Hulu bu luuu..

Jeg kune SLET ikke ken­de dig!! Det har jeg hørt fra to for­skel­li­ge. Sam­me aften, sam­me fest. Efter jeg var gået. Mænd er dum­me!

Hav­de det nu været light-ver­sio­nen, a la: “Hvor ser du ander­le­des ud, jeg kun­ne næsten ikke ken­de dig!”, så kun­ne man fri­stes til at tage det som et kom­pli­ment. Men nej. Der er her tale om to men­ne­sker, som jeg har mødt adskil­li­ge gan­ge. De er væl­dig søde, og vi har fle­re gan­ge mød­tes i let­te­re over­ris­let til­stand, men har dog ikke, i hvert fald ikke hver gang, været så ful­de, at de ikke kan for­ven­tes at vide, hvem jeg er. Der er til­med tale om en hel aften, hvor vi fle­re gan­ge rend­te ind i hin­an­den, hil­ste, skå­le­de og alt det der knas, mens de abso­lut ingen anel­se har haft, om hvem jeg var.

Mor er sår­et. Det var jeg ikke til at star­te med. Jeg ratio­na­li­se­re­de. Var fuld af over­bæ­ren­de overskud.…Det kan ske for enhver, vi er alle­sam­men men­ne­sker, der var jo så man­ge at hil­se på.. måske lig­ner jeg også mere en anden lige for tiden.Nej, desvær­re. Jeg lig­ner fak­tisk ret meget mig selv i dis­se dage. Håret er en tone mør­ke­re, og der er nok et kilo eller to mere til går­den (mens gaden lig­ger ret øde hen), men jeg ser nu ikke mig selv i spej­let, og skri­ger ad den frem­me­de, der ser til­ba­ge.

Jeg er i sand­hed ikke det mest ori­gi­na­le væsen på pla­ne­ten (det kom­mer!), men har alli­ge­vel aldrig været ban­ge- eller mistænkt mig selv for at være usyn­lig. Ikke været klar over det, er nok egent­lig mere kor­rekt, for det har jo åben­bart boet der­in­de et sted, og nu er jeg i hvert fald i kon­takt med en ellers soven­de grundangst for at være helt igen­nem ube­mær­kel­ses­vær­dig. Der er, for mig, en mas­se tryg­hed i ano­ny­mi­te­ten, og jeg nyder den ofte, men når det segl nu en gang er brudt ved gen­tag­ne møder, er det sært at bli­ve skub­bet til­ba­ge deri. Der er lidt ensomt. Lidt mørk og ikke så rart.

De glem­som­me unge mænd er til­gi­vet, og jeg kan sta­dig godt lide dem. Der var rent fak­tisk vildt man­ge men­ne­sker, og jeg har jo andre høner at pluk­ke, men mit hoved er nu alli­ge­vel fuld af spørgs­mål:

Hvor ofte sker det egent­lig, at folk hil­ser uden at vide hvem jeg er?

Hvor­for bety­der det noget? Jeg bur­de, trods alt, være et stør­re men­ne­ske end det.

Vil­le det hele være fede­re, hvis jeg fyld­te lidt mere (på sådan en ikke-kor­p­u­lent måde)?

Hvor­for varer mine tøm­mer­mænd så for­ban­det læn­ge?

Hvis jeg nu var noget inden for soci­a­le medi­er, eller hav­de en mere facet­te­ret mening om indi­an pale ale (dvs. kun­ne drik­ke det, uden at spyt­te det ud med en ærger­lig lydsi­de), vil­le det sik­kert hjæl­pe. Ind­til da må jeg nøjes med at være lidt almin­de­lig. Der er dog risi­ko for at der føl­ger lam­me­re med øllen, når vi ses næste gang. Det kan man huske. Jeg er hen­de med knyt­næ­ven.

 

 



4 thoughts on “Hulu bu luuu..”

  • Jeg må bekla­ge man­ge gan­ge, men jeg sat­te dig ikke i kon­tekst med det sted, jeg så dig. Det gik først op for mig sene­re at det var dig.

    Mest for­di du hav­de håret nede det før­ste sted, og oppe som jeg er vant til det andet sted.

    Hvis det alt­så var mig du mener.

    sor­ry 🙂

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: