Mob venligst ikke mit lille lem!

Min jule­fe­rie var fuld af al det sæd­van­li­ge jazz. Mad nok til at give een dår­lig samvit­tig­hed resten af året/livet, rød­vin i nogen­lun­de sam­me mæng­der, gaver, barn med for­vent­nings­v­an­vid og kro­nisk duft af fedt og for­bru­geris­me. Alle smuk­ke ingre­di­en­ser, der blev kom­pli­ce­ret af en alt for hastig opstig­ning fra sofa­en. Der­fra kvær­ne­de min ellers ano­ny­me lil­letå med stor larm ind i hju­let på mit sofa­bord. Ban­de, ban­de, BANDE!!!! Tåen blev blå. Dagen efter var foden blå og tåen ikke just lige læn­ge­re. Kort og skæv var den. Afsted på ska­destu­en, med anstrøg af skam for­di det jo var sådan en uman­dig ska­de at få. Rønt­gen, impo­ne­ret læge. Bræk­ket to ste­der, på tværs OG på langs! Stor kany­le, bræk­kes (AV igen!) på plads. Jo jo, det skal sgu da gøres ordent­ligt.

Og hør så her fol­kens: vi kan ikke alle bræk­ke sto­re knog­ler, der efter­føl­gen­de pry­des med pran­gen­de gips, som der skal skri­ves på og pus­les om, eller få hardco­re høn­se­ho­ste fra den sto­re ver­den af ekso­tisk pan­de­mig­la­mour. Nog­le af os kom­mer i ny og næ til ska­de med noget småt og uflat­te­ren­de, men vi er sta­dig en slags men­ne­sker, og der må IKKE gri­nes! Sær­ligt ikke når under­må­le­ren viser sig at have ansvar for en anse­lig del af ens balan­ce, der gør alt det der mor­hal­løj tem­me­lig besvær­ligt. Lyskæ­der kan ikke hives ned, træ­et ikke bæres ud og pyn­te­kas­ser må bli­ve i kæl­de­ren, så ja, her er det også sta­dig jul. Der må sta­dig ikke gri­nes.

Jeg fik ingen gips, for det er jo bare en lil­le­bit­te tå, men den er alt­så knæk­ket og flæk­ket som en vold­ta­get Lan­ge­læn­der, og ikke på nogen sjov måde. Den er lil­le og sår­et, trist, kold og sko­løs. Og blå. Jeg hader fød­der og har alle dage gjort det, men mit blå lege­me har brug for omsorg. Det sag­de hun også igår. Han. Jeg siger det i hvert fald nu, for det er surt og koldt nederst i frak­tur-hie­rar­ki­et, og da jeg aldrig i mit liv har ejet- eller kom­mer til at eje et par træsko, kom­mer der til at gå noget tid før­end det stak­kels, smer­ten­de lem bli­ver påklædt, hvil­ket i janu­ar nok vil sik­re den blå­li­ge glød for en god, lang peri­o­de. Jeg kan der­til beret­te at een sko og een skisok deva­lu­e­rer bling’et i et nytårsout­fit ret så geval­digt. Det er vir­ke­lig ikke sær­lig prak­tisk, og det ER alt­så synd!



10 thoughts on “Mob venligst ikke mit lille lem!”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: