Jeg har nævnt det før, og truet med at vende tilbage til det, det der med at være vænnet til hospitaler. På Riget skal man vænne sig til mange ting. Nogle gange flytter de rundt på mine bryster og pynter med gele, mens de andre gange stikker mig ind i røret. Den halvårlige MR scanning er, ligesom resten af regimet, ikke noget voldsomt indgreb,  men dog alligevel en røvirriterende solo-øvelse. Den kan jeg ikke slippe for, men kan da plage andre med den..

Røret hedder Magnetom (Magneto var taget), og er en stor, farveløs, larmende helvedesmaskine med plads til een. Lige knap. For omend man fylder kun ganske lidt (jo jo) i det flatterende hospitalstøj, bliver man hurtigt ganske omfangsrig. Der bliver lagt venflon til kontrastvæske i den ene arm, den anden udstyres med en “panikknap” (altid godt), hvorefter hver arm pakkes ind i polstret læder, de stakkels bryster bliver atter pyntet med ledninger, alt bliver pakket ind i tæpper, og til sidst får man spændt et plasticgitter om overkroppen, så man ikke kan bevæge sig den mindste smule. Fuldt forpuppet bliver man så udstyret med enorme, klæbende hovedtelefoner. Det er altsammen meget Nostromo/Ripley- agtigt, men virkelig ikke særlig sejt og trods alt nogenlunde Alien-frit. Ind i røret med sig. Som at blive krammet rigtig hårdt  og længe af Mogens Camre. Det varer 1-2 timer, hvor en computer cirka en gang i minuttet beder mig puste ud og holde vejret. Holde det ude altså, hvilket også synes lidt vel strengt.

Røret er et sært opholdssted. Der er hverken uhyggeligt eller hyggeligt, smertefuldt eller lindrende. Alle lyde er høje men på en vedblivende dyb, rumlende måde; puls og brusen underlagt mekanik. Mest af alt er der ensomt. Jeg føler sjældent andet end det inde i røret, er ikke bange eller fristet til at tage knappen i brug, men det er en massiv, rungende ensomhed, der med mellemrum tager pusten fra mig. Igen. Inde i røret bliver grundvilkåret om, at kun man selv ved præcis hvordan det her er, meget højlydt. Man kan have mange ting tilfælles, deles om sygdom, helbred og erfaringer, men lige her kan det ikke deles eller egentlig forklares. Det er ikke klynk, blot en realitet, der altid er gældende og ikke særligt bemærkelsesværdig, men inde i røret råber den mig ind i hovedet. Den råber alt andet væk, og gør hele tiden opmærksom på sig selv. Der er kun dig. Pust ud og hold det ude.

Når jeg kommer ud, får monstret afmonteret, forsvinder det langsomt og vrede kommer i stedet. Den er min ven og meget nemmere at håndtere. Elendige fucking møgkrop, lortemaskine, der nu har givet mig sovehår, dumme radiolog, der uden anstrøg af humor spørger, om jeg ikke så godt kunne lide det? Oplever hun tit, at folk siger “Jo da, hvad med en ekstratur?”? Det burde jeg sige til hende, men gør det ikke.

Vreden bliver hængende resten af dagen, men for mindre blus. Til sidst skal jeg i garderoben og have mit eget tøj på, smykker, ur og alt det andet, der ikke må medtages i røret. Der er jeg hver gang taknemmelig for hospitalsvæsenets hang til laminerede skilte, samt for folk, der ikke kan stave, da der på væggen hænger åbenbart nødvendige afklædningsanvisninger med fine tegninger og venlig hilsen fra “Sikringsguppen”. Han lyder rar.

3 comments on “Hallo i røret.”

  1. Max Frisch har skrevet en hel bog om det samme, den handler blot om et tog i en tunnel, eller rettere om en mand i toget, der overvejer om der stadig er en verden udenfor.

    Det lyder ubehageligt at ligge i sådan en dims.

  2. Har sagt det før: Du skriver virkeligt godt og medrivende.

    Og føj hvor lyder det trist. Tror ensomhed er den værste følelse i hele verden. Det er den følelse, der skræmmer mig mest af alt.

    Tak fordi du deler.

Jeg bliver klogere af kommentarer..