Idag har jeg været i kir­ke. Eller menig­heds­hus. Juni­or, der er en meget syn­gen­de type, vil­le ger­ne prø­ve at syn­ge i kir­kens bør­ne­kor, og da han (pga. ope­ra­tio­ner i fød­der­ne) altid har haft svært ved at fin­de en fri­tidsak­ti­vi­tet, opmun­tre­de jeg geval­digt. Så afte­nen stod på syn­gen­de børn, mum­len­de for­æl­dre, Lis med knold i nak­ken og meget højt regi­ster og Gui­tar-Her­man. Der­til rig­tig meget Gud.

Af een eller grund var jeg ikke for­be­redt på Gud. Ikke i den grad, i hvert fald, men han var lige der midt i cirk­len af begej­stre­de børn, i sang­le­ge om him­me­ri­ge og avan­ce­re­de gesti­ku­la­tio­ner, der vist nok var noget med, at have tro og glæ­de i hæn­der og krop. Juni­or har alt muligt i krop­pen. Det er sjæl­dent ble­vet omtalt som sær­lig him­melsk, men han holdt sig vir­ke­lig ikke til­ba­ge, når Her­man spil­le­de op. Kun­ne ikke orde­ne, men fæg­te­de vildt med arme­ne, mime­de lidt for­skel­ligt, og ind­s­kød et “Gud” her og der, hvil­ket da er beun­drings­vær­digt. Jeg så på fra side­linj­en, mens jeg undre­de mig over, hvor­for de hel­li­ge fest­lig­he­der gjor­de mig så util­pas.

Musik er jo vidun­der­ligt og san­ge om che­fen lige­så; alt­så i kir­kens rum, når jeg af uvis­se årsa­ger befin­der mig der, men det skur­re­de så sært i mine ører, når det fore­gik med tramp og klap, Hel­lo Kit­ty tyls­kør­ter og Gore-Tex. Juni­or vil nok næp­pe bli­ve gen­født kri­sten af sang­leg, og hvis han gør, er det vel hans sag, men jeg føl­te mig nu sta­dig over­man­det af en sær skræk, som jeg ikke helt ved hvor jeg  skal gøre af.

Lis med knol­den vil­le ger­ne dele sin glæ­de med ver­den, og for­nem­me­de måske lidt kon­træ­re vibes fra den tryg­ge side­linje, hvil­ket drev hen­de til at befa­le alle (ALLE!) ind i cirk­len, så vi rig­tig kun­ne syn­ge og lege. Poder­ne elsker jo at få de gam­le med, og vi er da også hyste­risk mor­som­me, men jeg bli­ver bare aldrig nogen begej­stret afsyn­ger af Boo­gie Woo­gie, og bli­ver egent­lig ikke mere til­bø­je­lig til den slags udfol­del­ser af, at fem­ten for­æl­dre ser på mig med uhæm­met iver og for­vent­ning. Jeg bli­ver nær­mest lidt gna­ven, men hav­de her til aften selv­kon­trol nok til at tage en tur i cirk­len for Juni­or. I skri­ven­de stund får jeg atter lidt tun­nel­syn, når bil­le­det af under­teg­ne­de i klap­pen­de, kri­sten skru­estik, akkom­pag­ne­ret af den mod enden halvsoven­de Her­man, toner frem på net­hin­den.

Det er efter sigen­de godt at bli­ve skub­bet over sine græn­ser, men jeg hav­de ikke fore­stil­let mig, at der fore­fandt sig en sådan ved en grup­pe 5–7 åri­ges kor-øver. Det er jo absurd. Dren­gen vil der­hen og mime igen i næste uge, så jeg var­mer min iskol­de sjæl ved tan­ken om, at fle­re for­æl­dre hav­de valgt at sid­de uden­for Guds sangs­al under hele sean­cen. Der vil jeg også være at fin­de frem­over. Sådan en råd­den mor er jeg nem­lig. Amen.

Share: