Mors hammer.

Jeg har neg­le­mær­ker i hånd­fla­der­ne. De har været der en times tid,og ankom i sel­skab med hjer­te­ban­ken og damp ud af ører­ne. Blev sim­pelt­hen så edder­spændt rasen­de, at jeg end­nu er ret over­ra­sket over, at ingen kom til ska­de. At ingen børn kom til ska­de, vel at mær­ke.

Kort ver­sion: min søn bli­ver mob­bet af unger­ne i går­den. Lang ver­sion: min søn er en sær sta­rut, der taler sært, siger de mest ran­dom ting på jor­den, går lidt sært efter fle­re klump­fod­s­o­pe­ra­tio­ner og har gene­rel­le besvær­lig­he­der med at aflæ­se gængse soci­a­le koder i vis­se bør­ne­grup­per. Det har i lang tid været årsag til man­ge kon­tro­ver­ser blandt især den ret sam­men­tøm­re­de og lidt hår­de dren­ge­grup­pe. Til­ba­ge til den kor­te ver­sion, for det er uvæ­ger­ligt der vi ender. Han er et nemt offer, og er selvsagt også tit ski­deir­ri­te­ren­de, men insi­ste­rer alli­ge­vel på, med velvalg­te pau­ser, at prø­ve igen og igen. Han laver en slag­plan, husker sig selv på de vig­tig­ste reg­ler blandt dren­ge og børn i det hele taget, fin­der noget sjovt, som alle kan lege med, og begi­ver sig gang på gang der­ud med håbet om almin­de­li­ge, gode lege­op­le­vel­ser. Han er lavet af et stof, jeg ofte slet ikke for­står. Han kom­mer som regel græ­den­de til­ba­ge inden­for gan­ske kort tid. Mor kæm­per lidt.

Jeg går en gang imel­lem med ud. Kom­mer med for­slag til lege, giver ham is at dele ud, og prø­ver at hjæl­pe med kom­mu­ni­ka­tio­nen. Så snart jeg ven­der ryg­gen til, går det i kage.

Det gør mere ondt end det gør mig egent­lig vred, for­di jeg gan­ske enkelt ikke kan bære at hans posi­ti­ve lil­le væsen skal kæm­pe så meget. Han må være lige hvad han vil, men jeg over­le­ver ikke hvis han er ensom. Nog­le gan­ge bli­ver jeg mest vred, og skal så gøre mig for­fær­de­ligt uma­ge for at fin­de min mest pæda­go­gi­ske side frem, alt imens jeg gør det klart for de invol­ve­re­de, at den slags selv­føl­ge­lig ikke er i orden, og der må kun­ne fin­des en bed­re måde at være sam­men på. Det er ikke altid lige nemt. Pæda­go­gik og diplo­ma­ti er dæl­me en svær sport, når ens egne står for skud.

De sid­ste to dage har han insi­ste­ret på at gå ud. Det er gået nogen­lun­de, men har været kortva­rigt. Små skridt. Mor er støt­ten­de, opmun­tren­de og stolt. Det skal man jo, og det vil­le da være helt fan­ta­stisk med et godt og mun­tert bør­ne­liv på de lyse som­mer­af­te­ner. Sådan et skal man da ha! Men nej. Efter et lil­le kvar­ter kom­mer han stortu­den­de og dæk­ket i sand til­ba­ge. De har spil­let smørk­lat, hvor een af dren­ge­ne har prok­la­me­ret at han skal være smørk­lat hele tiden, for­di han “ikke kan så meget andet”. Efter et par omgan­ge siger Juni­or så fra, hvor­ef­ter de kaster sand på ham, slår ham og råber “du går så mær­ke­ligt, så vi kan jo ikke bru­ge dig til noget”. Nu dir­rer mine hæn­der igen. Han er ikke hyste­risk eller vred, men tyde­ligt rystet og helt knust. Mor skal lige træk­ke vej­ret. Jeg går med ham ud, leder efter de impli­ce­re­de, mens mine hæn­der knyt­tes hår­de­re og hår­de­re. Skal fak­tisk gøre mig uma­ge for ikke at tude. De to rød­der får øje på mig, og jeg har gan­ske givet ikke set glad ud, for de for­svin­der som dug for solen. Til­ba­ge og trø­ste Juni­or, der sid­der helt lil­le og opgi­ven­de på jor­den. Vi går ind, han bli­ver kram­met helt absurd meget og går i seng. Mor kæm­per sta­dig med vej­rtræk­nin­gen, men har camou­f­le­ret det nogen­lun­de.

Jeg vil altid prø­ve at fin­de en pæda­go­gisk løs­ning, hjæl­pe hvor jeg kan og skæl­de ud når det er abso­lut nød­ven­digt, men idag nåe­de jeg et mæt­nings­punkt af Zap­pa-lig­nen­de pro­por­tio­ner. Der­for: Hvis I rører min knægt, dril­ler ham for at have fød­der­ne skru­et sært på, eller rot­ter jer sam­men mod ham igen, så dør I. Punk­tum!!! Det rager mig en papand hvor svært I har det der­hjem­me, om I er vok­set op i anden kul­tur, ser for meget fjern­syn eller bare keder jer helt vildt. Een gang til, og så skal det være mig en fry­de­fuld for­nø­jel­se at knæk­ke jeres små ben, kom­me jer i en sløv og rusten kød­hak­ker og fodre jer til jeres for­æl­dre. Jeg vil gøre det hele med et smil og med neg­le­ne ude af hånd­fla­der­ne. Bare så I ved det, små FUCKERS!!!!



15 thoughts on “Mors hammer.”

  • Av mand. Men­tal kram­mer og vali­um til dig og hig­h­fi­ve til juni­or for at bli­ve ved med at prø­ve. Uden at gi’ ham den på engelsk, så husk imid­ler­tid på hans veg­ne det­te udmær­ke­de Wil­li­am Gib­son-citat:

    Befo­re you diag­no­se your­self with depres­sion or low self este­em, first make sure you are not, in fact, sim­ply sur­ro­un­ded by assho­les”

    Jeg kan huske at jeg som lil­le en over­gang blev dril­let af nog­le dren­ge der blot var en smu­le hår­de­re i fil­ten end mig, men som jeg så ger­ne vil­le mat­che (på alle måder). Min mor var rød­g­lø­de­n­de når de mob­be­de men min far min­de­de mig om at hvis de var røv­hul­ler var der ingen grund til at hæn­ge ud med dem, og så gav det med tiden sig selv. De blev vejet og fun­det for let­te. Jeg håber han med tiden kan gøre det sam­me, hvis de bli­ver ved med at mob­be. Og så skal flin­ke fyre nok kom­me for­bi. Det er så bare med at hol­de fast i dem i ste­det for ånds­bol­ler­ne.

    Tak for sidst i øvrigt.
    Snart igen, ing?
    KJ J

  • Det er rig­tig hvad Jep­pe siger. Vores gård er fyldt med fuck­ing idi­o­ter. Børn og voks­ne. Bare se den luk­ke­de face­book grup­pe som bebo­er­re­præ­sen­ta­tio­nen har lavet… Samt­li­ge (!) ind­læg er afstum­pet og småra­ci­sti­ske. Det er ræd­sel­fuldt. Og helt ærlig? De dren­ge der…? Jeg vil­le sgu være mere bekym­ret hvis han begynd­te at hæn­ge ud med dem. Og jeg VED godt, at sådan tæn­ker børn — og slet ikke Victor — ikke. Han for­står bare ikke hvor­for de ikke vil lege med ham.

    Victor er et her­re let offer, og der­for vil han bli­ve offe­ret. Det har ikke noget med hans sind eller fød­der som sådan at gøre. Han kun­ne også være ble­vet offe­ret hvis han var helt nor­mal, for­di… wha­te­ver… at han spil­le­de trom­pet, eller var rød­hå­ret, eller hav­de en grim cykel.

    Men helt ærlig? Gå the fuck amok. Næste gang du ople­ver det, så gå ud i går­den og tag fat i en af unger­ne — og hold dem fast (dog måske uden at bræk­ke deres arm), og råb til de begyn­der at fuck­ing tude. Sig til dem at hvis du ser det engang til, så klip­per du deres fuck­ing fin­gre af med grensaks.

    Måske stop­per de med at dril­le… det vil bare ikke hjæl­pe på sel­ve “ven­sk­ab­stin­gen”. Victor bli­ver aldrig ven­ner med dem der. Thank. Fuck­ing. God.

    Og som Jep­pe også siger: Han bli­ver aldrig ensom. En dag kom­mer der en sød dreng eller pige, som ger­ne vil lege. De sto­re dren­ge i vores gård, som alle­re­de i en alder af 8–10 år er på vej ned af en HEL for­kert vej? De bli­ver ensom­me. Røv­hul­ler bli­ver ensom­me.

    Jeg ved det.. jeg har set det.

  • I har beg­ge så utro­lig meget ret, og tak for det. Det er jo bare en vir­ke­lig svær situ­a­tion, for­di han sid­der der, med næsen tryk­ket flad mod ruden, og drøm­mer om at være en del af det. Når de så viser sig at være kom­plet ASSHOLES, og han bli­ver ved med at tro han gør alt for­kert, er det nær­mest umu­ligt at fin­de en god mid­del­vej.
    For ja, man­ge af dem er alt for hardco­re og del af et, for Juni­or, ufor­stå­e­ligt hie­rar­ki, men han er end­nu ikke moden nok til at for­stå at han er bet­ter off uden. Han bli­ver bare ked af det. Hver gang!!!
    Der vil bli­ve råbt og tru­et på den helt sto­re klin­ge de næste par dage, men hvor er det dog depri­me­ren­de og ski­de pis­se uret­fær­digt.

    • Nej, han kom­mer ikke til at for­stå det lige fore­lø­big. Of cour­se. Men for­hå­bent­lig går der ikke læn­ge før han opda­ger at der er andre sel­ska­ber hvor de sæt­ter pris på ham — og som ikke har noget med løb at gøre. Musik… skak… mate­ma­tik… hvad det måt­te være.

  • Røv­hul­ler. Pik­kedår­lig­top­dra­ge­de lor­te­un­ger. Bare I boe­de i vores gård. Så kun­ne vi lave et kor­ps og over­våg­nings­sy­ste­mer og sam­ta­le­an­læg. Det er jo ondt ondt ondt. Der har også været alt muligt i min søns klas­se, og dage, hvor han ikke vil­le i sko­le, og det ætser mig op. Jeg synes, det er flot, du ikke har slå­et dem alle­re­de.

  • Av, det var ikke let at læse. Vir­ke­li­ge men­ne­sker med vir­ke­li­ge pro­ble­mer.

    Jeg håber snart din dreng får en god lege­kam­me­rat. Det lyder som om, han fortje­ner det.

    Keep up good spi­rit, som de sag­de på Amar engang.

  • Åh nej, av mit hjer­te, kære Sofie!
    De to kom­men­te­ren­de her­rer her­over har jo så evigt ret i, at han bare har så lidt brug for den slags idi­o­ter i sit liv… Og selv­føl­ge­lig for­står han det ikke end­nu, men måske du kan bru­ge det til at sti­ve dig selv af med, når du skal sige fra over­for det. For­di FUCK de dren­ge og FUCK om du tæk­kes deres for­æl­dre, hvis de alli­ge­vel hel­ler ikke er noget værd.
    Men øv hvor er det bare synd for jer beg­ge to.
    Man­ge gode tan­ker jeres vej.
    KH Dor­te

  • hej Sofie, det var dog et røren­de ind­læg. Så meget… uskyl­dig­hed.

    cyber­knus her­fra .)

    skal I snart med i som­mer­hus?

    kh

    N

  • For hel­ved! Hvor min hals snø­rer sig sam­men af stormen­de med­fø­lel­se med din dreng og dig!! Har selv en dreng der stik­ker ud (mere om det hist og pist i min egen blog) men han er so far forskå­net for dår­lig behand­ling fra de andre rol­lin­ger. Men det du beskri­ver er præ­cis mit mare­ridt. Kan du ikke hol­de ham inde? Det er jo ikke til at bære:o/ — Lor­te­un­ger *#¤%!!

    • Tak!! Godt art din dreng ikke skal kæm­pe med det, for det har vir­ke­lig ikke været nemt. Net­op det der med at hol­de ham inde, har jo været sid­ste nød­løs­ning, men det er svært, når nu han vil det så meget. Jeg prø­ver at erstat­te med andre lege­af­ta­ler og gene­rel boost på den inden­dørs hyg­ge, og så må vi se. Tak for ban­de­ord, de fal­der på ret­te sted! 🙂

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: