Drengebørn.

Jr har ven på besøg. Jeg sidder derfor i køkkenet, mens komfuret bobler af de enorme mængder foder, der inden længe skal stoppes i dem, for at de ikke falder om af overanstrengelse. Jeg sidder her og lytter, og bryder i nødstilfælde ind, men kan ikke påstå at observatør-rollen giver mig dybere indsigt i, hvad det hele går ud på. Hvorfor er drenge så mærkelige?

Standardmodellen er, at de kommer her efter en lang, god dag i skolen, dækker ca. halvdelen af lejligheden  i sko og overtøj, der på besynderlig vis drysser af dem på vejen ind, og derpå begynder den lange dans om kontrollen. Den bliver ikke afsluttet. Nogensinde! Det er drøje dage for demokratiet i drengebørns selskab. 2-3 timer går med at sige “nej” og “det skal du i hvert fald ikke bestemme” på skift. Alt (og det er meget!) legetøj bliver taget frem, afprøvet, forkastet og fornærmet. Stemningen går i højtempo bølgedale, vrede spyes i alle retninger, men aldrig i mere end 1 minut. Så bliver de fodret, og slås/griner på skift om korrekt indtagelse af den. Derpå løber de om kap på toilettet, een falder og græder. Den anden vasker sine hænder. Når vennen bliver hentet, kaster de sig med stor, dramatisk hengivenhed hinanden om halsen, og udbryder: “AJ, hvor var det hyggeligt!”, og lover at gøre det igen i næste uge. Det glæder de sig så til. Jeg fatter hat!

Vi er endnu ikke nået så langt. Jeg bliver siddende i køkkenet lidt endnu, og så lover jeg at skrue ned for musikken og åbne døren ind til stuen. Om lidt.



3 thoughts on “Drengebørn.”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: