At vægre sig ved afkrogsinspektøren.

Jeg tager kun tøjet af for sær­ligt udvalg­te. Når der en sjæl­den gang går en stak­kel i fæl­den, dem med gele­en på Riget  og min prak­ti­se­ren­de læge. Aldrig ellers. Aldrig, blev der sagt! Sidst­nævn­te til­sku­er er nu kom­met på måske-listen.

Min for­ri­ge læge, som jeg har haft siden jeg flyt­te­de for et par år siden, hav­de en una­tur­ligt afslap­pet til­gang til vig­tig­he­den af patient-læge for­hol­det,  og man var der­for aldrig sik­ker på, om det vil­le være ham eller een af de to andre læger fra den fæl­les prak­sis, der vil­le tage imod een. Jeg var der­for ofte tvun­get til at skul­le gen­for­tæl­le alen­lan­ge, og ofte pin­li­ge eller pine­ful­de, syg­doms­hi­sto­ri­er til en ikke sær­ligt til­ste­de­væ­ren­de ny del­ta­ger, før­end dagens under­sø­gel­se kun­ne kom­me i gang. Det blev mil­dest talt noget træt­ten­de, og jeg var som regel godt vred­la­den inden jeg over­ho­ve­det ankom til kon­sul­ta­tio­nen. Der­for skif­te­de vi læge. Jeg valg­te een, der var tæt på, hav­de rige­lig erfa­ring, men som ikke var alt for affæl­dig, og var vir­ke­lig let­tet da det var gjort.

Den nye model skul­le have sin ild­dåb idag, da Jr skul­le til det årli­ge tjek for sars og dværg­vækst, eller hvad de nu kig­ger efter, og jeg var lidt spændt på kemi­en. Da døren blev åbnet blev kemi­en sekun­dær, idet vi beg­ge udbrød: “Dig ken­der jeg da godt!”. Der­på blev stem­nin­gen lidt sær.

Vi ken­der ikke hin­an­den godt over­ho­ve­det, men jeg ser et af hans fami­lie­med­lem­mer jævn­ligt, og vi har hilst et par gan­ge. Vi ved der­med også ting om hin­an­den, for­mid­let af det fæl­les bin­de­led, hvil­ket vi tyde­ligt beg­ge kom i tan­ke om på nogen­lun­de sam­me tid. Han spurg­te så hvor­dan jeg hav­de det, jeg gjor­det det sam­me, hvor­ef­ter han gjor­de mig opmærk­som på, at det var fuldt for­stå­e­ligt, hvis jeg ikke vil­le være hans patient. Han var og er sød og rar. Vi blev eni­ge om at se tiden an.

Der­ef­ter har jeg så tænkt en del over det, og er sta­dig ikke helt klar over om/hvorfor det skul­le være et pro­blem. Et for­slag kun­ne jo være, at jeg for frem­ti­den vil have svært ved at få for­talt om hans pro­ble­mer med vand i kæl­de­ren, hvis han nyligt har haft hele skær­men oppe hvor solen vir­ke­lig sjæl­dent skin­ner. Lige­le­des kun­ne han tæn­ke sit. Om for­skel­ligt.

Men hvor sel­v­op­ta­get og for­styr­ret er det lige, at bil­de sig ind, at han i sin fri­tid vil være van­vit­tigt opta­get af mine afkro­ge?! Vidun­der­li­ge afkro­ge, beva­res, men jeg har ingen som helst grund eller mistan­ke om, at han på noget tids­punkt vil­le bry­de sin tavs­heds­pligt. Der­u­d­over er det vel lige­gyl­digt hvad han synes om dem eller mig, så vidt det nu er muligt. Det går jeg vist gene­relt lidt for meget op i, men nok om det.

Så hvad går det egent­lig ud på? Måske er det bare ide­en om, at ano­ny­mi­te­ten giver plads til den kli­ni­ske afart af inti­mi­tet, der er nød­ven­dig i for­hol­det til medi­cinsk per­so­na­le. Men er det blot en fore­stil­ling og er det reelt en nød­ven­dig­hed, når man ikke har noget med hin­an­den at gøre ellers, men blot ken­der en enkelt eller to af de sam­me men­ne­sker? De pin­li­ge sam­ta­ler med lægen, er jo noget vi alle har til­fæl­les, og der adskil­ler mine dår­lig­dom­me sig vist ikke syn­der­ligt fra den ube­ha­ge­li­ge norm, men hvad nu hvis jeg f.eks. bli­ver depri­me­ret? Hvis jeg får stress, angst eller en anden af de efter­hån­den ret almin­de­li­ge lidel­ser. Hvis jeg på een eller anden måde føler mig ude af balan­ce, og kun han ved det. Måske er det nok at han ved det, og lige­gyl­digt om han siger det vide­re. Måske er det nok til at det vil føles utrygt. Den for­tro­lig­he­dens høj­borg, som ens prak­ti­se­ren­de læge repræ­sen­te­rer, er måske altid i fare, for­di der er tale om almin­de­li­ge men­ne­sker på hver side af bor­det. Man vil bare ikke vide over­for hvem den kan bry­de sam­men. Jeg har geval­digt på for­nem­mel­sen, at det er noget jeg bil­der mig ind; at pro­ble­ma­tik­ken er kon­stru­e­ret af para­noia. Worst case sce­na­rio er et sært sted at star­te og immer­væk en hypo­te­se med vir­ke­lig man­ge ube­kend­te fak­to­rer, men jeg ven­ter nok lige lidt med at smæk­ke stæn­ger­ne i stig­bøj­len.



5 thoughts on “At vægre sig ved afkrogsinspektøren.”

  • Ejj, jeg for­står vir­ke­lig godt dine tan­ker. Og for­vir­rin­gen! Jeg har ople­vet at det var en af mine gam­le gym­na­sie-bekend­te, der var uddan­nel­ses­læ­ge hos min læge, og det vil­le sim­pelt­hen være for mær­ke­ligt at bli­ve under­søgt af hen­de i de ned­re regio­ner. Omven­det er jeg rig­tig glad for at have så trygt og afslap­pet et for­hold til min læge, en midal­dren­de mand, at vi sag­tens kan snak­ke om vand i kæl­de­ren imens han sid­der med sin pan­de­lyg­te og tjek­ker afkro­ge­ne (ja, der er jo som sagt mørkt, dis­se ste­der).
    Vig­tigst af alt er det at være tryg. Hvis du er tryg ved ham på alle andre fron­ter, tror jeg det er en vanesag at kun­ne slap­pe af med, at han også tjek­ker under­stel­let. Hvis du fryg­ter at bli­ve under­hold­nin­gen over næste mid­dags­sel­skab, så er det bare om at ryk­ke vide­re 🙂 Spændt på hvor­dan det ender.…

    • Da jeg fød­te, var jeg gen­nem 3 vagt­hold, der alle hav­de stu­de­ren­de med. Vir­ke­lig man­ge har set mine mand­ler fra den for­ker­te ende i hele den affæ­re, og den var jo ikke just nut­tet, men jeg var ski­de­li­geg­lad. Hvis een af dem hav­de været min nabo e.l. hav­de jeg nok sagt pænt nej tak. Men du har ret i det med tryg­he­den, og der­for vil jeg også ger­ne se det an, for jeg kan som udgangs­punkt rig­tig godt lide ham, og alle­re­de der er man jo kom­met langt.

  • Jeg tror, det er mere hel­digt end uhel­digt. Han vil gøre sig ekstra uma­ge, behand­le dig omsorgs­fuldt selv om han har pis­se travlt, og du vil være tryg ved ham, hvis du kan se bort fra det aka­ve­de- som jo alli­ge­vel er der hver gang, man skal i stig­bøj­ler­ne. Jeg har prø­vet man­ge kol­de, fra­væ­ren­de og skynd­som­me læger, men har nu en, jeg sag­tens kun­ne hæn­ge ud med pri­vat, og jeg giver aldrig slip på hen­de!

    • Det tror jeg fak­tisk du har ret i. Efter jeg hav­de skre­vet ind­læg­get, kom jeg til at tæn­ke på, om mine reser­va­tio­ner i vir­ke­lig­he­den hand­ler om vores fæl­les ven; alt­så at at hun ved at han ved ting om mig. Måske er det det, der føles lidt aka­vet.

  • Et højt pip fra den anden ende af alder­s­ska­la­en:
    med både insi­de (læste selv engang medi­cin m en vis suc­ces) og akku­mu­le­ret erfa­ring ( har nok mødt rundt 300 læger ´behovs­mæs­sigt´) jeg note­re flg. på den dan­ske læge­stands plus­si­de: diskre­tio­nen er på høj­de med vandtæt­te skot­ter — alt­så i k k e dem, Tita­nic var udsty­ret med…
    Når du kan li´ ham, behold ham !
    Du kan altid få en kvin­de­lig udkant­sin­spek­tør (som du så kan være så uhel­dig, ikke at vil­le smi­de the kni­ck­ers for, men det blir så en anden, god histo­rie)

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: