Jeg har haft en god uge. En god måned. Det’ sik­kert for­bi­gå­en­de, men jeg er glad. Rig­tig glad.

For­le­den tal­te jeg med en mand i arbejd­s­ø­je­med. Han var også glad. Vores møde gjor­de ham fak­tisk så glad, at han afslut­te­de med at hæve sin hånd­fla­de, som skul­le han til at aflæg­ge ed af en art. Der var, så vidt jeg ved, ingen eds­voren del af sam­ar­bej­det, så jeg antog, at han enten var helt pjat­tet med Adolf, eller mere sand­syn­ligt invi­te­re­de til en såkaldt “high-five”. Det hav­de han ikke behø­vet.

For helt ærligt, hvad går det ud på? Vores hver­dag består af en god mæng­de dang­lish, og det’ cool, men dine hæn­der kan hver­ken tale eller bli­ve mere ame­ri­kan­ske. De er hvi­de, ble­ge og helt almin­de­li­ge. Det er ok! Man bli­ver hel­ler ikke just ung af at stå der i sløv­hei­len­de ven­tepo­si­tion, for der­næst at ram­me ved siden af hver ene­ste gang. Det er ikke det, de unge vil have. Det er jeg fak­tisk næsten sik­ker på. Situ­a­tio­nen bli­ver der­til ikke affor­ma­li­se­ret syn­der­ligt, hvil­ket vist ellers er inten­tio­nen, men bli­ver der­i­mod kun mere stiv i det, når man, vanen tro, ram­mer ved siden af HVER ENESTE GANG.

Min uflek­sib­le sjæl og dit­to tæer krym­per sig, når den slags skal udle­ves, for det lyk­kes bare aldrig på den fede måde, og den fede måde er jo, sandt at sige, sta­dig en vir­ke­lig tynd kop te. Vi er alt for hvi­de og alt for gam­le. Jeg er i hvert fald. Hvis vi abso­lut skal luk­ke festen med fysisk begej­string og på kam­me­rat­lig vis, så smil og giv mig hån­den med over­be­vis­ning, giv mig en lidt for lang kram­mer, eller bevæg dig vir­ke­lig kortva­rigt på den køli­ge kniv­sæg med en opad­ret­tet tom­mel­finger. Det kan jeg kla­re. Egent­lig vil jeg til­med fore­træk­ke en excen­trisk para­de af van­vid, hvor du f.eks. smæk­ker en imag­i­nær rodeotyr/splitternøgen kæl­ling (efter humør og lej­lig­hed) med las­so­ar­men stolt i vej­ret, at du hop­per op og ned, som en dåne­fær­dig Justin Bie­ber fan, eller på anden måde hol­der din egen sig­na­tur­fest. Man siger jo ikke nej til gra­tis under­hold­ning, og det er vig­tigt at røre sig. Det må du hjer­tens ger­ne selv lig­ge og rode med, men når jeg bli­ver tvun­get med i den sære gestus, bli­ver jeg så for­fær­de­ligt træt. Træt og lidt sur.

Jeg high-fiver min søn fra mor­gen til aften, for han er jo rela­tivt ung, kro­nisk selv­for­her­li­gen­de og på alle måder sim­pelt ind­ret­tet, men jeg orker det sim­pelt­hen ikke med gran­voks­ne men­ne­sker. Nu skor­ter det i for­vej­en ikke på hand­lin­ger, der suger een godt og grun­digt ned i den mør­ke soc­cer­mom-vor­tex, og en høj fem­mer vil næp­pe fla­de den kur­ve ud. Der må være bed­re alter­na­ti­ver. Eller nej, det der ikke. For alter­na­ti­ver gra­ves vel frem af nød­ven­dig­hed, for at und­gå noget uprak­tisk eller uper­son­ligt, og det behov kan jeg ikke få øje på. De gængse “god­dag-far­vel-det var edder­læk­kert-du er skæp­pe­s­køn-ka’ du’ ha’ det”-omgangsformer fun­ge­rer da så glim­ren­de. Kan vi ikke hol­de os til dem? Hvis nej, vil jeg have lov at til­fø­je en olfert til listen. Dem bru­ger de også i Ame­ri­ka.

Share: