Hallo i røret.

Jeg har nævnt det før, og tru­et med at ven­de til­ba­ge til det, det der med at være væn­net til hospi­ta­ler. På Riget skal man væn­ne sig til man­ge ting. Nog­le gan­ge flyt­ter de rundt på mine bryster og pyn­ter med gele, mens de andre gan­ge stik­ker mig ind i røret. Den hal­vår­li­ge MR scan­ning er, lige­som resten af regi­met, ikke noget vold­somt ind­greb,  men dog alli­ge­vel en røvir­ri­te­ren­de solo-øvel­se. Den kan jeg ikke slip­pe for, men kan da pla­ge andre med den..

Røret hed­der Mag­ne­tom (Mag­ne­to var taget), og er en stor, far­ve­løs, lar­men­de hel­ve­des­ma­ski­ne med plads til een. Lige knap. For omend man fyl­der kun gan­ske lidt (jo jo) i det flat­te­ren­de hospi­tal­støj, bli­ver man hur­tigt gan­ske omfangs­rig. Der bli­ver lagt ven­flon til kon­trast­væ­ske i den ene arm, den anden udsty­res med en “panik­k­nap” (altid godt), hvor­ef­ter hver arm pak­kes ind i pol­stret læder, de stak­kels bryster bli­ver atter pyn­tet med led­nin­ger, alt bli­ver pak­ket ind i tæp­per, og til sidst får man spændt et pla­sti­c­git­ter om over­krop­pen, så man ikke kan bevæ­ge sig den mind­ste smu­le. Fuldt for­pup­pet bli­ver man så udsty­ret med enor­me, klæ­ben­de hoved­te­le­fo­ner. Det er alt­sam­men meget Nostro­mo/Ripley- agtigt, men vir­ke­lig ikke sær­lig sejt og trods alt nogen­lun­de Ali­en-frit. Ind i røret med sig. Som at bli­ve kram­met rig­tig hårdt  og læn­ge af Mogens Cam­re. Det varer 1–2 timer, hvor en com­pu­ter cir­ka en gang i minut­tet beder mig puste ud og hol­de vej­ret. Hol­de det ude alt­så, hvil­ket også synes lidt vel strengt.

Røret er et sært opholds­sted. Der er hver­ken uhyg­ge­ligt eller hyg­ge­ligt, smer­te­fuldt eller lin­dren­de. Alle lyde er høje men på en ved­bli­ven­de dyb, rum­len­de måde; puls og bru­sen under­lagt meka­nik. Mest af alt er der ensomt. Jeg føler sjæl­dent andet end det inde i røret, er ikke ban­ge eller fri­stet til at tage knap­pen i brug, men det er en mas­siv, run­gen­de ensom­hed, der med mel­lem­rum tager pusten fra mig. Igen. Inde i røret bli­ver grund­vil­kå­ret om, at kun man selv ved præ­cis hvor­dan det her er, meget højlydt. Man kan have man­ge ting til­fæl­les, deles om syg­dom, hel­bred og erfa­rin­ger, men lige her kan det ikke deles eller egent­lig for­kla­res. Det er ikke klynk, blot en rea­li­tet, der altid er gæl­den­de og ikke sær­ligt bemær­kel­ses­vær­dig, men inde i røret råber den mig ind i hove­d­et. Den råber alt andet væk, og gør hele tiden opmærk­som på sig selv. Der er kun dig. Pust ud og hold det ude.

Når jeg kom­mer ud, får mon­stret afmon­te­ret, for­svin­der det lang­somt og vre­de kom­mer i ste­det. Den er min ven og meget nem­me­re at hånd­te­re. Elen­di­ge fuck­ing møg­krop, lor­te­ma­ski­ne, der nu har givet mig sove­hår, dum­me radi­o­log, der uden anstrøg af humor spør­ger, om jeg ikke så godt kun­ne lide det? Ople­ver hun tit, at folk siger “Jo da, hvad med en ekstra­tur?”? Det bur­de jeg sige til hen­de, men gør det ikke.

Vre­den bli­ver hæn­gen­de resten af dagen, men for min­dre blus. Til sidst skal jeg i gar­dero­ben og have mit eget tøj på, smyk­ker, ur og alt det andet, der ikke må med­ta­ges i røret. Der er jeg hver gang tak­nem­me­lig for hospi­talsvæ­se­nets hang til lami­ne­re­de skil­te, samt for folk, der ikke kan sta­ve, da der på væg­gen hæn­ger åben­bart nød­ven­di­ge afklæd­nings­an­vis­nin­ger med fine teg­nin­ger og ven­lig hil­sen fra “Sik­rings­gup­pen”. Han lyder rar.



3 thoughts on “Hallo i røret.”

  • Max Fri­sch har skre­vet en hel bog om det sam­me, den hand­ler blot om et tog i en tun­nel, eller ret­te­re om en mand i toget, der over­ve­jer om der sta­dig er en ver­den uden­for.

    Det lyder ube­ha­ge­ligt at lig­ge i sådan en dims.

  • Har sagt det før: Du skri­ver vir­ke­ligt godt og medri­ven­de.

    Og føj hvor lyder det trist. Tror ensom­hed er den vær­ste følel­se i hele ver­den. Det er den følel­se, der skræm­mer mig mest af alt.

    Tak for­di du deler.

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: