At klappe med Gud.

Idag har jeg været i kirke. Eller menighedshus. Junior, der er en meget syngende type, ville gerne prøve at synge i kirkens børnekor, og da han (pga. operationer i fødderne) altid har haft svært ved at finde en fritidsaktivitet, opmuntrede jeg gevaldigt. Så aftenen stod på syngende børn, mumlende forældre, Lis med knold i nakken og meget højt register og Guitar-Herman. Dertil rigtig meget Gud.

Af een eller grund var jeg ikke forberedt på Gud. Ikke i den grad, i hvert fald, men han var lige der midt i cirklen af begejstrede børn, i sanglege om himmerige og avancerede gestikulationer, der vist nok var noget med, at have tro og glæde i hænder og krop. Junior har alt muligt i kroppen. Det er sjældent blevet omtalt som særlig himmelsk, men han holdt sig virkelig ikke tilbage, når Herman spillede op. Kunne ikke ordene, men fægtede vildt med armene, mimede lidt forskelligt, og indskød et “Gud” her og der, hvilket da er beundringsværdigt. Jeg så på fra sidelinjen, mens jeg undrede mig over, hvorfor de hellige festligheder gjorde mig så utilpas.

Musik er jo vidunderligt og sange om chefen ligeså; altså i kirkens rum, når jeg af uvisse årsager befinder mig der, men det skurrede så sært i mine ører, når det foregik med tramp og klap, Hello Kitty tylskørter og Gore-Tex. Junior vil nok næppe blive genfødt kristen af sangleg, og hvis han gør, er det vel hans sag, men jeg følte mig nu stadig overmandet af en sær skræk, som jeg ikke helt ved hvor jeg  skal gøre af.

Lis med knolden ville gerne dele sin glæde med verden, og fornemmede måske lidt kontrære vibes fra den trygge sidelinje, hvilket drev hende til at befale alle (ALLE!) ind i cirklen, så vi rigtig kunne synge og lege. Poderne elsker jo at få de gamle med, og vi er da også hysterisk morsomme, men jeg bliver bare aldrig nogen begejstret afsynger af Boogie Woogie, og bliver egentlig ikke mere tilbøjelig til den slags udfoldelser af, at femten forældre ser på mig med uhæmmet iver og forventning. Jeg bliver nærmest lidt gnaven, men havde her til aften selvkontrol nok til at tage en tur i cirklen for Junior. I skrivende stund får jeg atter lidt tunnelsyn, når billedet af undertegnede i klappende, kristen skruestik, akkompagneret af den mod enden halvsovende Herman, toner frem på nethinden.

Det er efter sigende godt at blive skubbet over sine grænser, men jeg havde ikke forestillet mig, at der forefandt sig en sådan ved en gruppe 5-7 åriges kor-øver. Det er jo absurd. Drengen vil derhen og mime igen i næste uge, så jeg varmer min iskolde sjæl ved tanken om, at flere forældre havde valgt at sidde udenfor Guds sangsal under hele seancen. Der vil jeg også være at finde fremover. Sådan en rådden mor er jeg nemlig. Amen.



10 thoughts on “At klappe med Gud.”

  • Fnis – flashback til min tid som privat dagplejer, hvor jeg gik i legestue i kirken (noget skulle jeg jo lave med de unger)… Hvad siger det om os, når den kristne glæde virker så intimiderende på os? 😉
    Håber ellers alt er vel med jer to.
    KH Dorte

    • Tak! Og jeg ved det virkelig ikke. Min store angst for fanatisme, går jo selv hen og bliver noget fanatisk i det, og det føltes virkelig fjollet i børneregi. Jeg skal i hvert fald nok have en støttegruppe e.l., hvis Jr. pludselig bliver helt nede med Gud. :-/

  • På mange måder er din søn jo en mega-fantastisk person. Altså udover det sædvanlige, Og det kommer jo ikke af ingenting … Embrace the craziness!

  • Fik lige et flashback til 70’ernes fodformede pædagogik, kasserollehår og jubelglade, guitarspillende pædagoger i strikket sweater…

  • Har først lige fundet din blog. Vidunderligt indlæg. Dejligt at grine, lige fra tidlig formiddag. Jeg kan så sandelig godt forstå, at du holder lidt afstand i næste uge. Ja, fanatisme er dog noget af det farligste, men som du siger, så skal man jo selv passe lidt på også. Rigtig god fornøjelse, i kan jo sikkert få nogle fine samtaler, om den nye verden som åbenbares for “barnet” Halleluja.

  • Har også først lige fundet din blog og hold kæft nogle sjove og ærlige OG skarpt formulerede betragtninger du disker op med. Vender helt sikkert jævnligt tilbage:)

    • Mange tak! 🙂 Er kun just sprunget ud i det, og sætter virkelig pris på den søde modtagelse. Vi skal tilbage til Gud på torsdag, denne gang med større børn, så jeg er spændt på om også Gud er større der. Det er ikke sikkert jeg overlever, i så fald…

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: