Ferieindrømmelser.

Jeg har været i Sverige. I en hel uge. Der var ingen palmer, og solen skinnede kun cirka halvdelen af tiden, men det gælder stadig.

Jr. og jeg var afsted med min søster, en gammel veninde, hendes kæreste og deres 9 måneder gamle dreng. Knæhøj idyl med langbord og lysedyge. Virkelig mange lyseduge. Broderede børn (I ved hvad jeg mener), ditto lamper og masser af lyst træ. Grimt og vidunderligt på samme tid.

Jeg elsker at være på ferie! Jeg elsker også at komme hjem igen. Min søster bliver altid lidt “jeg vil ikke hjæææææm”-agtig de sidste par dage, og jeg tænker da også, at et par dage mere ville være rart, men har det stadig fint med at skulle hjem. Når jeg atter træder ind af min egen dør, synes jeg det er vidunderligt.

Mens vi er der, savner jeg en ordentlig internetforbindelse og mine egne ting, alt imens jeg nyder at være væk fra rudekuverter, madpakker og vaskekælder. Jeg mæsker mig i Jr.’s nyfundne fiskerlykke (tak til morforældre for blæret fiskegear), alkohol på stort set alle tider af døgnet, brætspil, flødesovs og solnedgange. Hjemme er der metrolarm, spam og hjernelammende app-anmodninger på Facebook (fat det dog, jeg gider IKKE lege bondegård på nettet!), og det er sært nok også rart.

Aftenen før vi skal hjem, ligegyldig hvor jeg er og hvor længe jeg har været væk, er jeg mentalt på vej hjem. Ikke i flugt eller savn, men bare klar. Sådan har det altid været. Søster synes jeg er sær, og vil stadig ikke hjem, selvom det tog er kørt for nogle dage siden. Sådan har jeg det ikke. Altså slet ikke. Betyder det, at jeg er dårlig til at være på ferie? Er jeg den eneste, der har det sådan? Om små tre uger skal vi på ferie igen. Det glæder jeg mig til. Jeg sværger! Glæder mig også til tiden inden. Hjemme med rudekuverter, rod og opvask. Aaaaahhhh.



4 thoughts on “Ferieindrømmelser.”

  • Jeg har det på samme måde. Sidst jeg var i Prag startede det to dage før jeg skulle hjem. Jeg tror det handler om at man er glad for sin base og de mennesker man har omkring sig.

    • Ja måske. Har det ikke sådan “ude godt, hjemme bedst”-agtigt, hvor jeg foretrækker at blive hjemme, så det er måske bare noget med at være glad for den ro, man finder i sit eget hjem.

  • For mig er det pga. mennesker. Jeg kan elske dem nok så højt, de kan være nok så nemme at være sammen med, men jo ældre jeg bliver, jo mere har jeg brug for ikke at skulle forholde mig til andre og deres vaner konstant. Måske er det ved at gå ned ad bakke for mig, så jeg til sidst bliver en sur kælling, men jeg håber det ikke.

    • Vaner er nok kernen i det. Synes egentlig ikke selv jeg er et vanedyr, men det er sikkert løgn, og du har ret i, at man bruger energi på at “affinde sig” med de andres. I så fald er vi begge sure kællinger. På den fede måde, det er klart.

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: