Jeg har været i Sve­ri­ge. I en hel uge. Der var ingen pal­mer, og solen skin­ne­de kun cir­ka halv­de­len af tiden, men det gæl­der sta­dig.

Jr. og jeg var afsted med min søster, en gam­mel venin­de, hen­des kære­ste og deres 9 måne­der gam­le dreng. Knæhøj idyl med lang­bord og lyse­dy­ge. Vir­ke­lig man­ge lyse­du­ge. Bro­de­re­de børn (I ved hvad jeg mener), dit­to lam­per og mas­ser af lyst træ. Grimt og vidun­der­ligt på sam­me tid.

Jeg elsker at være på ferie! Jeg elsker også at kom­me hjem igen. Min søster bli­ver altid lidt “jeg vil ikke hjæææææm”-agtig de sid­ste par dage, og jeg tæn­ker da også, at et par dage mere vil­le være rart, men har det sta­dig fint med at skul­le hjem. Når jeg atter træ­der ind af min egen dør, synes jeg det er vidun­der­ligt.

Mens vi er der, sav­ner jeg en ordent­lig inter­net­for­bin­del­se og mine egne ting, alt imens jeg nyder at være væk fra rude­k­u­ver­ter, mad­pak­ker og vaskekæl­der. Jeg mæsker mig i Jr.‘s nyfund­ne fisker­lyk­ke (tak til mor­for­æl­dre for blæ­ret fiske­gear), alko­hol på stort set alle tider af døg­net, bræt­spil, flø­de­sovs og sol­ned­gan­ge. Hjem­me er der metro­larm, spam og hjer­ne­lam­men­de app-anmod­nin­ger på Face­book (fat det dog, jeg gider IKKE lege bon­de­gård på net­tet!), og det er sært nok også rart.

Afte­nen før vi skal hjem, lige­gyl­dig hvor jeg er og hvor læn­ge jeg har været væk, er jeg men­talt på vej hjem. Ikke i flugt eller savn, men bare klar. Sådan har det altid været. Søster synes jeg er sær, og vil sta­dig ikke hjem, selv­om det tog er kørt for nog­le dage siden. Sådan har jeg det ikke. Alt­så slet ikke. Bety­der det, at jeg er dår­lig til at være på ferie? Er jeg den ene­ste, der har det sådan? Om små tre uger skal vi på ferie igen. Det glæ­der jeg mig til. Jeg svær­ger! Glæ­der mig også til tiden inden. Hjem­me med rude­k­u­ver­ter, rod og opvask. Aaaaa­hhhh.

Share: