Jeg kune SLET ikke kende dig!! Det har jeg hørt fra to forskellige. Samme aften, samme fest. Efter jeg var gået. Mænd er dumme!

Havde det nu været light-versionen, a la: “Hvor ser du anderledes ud, jeg kunne næsten ikke kende dig!”, så kunne man fristes til at tage det som et kompliment. Men nej. Der er her tale om to mennesker, som jeg har mødt adskillige gange. De er vældig søde, og vi har flere gange mødtes i lettere overrislet tilstand, men har dog ikke, i hvert fald ikke hver gang, været så fulde, at de ikke kan forventes at vide, hvem jeg er. Der er tilmed tale om en hel aften, hvor vi flere gange rendte ind i hinanden, hilste, skålede og alt det der knas, mens de absolut ingen anelse har haft, om hvem jeg var.

Mor er såret. Det var jeg ikke til at starte med. Jeg rationaliserede. Var fuld af overbærende overskud….Det kan ske for enhver, vi er allesammen mennesker, der var jo så mange at hilse på.. måske ligner jeg også mere en anden lige for tiden.Nej, desværre. Jeg ligner faktisk ret meget mig selv i disse dage. Håret er en tone mørkere, og der er nok et kilo eller to mere til gården (mens gaden ligger ret øde hen), men jeg ser nu ikke mig selv i spejlet, og skriger ad den fremmede, der ser tilbage.

Jeg er i sandhed ikke det mest originale væsen på planeten (det kommer!), men har alligevel aldrig været bange- eller mistænkt mig selv for at være usynlig. Ikke været klar over det, er nok egentlig mere korrekt, for det har jo åbenbart boet derinde et sted, og nu er jeg i hvert fald i kontakt med en ellers sovende grundangst for at være helt igennem ubemærkelsesværdig. Der er, for mig, en masse tryghed i anonymiteten, og jeg nyder den ofte, men når det segl nu en gang er brudt ved gentagne møder, er det sært at blive skubbet tilbage deri. Der er lidt ensomt. Lidt mørk og ikke så rart.

De glemsomme unge mænd er tilgivet, og jeg kan stadig godt lide dem. Der var rent faktisk vildt mange mennesker, og jeg har jo andre høner at plukke, men mit hoved er nu alligevel fuld af spørgsmål:

Hvor ofte sker det egentlig, at folk hilser uden at vide hvem jeg er?

Hvorfor betyder det noget? Jeg burde, trods alt, være et større menneske end det.

Ville det hele være federe, hvis jeg fyldte lidt mere (på sådan en ikke-korpulent måde)?

Hvorfor varer mine tømmermænd så forbandet længe?

Hvis jeg nu var noget inden for sociale medier, eller havde en mere facetteret mening om indian pale ale (dvs. kunne drikke det, uden at spytte det ud med en ærgerlig lydside), ville det sikkert hjælpe. Indtil da må jeg nøjes med at være lidt almindelig. Der er dog risiko for at der følger lammere med øllen, når vi ses næste gang. Det kan man huske. Jeg er hende med knytnæven.

 

 

4 comments on “Hulu bu luuu..”

  1. Jeg må beklage mange gange, men jeg satte dig ikke i kontekst med det sted, jeg så dig. Det gik først op for mig senere at det var dig.

    Mest fordi du havde håret nede det første sted, og oppe som jeg er vant til det andet sted.

    Hvis det altså var mig du mener.

    sorry 🙂

Jeg bliver klogere af kommentarer..