL lære at sidde nogen­lunde stille, og kunne orga­ni­sere en hver­dag. Der er ingen nem vej der­hen, og det kræ­ver en helt enorm ind­sats, der ikke ophæ­ver de grund­læg­gende besvær­lig­he­der, ej hel­ler fri­ta­ger alle for Rita­lin, men som star­ter med, at de lærer sig selv bedre at kende; kom­mer på god fod med deres krin­kelkroge, så skur­ken kan komme uden­for døren en god del af tiden.

Jeg har aldrig følt mig red­det af diag­no­sen. Den er ikke et fæl­les­skab jeg føler mig let­tet af eller natur­ligt tryg i. Ej hel­ler beskyt­ter fæl­les­ska­bet mod de mis­for­stå­el­ser og trætte blikke fra omver­de­nen, som de fire bog­sta­ver kon­stant affø­der. Vores liv bli­ver ikke nem­mere, fordi en beryg­tet skurk med et alt for langt navn deler bopæl med os, og Junior føler ingen ro i, at det er en “til­stand”, der i og for sig er ude af hans hæn­der. Den er et adgangs­pas til spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske til­tag, som Junior bestemt har brug for, men tje­ner ellers ingen egent­lig funk­tion for hver­ken ham eller mig. Den er, for os, et mærke; en alt for stor og mørk, luk­ket kasse til et langt fra fær­digt, lil­le­bitte væsen. Der farer man hur­tigt vild, løber ind i vægge og bli­ver ikke set fra alle sider.

Det kan ikke siges ofte nok, at jeg kun taler for mig selv, og at jeg hver ene­ste dag lever i det fak­tum, at dis­sse børn har brug for hjælp, samt at denne hjælp nød­ven­dig­vis vari­e­rer vold­somt i karak­ter. Men jeg har også set, hvor langt man kan komme udenom gængse “det kan de i hvert fald ikke”-opfattelser ved omfat­tende ændrin­ger af pæda­go­gi­ske– og fysi­ske ram­mer. Det er det, fil­men bl.a. prø­ver at vise. Som med så meget andet, hand­ler det ikke om rig­tigt eller for­kert, men om alle gråzo­nerne, om at holde debat­ten i live, og afprøve nye veje. Sætte hælene geval­digt i, når vejen til psy­ki­a­tri­ske diag­no­ser bli­ver rystende kort, og mæng­den af mar­gi­na­li­se­rede børn vok­ser med lynfart.

Fil­men vil med garanti afføde debat og rasen, og jeg agter bestemt også at følge op her, nok alle­rede efter debat­ten i mor­gen, men jeg glæ­der mig vir­ke­lig til at tage nogle ordent­lige liv­tag på min søns vegne, så de kan bare komme an. Jeg er så klar.

Lockout-lærdom.

Her er, hvad jeg har lært under den sid­ste halvan­den uges lockout:

  • Forli(g)sinstitutionen er en tøsed­reng. Lille og vattet.
  • Min søn, og de få af hans klas­se­kam­me­ra­ter, der ikke hol­der ferie i disse dage, har af sine lærere fået gode vaner. Han for­ven­ter, accep­te­rer og enga­ge­rer sig i læring hver dag, selvom vi er hjemme.
  • Rig­tig mange hol­der ferie.
  • Min søn er vir­ke­lig irriterende.
  • Jeg er vir­ke­lig uopfindsom.

Jeg er ski­de­stolt, og mær­ke­ligt bero­li­get, af, at det kan lade sig gøre at under­vise hjemme. Beva­res, under­vis­nin­gen er noget kor­tere (læs: MEGET) end på den auto­ri­se­rede bænk, men han sæt­ter tro­ligt bly­ant til papir, sta­ver ord og laver reg­ne­styk­ker, når jeg beder ham om det. Det kan hans lærere godt være stolte af. Sam­ti­dig under­stre­ger det beho­vet for struk­tur hos børn, og nok sær­ligt hos min slags yngel, at det gerne må ligne hver­dag så meget som muligt.

Det er meget hyg­ge­ligt med hjem­meskole og mere Playstation-tid, mor, men det er altså også ret fjol­let. Hvor­når må jeg komme i skole?

Gid jeg kunne svare ham ordent­ligt. I ste­det fejrer vi så hver dag, når klok­ken slår 12.50, at der sta­dig er SFO, for der kan han lege med sine kam­me­ra­ter, følge den sæd­van­lige plan og have sin elskede hver­dag. Jeg er også ret stor fan af lige det kon­cept. Det undrer mig dog, at så mange væl­ger at blive helt væk. Der er sik­kert en del, der har truk­ket en skøn uge hos mor­mor i Jyl­land, og fred være med det (og hurra for bedste­for­æl­dre), men hvad laver de andre? Guderne skal vide, at det er en lise for mig, at kunne skippe ham afsted hver efter­mid­dag, men det er da lige så meget for hans skyld. Jeg kan jo ikke erstatte de tra­di­tio­ner, der hører med, ej hel­ler de stor­s­kry­dende og ditto prut­tende kam­me­ra­ter, han elsker så højt, og det skal jeg vel hel­ler ikke, eller hvad?

Lige­le­des giver det mening for mig, at Jr. er klar over at det er en fag­lig dis­puts. Det er en kon­flikt; en slags und­ta­gel­ses­til­stand. Ikke ferie. Der er mere kage, min­dre væk­k­eur og lug­ter knap så meget af lever­postej, men så stop­per ulig­he­derne også, så vidt man nu orker det. Det gør jeg selvsagt ikke hele tiden, og gær­det er til tider rystende lavt (som i:“Ja ja, 2+2 gi’r 5, vær nu lidt stille, ik”), men vi prøver.

Empty-desk

Flere har, med rette, under­stre­get, at der i disse dage nok går en prås op for en del for­æl­dre, i den for­stand, at de både ind­ser vig­tig­he­den af en vel­fun­ge­rende fol­ke­skole, mæng­den af arbejde, der lig­ger i at skulle stoppe læring i de små hele dagen, samt det skønne i at kunne se– og del­tage i lærin­gen på nært hold. Det hele er for­ment­lig kor­rekt, og næppe nogen skidt ting at få ban­ket ind i skal­len, når man har væn­net sig til at det bare skal køre, men så er det hel­ler ikke federe.

Jeg er ikke byg­get til at opfinde den dybe lærings­tal­ler­ken hver ene­ste dag, men kan da snildt fre­mel­ske en habil Goog­ler i poden, og er skide ferm til at printe “sjove” reg­ne­op­ga­ver fra net­tet. Ej hel­ler kan jeg folde en som­mer­hat af vatron­del­ler eller gøre spas ud af are­a­ler, så jeg er næppe alene om at synes, at det er ved at blive en smule træls.

Fik jeg nævnt at Jr. også er vir­ke­lig irri­te­rende, syn­ger Jut­lan­dia fra klok­ken 7 om mor­ge­nen og taler HELE tiden?!

%d bloggers like this: