Jr. var syg forleden. Et par dage med høj feber, mors seng og alt fra Pixar. Der er noget sært betryggende ved at have sygt barn hjemme. Lige bortset fra at det er røvbelastende, og man absolut intet når eller kan, så er det også dejlig simpelt og nært. Du har feber, vil kun have drikkeyoghurt og aes det meste af tiden. Tjek. Der kan jeg ikke kvaje mig alt for meget. Det bringer minder fra da han var baby, og bare skulle holdes tryg og i live. Ingen mobning, ingen bordmanerer, ikke så meget pis.

Da han så lå der, konstant halvsovende og knirkende, mens Monster’s Inc. gled over skærmen for 3. gang, følte han af een eller anden grund trang til at synge lidt Kidd. En somnolent mumlen: “Har ik’ lavet peng’, jeg har lavet damer, jeg har lavet damer”. Ok.. Jeg har nok set lidt forkert ud, så han smilede lidt fjoget og sagde, at han bare synes det var ret sjovt. Det synes jeg også, men hvad tror du egentlig det betyder, spurgte jeg nysgerrigt og en kende ængsteligt. Svaret lød:

“Det betyder nok, at han er sådan en slags helt vildt klog videnskabsmand.”

Jeg tror han har ret.

3 comments on “Sygt barn/Sandheden om Kidd.”

Jeg bliver klogere af kommentarer..