Drengebørn.

Jr har ven på besøg. Jeg sid­der der­for i køk­ke­net, mens kom­fu­ret bob­ler af de enor­me mæng­der foder, der inden læn­ge skal stop­pes i dem, for at de ikke fal­der om af overan­stren­gel­se. Jeg sid­der her og lyt­ter, og bry­der i nødstil­fæl­de ind, men kan ikke påstå at obser­va­tør-rol­len giver mig dybe­re ind­sigt i, hvad det hele går ud på. Hvor­for er dren­ge så mær­ke­li­ge?

Stan­dard­mo­del­len er, at de kom­mer her efter en lang, god dag i sko­len, dæk­ker ca. halv­de­len af lej­lig­he­den  i sko og over­tøj, der på besyn­der­lig vis drys­ser af dem på vej­en ind, og der­på begyn­der den lan­ge dans om kon­trol­len. Den bli­ver ikke afslut­tet. Nogen­sin­de! Det er drø­je dage for demo­kra­ti­et i dren­gebørns sel­skab. 2–3 timer går med at sige “nej” og “det skal du i hvert fald ikke bestem­me” på skift. Alt (og det er meget!) lege­tøj bli­ver taget frem, afprø­vet, for­ka­stet og for­nær­met. Stem­nin­gen går i højtem­po bøl­ge­da­le, vre­de spy­es i alle ret­nin­ger, men aldrig i mere end 1 minut. Så bli­ver de fodret, og slås/griner på skift om kor­rekt ind­ta­gel­se af den. Der­på løber de om kap på toilet­tet, een fal­der og græ­der. Den anden vasker sine hæn­der. Når ven­nen bli­ver hen­tet, kaster de sig med stor, dra­ma­tisk hen­gi­ven­hed hin­an­den om hal­sen, og udbry­der: “AJ, hvor var det hyg­ge­ligt!”, og lover at gøre det igen i næste uge. Det glæ­der de sig så til. Jeg fat­ter hat!

Vi er end­nu ikke nået så langt. Jeg bli­ver sid­den­de i køk­ke­net lidt end­nu, og så lover jeg at skrue ned for musik­ken og åbne døren ind til stu­en. Om lidt.



3 thoughts on “Drengebørn.”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: