Hysteri

Mor, er du i løbe­tid?”. Spørgs­må­let løb ube­svæ­ret over Juni­o­rs læber en alt for tid­lig mor­gen. Før­end jeg refe­re­rer mere fra den vidun­der­ligt opbyg­ge­li­ge sam­ta­le, bør det nok næv­nes at han hav­de til­bragt wee­ken­den i sel­skab med en hund. Der var også men­ne­sker til­ste­de, men (hun)hunden efter­lod åben­bart det stør­ste ind­tryk, da den wee­ken­den igen­nem hav­de døjet med noget hyste­ri. Hyste­ri på den rig­tig gam­mel­dags hor­mon-facon, der i tider­nes mor­gen drev medi­ci­ne­re til at opfin­de- og prak­ti­se­re vibre­ren­de behand­lings­me­to­der; alt­så  køns­be­tin­get gal­skab for­år­sa­get af mang­len­de omgang med en ordent­lig han(hund).

Hos de fir­be­ne­de udmun­der det sig, efter den lav­stam­me­de eks­perts udsagn, i lidt uprak­tisk dryp­værk, lyde fra et meget dybt regi­ster og sært rul­len­de adfærd. Jeg betrag­ter egent­lig ikke mig selv som et syn­der­ligt rul­len­de væsen, og gør mig da rela­tivt uma­ge for ikke at dryp­pe, men Juni­or men­te nu alli­ge­vel at der var ble­vet lagt spor ud i den ret­ning. Jeg spurg­te, af men­tal­hy­giej­ni­ske årsa­ger, ikke vide­re ind til den slut­ning, og det vil­le selvsagt være at fore­træk­ke, at han på ingen måde opda­ge­de eller holdt øje med den slags, men det vir­ker ikke rime­ligt at han skal klan­dres for sine maskuli­ne instink­ter, omend noget præ­ma­tu­re og for­hå­bent­ligt over­flø­di­ge.

Jeg kun­ne jo ikke engang give ham et klart svar, så stammede:“Ikke som en hund og ikke lige nu. Eller nej…”. Næp­pe mit smuk­ke­ste mode­rø­je­blik, hvil­ket nu ikke er usæd­van­ligt, men jeg var alt­så ikke helt klar til den slags inden dagens før­ste kop kaf­fe. Jeg bak­ke­de der­for ud af loka­let, og kaste­de mig hastigt over hav­re­grød og mad­pak­ke. Dag­lig­dags distrak­tio­ner, der glim­rer ved hjer­ne­lam­men­de ked­som­me­lig­hed, men stod alli­ge­vel til­ba­ge med gedi­gen ærg­rel­se over, at det der med løbe­tid ikke hæn­ger sådan sam­men for os men­ne­sker. Ikke på den tør­lag­te måde, men i mang­len på net­op en fast tids­pe­ri­o­de, hvor man blot skal hol­de sig i nær­he­den af en dryp­bak­ke og ens omgi­vel­ser ikke vil skæ­ve den mind­ste smu­le til en rul­le­tur på det nær­me­ste ber­ber. Det vil­le da være alle­ti­ders! Han­væ­se­ner vil­le kun­ne lug­te at det var nu, mens det alle de andre dage kun­ne være lige meget, og der vil­le ingen tvivl være. Fokus vil­le altid være på ret­te sted. For­stå mig ret, jeg er stor fan af util­ret­telag­te løjer, men de vil­le jo så bare fore­gå på et tids­punkt, hvor man var totalt klar. Som sing­le vil­le man kun­ne plan­læg­ge sine strejf­tu­re omhyg­ge­ligt, og der vil­le for­ment­lig være min­dre rust i for­de­lings­nøg­len i de faste for­hold.

I min ver­den af mang­len­de orden vil­le løbe­tid være vel­kom­men. Så vil­le man slip­pe for vir­ke­lig man­ge, vir­ke­ligt sære spørgs­mål (fra mænd i alle aldre), bene­ne vil­le være glat­te til tiden, og jeg vil­le kun­ne sva­re min søn:“Ja min skat, og tak for opmærk­som­he­den. Hyste­ri­et er kun for­bi­gå­en­de”.



3 thoughts on “Hysteri”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: