Jeg har neg­le­mær­ker i hånd­fla­der­ne. De har været der en times tid,og ankom i sel­skab med hjer­te­ban­ken og damp ud af ører­ne. Blev sim­pelt­hen så edder­spændt rasen­de, at jeg end­nu er ret over­ra­sket over, at ingen kom til ska­de. At ingen børn kom til ska­de, vel at mær­ke.

Kort ver­sion: min søn bli­ver mob­bet af unger­ne i går­den. Lang ver­sion: min søn er en sær sta­rut, der taler sært, siger de mest ran­dom ting på jor­den, går lidt sært efter fle­re klump­fod­s­o­pe­ra­tio­ner og har gene­rel­le besvær­lig­he­der med at aflæ­se gængse soci­a­le koder i vis­se bør­ne­grup­per. Det har i lang tid været årsag til man­ge kon­tro­ver­ser blandt især den ret sam­men­tøm­re­de og lidt hår­de dren­ge­grup­pe. Til­ba­ge til den kor­te ver­sion, for det er uvæ­ger­ligt der vi ender. Han er et nemt offer, og er selvsagt også tit ski­deir­ri­te­ren­de, men insi­ste­rer alli­ge­vel på, med velvalg­te pau­ser, at prø­ve igen og igen. Han laver en slag­plan, husker sig selv på de vig­tig­ste reg­ler blandt dren­ge og børn i det hele taget, fin­der noget sjovt, som alle kan lege med, og begi­ver sig gang på gang der­ud med håbet om almin­de­li­ge, gode lege­op­le­vel­ser. Han er lavet af et stof, jeg ofte slet ikke for­står. Han kom­mer som regel græ­den­de til­ba­ge inden­for gan­ske kort tid. Mor kæm­per lidt.

Jeg går en gang imel­lem med ud. Kom­mer med for­slag til lege, giver ham is at dele ud, og prø­ver at hjæl­pe med kom­mu­ni­ka­tio­nen. Så snart jeg ven­der ryg­gen til, går det i kage.

Det gør mere ondt end det gør mig egent­lig vred, for­di jeg gan­ske enkelt ikke kan bære at hans posi­ti­ve lil­le væsen skal kæm­pe så meget. Han må være lige hvad han vil, men jeg over­le­ver ikke hvis han er ensom. Nog­le gan­ge bli­ver jeg mest vred, og skal så gøre mig for­fær­de­ligt uma­ge for at fin­de min mest pæda­go­gi­ske side frem, alt imens jeg gør det klart for de invol­ve­re­de, at den slags selv­føl­ge­lig ikke er i orden, og der må kun­ne fin­des en bed­re måde at være sam­men på. Det er ikke altid lige nemt. Pæda­go­gik og diplo­ma­ti er dæl­me en svær sport, når ens egne står for skud.

De sid­ste to dage har han insi­ste­ret på at gå ud. Det er gået nogen­lun­de, men har været kortva­rigt. Små skridt. Mor er støt­ten­de, opmun­tren­de og stolt. Det skal man jo, og det vil­le da være helt fan­ta­stisk med et godt og mun­tert bør­ne­liv på de lyse som­mer­af­te­ner. Sådan et skal man da ha! Men nej. Efter et lil­le kvar­ter kom­mer han stortu­den­de og dæk­ket i sand til­ba­ge. De har spil­let smørk­lat, hvor een af dren­ge­ne har prok­la­me­ret at han skal være smørk­lat hele tiden, for­di han “ikke kan så meget andet”. Efter et par omgan­ge siger Juni­or så fra, hvor­ef­ter de kaster sand på ham, slår ham og råber “du går så mær­ke­ligt, så vi kan jo ikke bru­ge dig til noget”. Nu dir­rer mine hæn­der igen. Han er ikke hyste­risk eller vred, men tyde­ligt rystet og helt knust. Mor skal lige træk­ke vej­ret. Jeg går med ham ud, leder efter de impli­ce­re­de, mens mine hæn­der knyt­tes hår­de­re og hår­de­re. Skal fak­tisk gøre mig uma­ge for ikke at tude. De to rød­der får øje på mig, og jeg har gan­ske givet ikke set glad ud, for de for­svin­der som dug for solen. Til­ba­ge og trø­ste Juni­or, der sid­der helt lil­le og opgi­ven­de på jor­den. Vi går ind, han bli­ver kram­met helt absurd meget og går i seng. Mor kæm­per sta­dig med vej­rtræk­nin­gen, men har camou­f­le­ret det nogen­lun­de.

Jeg vil altid prø­ve at fin­de en pæda­go­gisk løs­ning, hjæl­pe hvor jeg kan og skæl­de ud når det er abso­lut nød­ven­digt, men idag nåe­de jeg et mæt­nings­punkt af Zap­pa-lig­nen­de pro­por­tio­ner. Der­for: Hvis I rører min knægt, dril­ler ham for at have fød­der­ne skru­et sært på, eller rot­ter jer sam­men mod ham igen, så dør I. Punk­tum!!! Det rager mig en papand hvor svært I har det der­hjem­me, om I er vok­set op i anden kul­tur, ser for meget fjern­syn eller bare keder jer helt vildt. Een gang til, og så skal det være mig en fry­de­fuld for­nø­jel­se at knæk­ke jeres små ben, kom­me jer i en sløv og rusten kød­hak­ker og fodre jer til jeres for­æl­dre. Jeg vil gøre det hele med et smil og med neg­le­ne ude af hånd­fla­der­ne. Bare så I ved det, små FUCKERS!!!!

Share: