Jeg fik et inter­es­sant brev fra Jr.s sko­le igår. Den årli­ge hel­breds­un­der­sø­gel­se, der fore­ta­ges af sko­les­und­heds­ple­jer­sken og en bør­ne­læ­ge, var nået frem til det noget over­ra­sken­de resul­tat, at min søn er over­væg­tig. Var det for­di lægen hav­de under­søgt hans gene­rel­le sund­heds­til­stand? Nej. Det var for­di hans vægt lå 1–3 kilo over nor­mal­kur­ven i det ske­ma, som lægen, med sin åben­ly­se fag­lig­hed, kun kun­ne døm­me ud fra. Den pro­fes­sio­nel­le kon­klu­sion udlø­ste et stør­re kom­pen­di­um om smørs ikke-slan­ken­de virk­ning, vig­tig­he­den af grønt­sa­ger, at slik ikke er hver­dagskost og andre åben­ba­rin­ger. Jeg stir­re­de noget van­tro på papi­rer­ne.

Lad os lige få een ting på det rene. Jr. er IKKE tyk. Jeg er lidt tyk. Hvis Jr. var tyk, vil­le det ikke være rart at høre, men så skul­le der selvsagt sæt­tes ind, og man kun­ne i så fald måske håbe på andet og mere end “chips er ikke mad”-dokumentet. Men nej. Der blev hel­ler ikke spurgt til mad­pak­kens dag­li­ge ind­hold, spi­se­va­ner i hjem­met, obser­ve­ret del­ler og kin­der som vand­bal­lo­ner, hiven efter vej­ret,  grønt­sags­angst eller mang­len­de del­ta­gel­se i fysisk akti­vi­tet. Der blev KUN brugt et ske­ma. Et ske­ma, der jo sam­ti­dig viste at han om en cen­ti­me­ter eller to, hvil­ket han nok vok­ser i som­mer­fe­ri­en, er “nor­mal” igen. Alt det­te af en læge. SERIØST?!

Som jeg stod der og stir­re­de på papi­ret, blev jeg mere og mere rasen­de, for den him­mel­rå­ben­de man­gel på indi­vi­du­el vur­de­ring, samt tan­ke på hvad den slags mel­din­ger kan udlø­se, er helt van­vit­tigt uansvar­lig. Hvis f.eks. Jr. hav­de været en pige, og hav­de set at der stod “over­væg­tig” på et papir med hen­des navn, hvad vil­le der så være kom­met ud af det? Lige­le­des kun­ne jeg være en mere påvir­ke­lig eller æng­ste­lig type, der der­for fluks hav­de sat Jr. på een eller anden kål-kur, for der­på kon­stant at have tvivl om egne evner som for­æl­der og vare­ta­ger af mit barns sund­hed. Jeg vil­le ikke få hjælp af en læge eller diætist, der vil­le for­kla­re den såkald­te over­vægts årsag og frem­tids­per­spek­ti­ver, men vil­le selv skul­le træf­fe alle valg, base­ret på en absurd kur­ve.

Der er ingen tvivl om, at over­vægt blandt børn er et meget seri­øst anlig­gen­de, og jeg kan selv mær­ke ulmen­de vre­de og bekym­ring, når jeg ser tyk­ke børn og deres ofte tyk­ke for­æl­dre, da det er et svigt uden lige, at lade hånt om bør­ne­nes liv på den måde. Men jeg vil ikke accep­te­re at der af den grund, kun ope­re­res udfra BMI indeks­kur­ver og tal på et ske­ma, med det resul­tat, at man unø­digt sår tvivl og angst hos både børn og voks­ne, uden den mind­ste skæ­ven til even­tu­el­le kon­se­kven­ser. Er det vir­ke­lig det sig­nal, vi vil sen­de til vores unger, at et kilo eller to skub­ber dem uden­for nor­ma­len, og tal­let på væg­ten er det ene­ste para­me­ter for deres sund­hed? Det har jeg svært ved at leve med.

Jeg har idag prø­vet at få fat på den omtal­te bør­ne­læ­ge, og når det lyk­kes, vil hun for­ment­lig fin­de trang til noget trø­ste­spis­ning. Inkom­pe­ten­te røv­hat!

Share: