Du skulle tage at skrive noget mere, sku’ du. Det har jeg hørt en del på det sidste. I nogle år faktisk, men i stadigt stigende grad i dette snart afsluttede 2011. Jeg fik nu afløb for adskillige frustrationer på min madblog Sophyducks.dk , da Junior blev opereret sidst, samt på Juletrauma.dk for nylig, mens resten af skriverierne har været til- og for mig selv, nok mestendels fordi jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af dem. Nu ender de så her. For ja, der er frustrationer nok i det store hoved i det lille hjem, af hvilke I sikkert snart vil stifte bekendtskab med nogle stykker, men der er også almindelig forundring, begejstring, idel lykke og sydende harme.

Når jeg skal sige farvel til det forgangne år, er der måske nok lidt mere på den vredladne side, men det bliver jo dermed så meget desto lettere at tage afsked. Min vredladne side vil jeg nu nødigt helt sige farvel til, men satser gevaldigt på mindre brok i det nye år, og det er jo altså ikke begyndt endnu! Jeg siger derimod hjertens gerne farvel til en søn i gips og kørestol, altså kun til gipsen og kørestolen (for nu), til hospitalsmad, epiduralkateter i en børneryg og gammelmands-løfteknirken i en voksenryg. Farvel til måneder i søvnunderskud, til et barn, der er så udmattet af at have ondt og være bange at han mister sine ord. Farvel til ord om at have ondt. Farvel til post-traumatisk børnefrygt for at være alene, blive forladt, svigtet og påført smerte, en frygt, der aldrig før har eksisteret i det lille væsen. Også et dybfølt farvel til min egen angst. Angst for ikke at slå til, for ikke at være moderlig nok, ikke at kunne rumme det, når Junior havde brug for mig og jeg helst bare ville væk. Angst for at være sådan een, der helst vil væk. Angst for ikke at give mig selv lov til at ville væk. Angst for at blive for uinteressant. Angst for at blive en gammel, træt omsorgsgiver og ellers forsvinde. Angst for at blive.

Goddag til nye bekendtskaber, der dukker op de særeste steder. Der bor f.eks. sådan nogle rare mennesker på det der internet, der tilmed viser sig at være helt forrygende i virkeligheden. Goddag til den der mand, der helt sikkert venter derude i forpint længsel efter en skrivende mandagsmodel. Goddag til Juniors små piskende ben, der endelig løber meget hurtigere end mine. Til hans arrede små fødder, der virker efter hensigten og tager stiltiende imod den skældud han giver dem. Til hans runde ansigt, der hver morgen vækker mig med ordene:”Mor, du skal ha’ kaffe”. Kloge dreng! Goddag til nye muligheder. Ikke på den der “verden er en østers”-agtige måde, da jeg hverken kan lide østers eller tror på endeløse muligheder, men med den forsigtige optimisme, der nu engang falder mig mest naturlig. Så derfor: goddag til muligheder jeg kan leve op til. Til udfordringer, der giver mig kvalme på den fede måde, gerne uden hospitalers indblanding, og til nye mennesker, der selvsagt vil elske mit selskab. Goddag til at aflevere Junior i skole hver dag. Goddag til mere rødvin og mindre livvidde, et modsætningsfyldt forhold, der er een af livets grove uretfærdigheder, til mere mod og mindre tvivl. Goddag til mere undren, til Mandagsvoksen og til Jer.

7 comments on “Goddag og farvel.”

  1. Du siger det godt. 2011 var en bølle. 2012 har bare at være lidt bedre. I min årsopgørelse figurerer du også mellem linjerne to steder. Happy New Year, Sophyducks!

Jeg bliver klogere af kommentarer..