Piger

Hver mor­gen, når jeg afle­ve­rer Jr. i sko­le, og slæ­ber min uop­lag­te krop op til 3. sal, går jeg for­bi en lil­le grup­pe 13–14 åri­ge mon­stre piger. De bor åben­bart på den trap­pe­af­sats, hvor­fra de har opti­malt over­blik over de hober af Jeva-lam, der myl­drer uskyl­digt op og ned. De her piger er helt almin­de­li­ge, så vidt det nu er muligt i den storm af pubesgal­skab, men i net­op den til­stand er de ful­de af hem­me­lig­he­der og for­døm­mel­se. En form for eks­klu­de­ren­de, kon­stant hvi­sken­de ophø­jet­hed, som jeg vagt husker men alli­ge­vel ikke helt for­står. Den gør mig meget utryg.

Jeg var ikke selv del af tøses­howet, da jeg gik i sko­le. Ikke at jeg der­med var uden­for, og jeg hav­de selv­føl­ge­lig venin­der, men hav­de også (en slags) held til at und­gå sto­re dele af piger­nes hak­ke­or­den, og føl­te mig ofte mere afslap­pet med dren­ge­ne. Det er sådan set sta­dig til­fæl­det. Også der­for jeg har svært ved at se appel­len i seri­er som Gos­sip Girl. Er på ingen måde for god til den slags, da jeg er til fals for stort set alt fjern­syn, men for­di jeg sim­pelt­hen ikke for­står basa­le dele af dyna­mi­k­ken. Den vir­ker så ops­li­den­de.

Til­ba­ge til tøser­ne på trap­pen. De fni­ser altid ind­for­stå­et, selvsagt for­di jeg, ved min frem­skred­ne alder men for­ment­lig også af 100 andre grun­de, er totalt lat­ter­lig. Det er vel mig, de gri­ner af. De har selv­føl­ge­lig ret. Når man fan­ger deres blik, ven­der de sig væk. Ind mod hin­an­den. En ret så bog­sta­ve­lig kold skul­der. Det er deres job, og de er vildt gode til det. Det er ok, og jo lidt sødt. En begræn­set magt i ver­den, hvor de fin­der fæl­les­skab og tryg­hed (med­min­dre de gør noget totalt pin­ligt), og et skjold mod en kon­trol­le­ren­de vok­sen­ver­den, der ikke skal tro den er noget, da de er fem minut­ter fra at over­ta­ge den fuld­stæn­dig.

Hvor­for påvir­ker det mig så? De er jo æg! De opfø­rer sig helt og alde­les, som de skal. Det er vir­ke­lig ikke sær­lig vok­sent, men jeg må erken­de, at jeg altid føler et sekunds panik, når de scan­ner og stemp­ler min ubru­ge­lig­hed. Det bli­ver en sel­vop­fyl­den­de pro­fe­ti. Små bæster.



1 thought on “Piger”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: