Goddag og farvel.

Du skul­le tage at skri­ve noget mere, sku’ du. Det har jeg hørt en del på det sid­ste. I nog­le år fak­tisk, men i sta­digt sti­gen­de grad i det­te snart afslut­te­de 2011. Jeg fik nu afløb for adskil­li­ge fru­stra­tio­ner på min mad­blog Sophyducks.dk , da Juni­or blev ope­re­ret sidst, samt på Juletrauma.dk for nylig, mens resten af skri­ve­ri­er­ne har været til- og for mig selv, nok mesten­dels for­di jeg ikke vid­ste hvor jeg skul­le gøre af dem. Nu ender de så her. For ja, der er fru­stra­tio­ner nok i det sto­re hoved i det lil­le hjem, af hvil­ke I sik­kert snart vil stif­te bekendt­skab med nog­le styk­ker, men der er også almin­de­lig forun­dring, begej­string, idel lyk­ke og syden­de har­me.

Når jeg skal sige far­vel til det for­gang­ne år, er der måske nok lidt mere på den vred­lad­ne side, men det bli­ver jo der­med så meget desto let­te­re at tage afsked. Min vred­lad­ne side vil jeg nu nødigt helt sige far­vel til, men sat­ser geval­digt på min­dre brok i det nye år, og det er jo alt­så ikke begyndt end­nu! Jeg siger der­i­mod hjer­tens ger­ne far­vel til en søn i gips og køre­stol, alt­så kun til gip­sen og køre­sto­len (for nu), til hospi­tals­mad, epi­du­ral­ka­te­ter i en bør­ne­ryg og gam­mel­mands-løf­tek­nir­ken i en vok­sen­ryg. Far­vel til måne­der i søvnun­der­skud, til et barn, der er så udmat­tet af at have ondt og være ban­ge at han mister sine ord. Far­vel til ord om at have ondt. Far­vel til post-trau­ma­tisk bør­ne­frygt for at være ale­ne, bli­ve for­ladt, svig­tet og påført smer­te, en frygt, der aldrig før har eksi­ste­ret i det lil­le væsen. Også et dyb­følt far­vel til min egen angst. Angst for ikke at slå til, for ikke at være moder­lig nok, ikke at kun­ne rum­me det, når Juni­or hav­de brug for mig og jeg helst bare vil­le væk. Angst for at være sådan een, der helst vil væk. Angst for ikke at give mig selv lov til at vil­le væk. Angst for at bli­ve for uin­ter­es­sant. Angst for at bli­ve en gam­mel, træt omsorgs­gi­ver og ellers for­svin­de. Angst for at bli­ve.

God­dag til nye bekendt­ska­ber, der duk­ker op de sære­ste ste­der. Der bor f.eks. sådan nog­le rare men­ne­sker på det der inter­net, der til­med viser sig at være helt for­ry­gen­de i vir­ke­lig­he­den. God­dag til den der mand, der helt sik­kert ven­ter der­u­de i for­pint længsel efter en skri­ven­de man­dags­mo­del. God­dag til Juni­o­rs små pisken­de ben, der ende­lig løber meget hur­ti­ge­re end mine. Til hans arre­de små fød­der, der vir­ker efter hen­sig­ten og tager stil­tien­de imod den skæl­dud han giver dem. Til hans run­de ansigt, der hver mor­gen væk­ker mig med ordene:“Mor, du skal ha’ kaf­fe”. Klo­ge dreng! God­dag til nye mulig­he­der. Ikke på den der “ver­den er en østers”-agtige måde, da jeg hver­ken kan lide østers eller tror på ende­lø­se mulig­he­der, men med den for­sig­ti­ge opti­mis­me, der nu engang fal­der mig mest natur­lig. Så der­for: god­dag til mulig­he­der jeg kan leve op til. Til udfor­drin­ger, der giver mig kval­me på den fede måde, ger­ne uden hospi­ta­lers ind­blan­ding, og til nye men­ne­sker, der selvsagt vil elske mit sel­skab. God­dag til at afle­ve­re Juni­or i sko­le hver dag. God­dag til mere rød­vin og min­dre livvid­de, et mod­sæt­nings­fyldt for­hold, der er een af livets grove uret­fær­dig­he­der, til mere mod og min­dre tvivl. God­dag til mere undren, til Man­dags­vok­sen og til Jer.



7 thoughts on “Goddag og farvel.”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: