Bag gardinet.

Forleden var jeg til halvårlig hjertekontrol på Riget. Det er absolut ikke nogen dramatisk eller voldsom omgang, men en kedsommelig og noget ensom serie af procedurer og bippende apparaturer, som jeg ikke glæder mig specielt til, men dog har vænnet mig til. At være vænnet til den slags er en sær ting, men det kan jeg altid svælge i en anden gang. Det, der slog mig i denne omgang, var tilgangen til- og omgangen med min krop, som sundhedspersonale nødvendigvis må benytte sig af, men som morfer mig om til noget, jeg ikke helt forstår.

Een af undersøgelserne er et ekkokardiogram, dvs. elektroder fordelt på min overkrop samt en frygtelig masse gele og en radiolog, der skubber det hele rundt, som var jeg gravid de mærkeligste steder. Der er altså tale om helt afklædt overkrop, mens man stadig har bukser og vinterstøvler på. I denne omgang tilmed støvle i ental i selskab med ditto skisok, da den forslåede tå endnu ikke var klar til tung beklædning.  Det er ikke kønt! Når jeg så ligger der, i et gardinomsluttet aflukke med lydene fra en masse maskiner og det tilstødende aflukke, der må have indeholdt enten Darth Vader eller et svært tuberkuløst hanvæsen, skal jeg placeres først på ryggen og derefter på siden. Da jeg skal positioneres til sidstnævnte, siger ekko-damen:”Billedet er dårligt, så jeg flytter lige dine bryster”… Lyden af skrigende bremser i mit hoved. IIIIIIIIIIII!!!!!! Først og fremmest er mine bryster slet ikke (SLET IKKE!!) af et omfang, der gør dem flytbare. Bevares, de er ikke 17 mere og peger derfor måske ikke direkte mod himlen, og Junior, damn him, har stjålet en god del af fyldet, men kan vi lige blive enige om at de heller ikke har lagt sig til rette omkring min navle, eller på anden måde berettiger den slags transport-terminologi. Det kan vi! Dernæst har jeg svært ved at rumme, at nogen, udover mig selv eller en særligt udvalgt a la Jude Law, skal omrokere dem på nogen måde. Hvad der holder Jude fra den opgave kan jeg ikke forklare.

Mens min hjerne og mit ego brændte stille op, og jeg overvejede at gøre andet end at knurre samtykkende, kunne jeg selvfølgelig godt se hvor få muligheder ekkodamen havde. Havde hun f.eks. sagt:”Jeg bevæger mig lige udenom dine forrygende og særdeles velplacerede attributter”, ville mit hoved nok også være sprunget i luften, mens hun ville være i overhængende fare for et sexchikane-søgsmål. Hun kan jo heller ikke rigtig bare okse rundt, i og omkring dem uden at sige noget, men kunne evt. bare advare om generel famlen. Det ville have passet mig bedre.

Jeg ved jo godt, at min krop og dens kliniske tilstand er hovedsagen, samt at mit ego ikke tager uoprettelig skade af lidt 3×34 håndtering, men jeg vil ikke forandres mere end det allerede er tilfældet, ved at være der. Heller ikke selvom det er hver 6. måned de næste 50 år. Jeg vil have lov til at eje min blufærdighed, til at stadig være et nogenlunde ungt menneske, og til at vælge hvad “patient” betyder for mig. Man skal bestemme sig for sin sindstilstand i det sekund man træder ind ad døren, såvel som for sin rolle i netop den bygning; om den er definerende eller blot faktuel og del af lige den dag, og jeg vil selv have mulighed for at råde over alle dele af den proces. Det kan man kun hvis man slipper for egodrab og hvinende bremser, hvilket jeg selvsagt vil formidle på overskudsagtig vis næste gang. Jeg vil i hvert fald ikke, under NOGEN omstændigheder, have mine bryster “flyttet”, ej heller når jeg er 70 og de hænger ud ved mine knæ.



Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: