Morgenhår og nordmænd.

Vi har haft besøg af et enormt kame­ra idag. Der sad en mand fast på det, og den­ne blev diri­ge­ret rundt af en lil­le, for­fær­de­ligt rar nord­mand. Det var sid­ste ud af ca. en mil­li­on lig­nen­de besøg, der som regel har fun­det sted klok­ken 6 om mor­ge­nen. 6 er IKKE min ynd­lings­tid på dagen. Jeg er ikke fuld af pep og barn­lig for­vent­ning om dagens mirak­ler, før­end man­ge kop­per kaf­fe og noget intro­vert rok­ken frem og til­ba­ge sene­re.

Nåmen de ple­jer at kom­me her, for­di de ved at lave en doku­men­tar om min søn og hans klas­se.  Han går i en lil­le “spe­ci­al­klas­se” (det lyder som noget, der inde­bæ­rer omfat­ten­de brug af hjelm) med kun otte børn. De er mesten­dels børn med ADHD-diag­no­ser, og den her klas­se er et lil­le mira­kel af spe­ci­al­pæ­da­go­gisk innova­tion, over­skud og frem­ra­gen­de resul­ta­ter. Det sid­ste år har vi alle været del af et eks­pe­ri­ment, med fokus på sam­men­hæn­gen mel­lem kro­p­s­lig og men­tal balan­ce *HOST*, og det er i den­ne for­bin­del­se at nord­man­den har ind­ta­get fast plads i vor dag­lig­dag. Med fokus på tre børn, der­i­blandt Jr., er ALT ble­vet fil­met, hvil­ket har været en øhmm..udfordring.

Når man ser mega­bol­let ud, uden at have haft den egent­li­ge for­nø­jel­se af loo­k­et, er det vir­ke­lig svært at slå døre­ne op til det pan­de­mo­ni­um, det nu en gang er, at få børn, hav­re­gryn og masca­ra klar klok­ken hø om mor­ge­nen. Man vil jo hel­ler ikke ret ger­ne være rek­la­me­søj­le for “kro­nisk ustruk­tu­re­ret ale­ne­mor med ander­le­des unge”-fordommene, så prø­ver at gå til opga­ven med et vist over­skud, samt lov­nin­ger til Jr. om flø­de­st­rut og Lego­land, hvis bare han ikke opfø­rer sig alt for cra­zy. Det vir­ker så ikke, kan jeg godt afslø­re med det sam­me.

Når I ser mig i fjer­ne­ren ved jule­tid, bør I der­for have det­te in men­te: Det var vir­ke­lig fuck­ing tid­ligt, ok!!! Lige­le­des var det inti­mi­de­ren­de, angst­pro­vo­ke­ren­de og ikke sær­lig natur­ligt. Jr. er selvsagt vidun­der­lig, fin­gers cros­sed, men jeg vil tro det ellers er en lang serie trod­si­ge optrin, gar­ne­ret med en del skrig og skrål, inter­es­san­te ban­de­ord og pæda­go­gisk fal­lit. Fra vores lil­le, rode­de hjem, hvor det helt lav­prak­tisk fak­tisk er svært at manøv­re­re rundt med kame­ra og lys, til hele Dan­mark. Det bli­ver alle­ti­ders!



12 thoughts on “Morgenhår og nordmænd.”

  • Jamen jeg glæ­der mig da i vild­skab til at sid­de i sofa­en, omgi­vet af nul­ler­bør­ger, lege­tøj og skri­gen­de unger mens jeg selv­fedt læner mig til­ba­ge og døm­mer dig for dit mor­gen­rod og mor­gen­hår. Det er klart. det er rea­li­ty, når det er bedst. Uden sel­vind­sigt og grim­me spej­le 🙂
    (Er sik­ker på det er et dej­ligt, natur­ligt og hjer­te­varmt bil­le­de af mor og søn der toner frem på skær­men!!!)

  • Til­ba­ge i 1980’erne lave­de DR en doku­men­tar om en af mine kusi­ner og hen­des genop­træ­ning efter en tra­fi­ku­lyk­ke (hjer­neska­de efter at hun blev kørt ned af en sprit­bil­list). Jour­na­li­sten var meget — meget! — grun­dig og meget — meget!! — lang­som, så efter­hån­den var min tan­te og mor­bror ved at gå ud af deres gode skind. Men som jeg min­des det, blev pro­gram­met nu udmær­ket.

    • Har talt med instruk­tø­ren, der vist har klip­pet det vær­ste knal­de­hår ud. Så er der kun skrig og skrål til­ba­ge. Action!

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: