Mob venligst ikke mit lille lem!

Min juleferie var fuld af al det sædvanlige jazz. Mad nok til at give een dårlig samvittighed resten af året/livet, rødvin i nogenlunde samme mængder, gaver, barn med forventningsvanvid og kronisk duft af fedt og forbrugerisme. Alle smukke ingredienser, der blev kompliceret af en alt for hastig opstigning fra sofaen. Derfra kværnede min ellers anonyme lilletå med stor larm ind i hjulet på mit sofabord. Bande, bande, BANDE!!!! Tåen blev blå. Dagen efter var foden blå og tåen ikke just lige længere. Kort og skæv var den. Afsted på skadestuen, med anstrøg af skam fordi det jo var sådan en umandig skade at få. Røntgen, imponeret læge. Brækket to steder, på tværs OG på langs! Stor kanyle, brækkes (AV igen!) på plads. Jo jo, det skal sgu da gøres ordentligt.

Og hør så her folkens: vi kan ikke alle brække store knogler, der efterfølgende prydes med prangende gips, som der skal skrives på og pusles om, eller få hardcore hønsehoste fra den store verden af eksotisk pandemiglamour. Nogle af os kommer i ny og næ til skade med noget småt og uflatterende, men vi er stadig en slags mennesker, og der må IKKE grines! Særligt ikke når undermåleren viser sig at have ansvar for en anselig del af ens balance, der gør alt det der morhalløj temmelig besværligt. Lyskæder kan ikke hives ned, træet ikke bæres ud og pyntekasser må blive i kælderen, så ja, her er det også stadig jul. Der må stadig ikke grines.

Jeg fik ingen gips, for det er jo bare en lillebitte tå, men den er altså knækket og flækket som en voldtaget Langelænder, og ikke på nogen sjov måde. Den er lille og såret, trist, kold og skoløs. Og blå. Jeg hader fødder og har alle dage gjort det, men mit blå legeme har brug for omsorg. Det sagde hun også igår. Han. Jeg siger det i hvert fald nu, for det er surt og koldt nederst i fraktur-hierarkiet, og da jeg aldrig i mit liv har ejet- eller kommer til at eje et par træsko, kommer der til at gå noget tid førend det stakkels, smertende lem bliver påklædt, hvilket i januar nok vil sikre den blålige glød for en god, lang periode. Jeg kan dertil berette at een sko og een skisok devaluerer bling’et i et nytårsoutfit ret så gevaldigt. Det er virkelig ikke særlig praktisk, og det ER altså synd!



10 thoughts on “Mob venligst ikke mit lille lem!”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: