Bag gardinet.

For­le­den var jeg til hal­vår­lig hjer­te­kon­trol på Riget. Det er abso­lut ikke nogen dra­ma­tisk eller vold­som omgang, men en ked­som­me­lig og noget ensom serie af pro­ce­du­rer og bip­pen­de appa­ra­tu­rer, som jeg ikke glæ­der mig spe­ci­elt til, men dog har væn­net mig til. At være væn­net til den slags er en sær ting, men det kan jeg altid svæl­ge i en anden gang. Det, der slog mig i den­ne omgang, var til­gan­gen til- og omgan­gen med min krop, som sund­heds­per­so­na­le nød­ven­dig­vis må benyt­te sig af, men som mor­fer mig om til noget, jeg ikke helt for­står.

Een af under­sø­gel­ser­ne er et ekko­kar­di­o­gram, dvs. elek­tro­der for­delt på min over­krop samt en fryg­te­lig mas­se gele og en radi­o­log, der skub­ber det hele rundt, som var jeg gravid de mær­ke­lig­ste ste­der. Der er alt­så tale om helt afklædt over­krop, mens man sta­dig har buk­ser og vin­ter­støv­ler på. I den­ne omgang til­med støv­le i ental i sel­skab med dit­to skisok, da den for­slå­e­de tå end­nu ikke var klar til tung beklæd­ning.  Det er ikke kønt! Når jeg så lig­ger der, i et gar­di­nom­slut­tet afluk­ke med lyde­ne fra en mas­se maski­ner og det til­stø­de­n­de afluk­ke, der må have inde­holdt enten Darth Vader eller et svært tuber­ku­løst han­væ­sen, skal jeg pla­ce­res først på ryg­gen og der­ef­ter på siden. Da jeg skal posi­tio­ne­res til sidst­nævn­te, siger ekko-damen:“Billedet er dår­ligt, så jeg flyt­ter lige dine bryster”… Lyden af skri­gen­de brem­ser i mit hoved. IIIIIIIIIIII!!!!!! Først og frem­mest er mine bryster slet ikke (SLET IKKE!!) af et omfang, der gør dem flyt­ba­re. Beva­res, de er ikke 17 mere og peger der­for måske ikke direk­te mod him­len, og Juni­or, damn him, har stjå­let en god del af fyl­det, men kan vi lige bli­ve eni­ge om at de hel­ler ikke har lagt sig til ret­te omkring min nav­le, eller på anden måde beret­ti­ger den slags trans­port-ter­mi­no­lo­gi. Det kan vi! Der­næst har jeg svært ved at rum­me, at nogen, udover mig selv eller en sær­ligt udvalgt a la Jude Law, skal omro­ke­re dem på nogen måde. Hvad der hol­der Jude fra den opga­ve kan jeg ikke for­kla­re.

Mens min hjer­ne og mit ego brænd­te stil­le op, og jeg over­ve­je­de at gøre andet end at knur­re samtyk­ken­de, kun­ne jeg selv­føl­ge­lig godt se hvor få mulig­he­der ekko­da­men hav­de. Hav­de hun f.eks. sagt:“Jeg bevæ­ger mig lige udenom dine for­ry­gen­de og sær­de­les vel­pla­ce­re­de attri­but­ter”, vil­le mit hoved nok også være sprun­get i luf­ten, mens hun vil­le være i over­hæn­gen­de fare for et sex­chi­ka­ne-søgs­mål. Hun kan jo hel­ler ikke rig­tig bare okse rundt, i og omkring dem uden at sige noget, men kun­ne evt. bare adva­re om gene­rel fam­len. Det vil­le have pas­set mig bed­re.

Jeg ved jo godt, at min krop og dens kli­ni­ske til­stand er hoved­sa­gen, samt at mit ego ikke tager uop­ret­te­lig ska­de af lidt 3x34 hånd­te­ring, men jeg vil ikke for­an­dres mere end det alle­re­de er til­fæl­det, ved at være der. Hel­ler ikke selv­om det er hver 6. måned de næste 50 år. Jeg vil have lov til at eje min blu­fær­dig­hed, til at sta­dig være et nogen­lun­de ungt men­ne­ske, og til at væl­ge hvad “patient” bety­der for mig. Man skal bestem­me sig for sin sindstil­stand i det sekund man træ­der ind ad døren, såvel som for sin rol­le i net­op den byg­ning; om den er defi­ne­ren­de eller blot fak­tu­el og del af lige den dag, og jeg vil selv have mulig­hed for at råde over alle dele af den pro­ces. Det kan man kun hvis man slip­per for egodrab og hvi­nen­de brem­ser, hvil­ket jeg selvsagt vil for­mid­le på over­skud­s­ag­tig vis næste gang. Jeg vil i hvert fald ikke, under NOGEN omstæn­dig­he­der, have mine bryster “flyt­tet”, ej hel­ler når jeg er 70 og de hæn­ger ud ved mine knæ.



Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: