Jeg har mødt en anden. En anden blogger. Det kalder vi os selv i bloggerkredse (de findes) men ellers vist ikke så meget. Hun hedder Maria, og har Maskinrummet, der har været på min læseliste længe inden jeg selv begyndte at ævle herinde. Hun har sådan en stille, præcis og stemningsmættet tone, der tilfører særegen poesi til de bidske møgfald, hun ofte føler trang til at uddele. Andre gange er hun bare noget så fin, som f.eks. her.

Vi har kommenteret på diverse hos hinanden, og pludselig skrev hun mig en mail. Det blev til en længere korrespondance, der cementerede det i forvejen gode indtryk jeg havde af hende. Hun var sådan een, der altid var fuld af sprøde ord. Jeg var lidt misundelig, men glad for at lære hende at kende, omend kun på skrift.

Så besluttede vi at mødes. Jeg havde ondt i maven hele dagen, og var temmelig overbevist om, at hun ville synes jeg var dødkedelig i virkeligheden. Hun sendte mig et billede af sig selv og sit mobilnummer på ægte date-maner. Jeg sendte kun mit mobilnummer. Skiftede tøj to gange og kom for sent pga. en hårkrise. Hvad nu hvis hun bare hader piger med pandehår? God start.

Mærkeligt nok lignede hun slet ikke det, jeg havde forestillet mig, og det gjorde mig endnu mere nervøs for, hvad hun mon regnede med at skulle holde ud at se på. Det føltes som en date. Det var det altså ikke.

Vi kastede hipsternettet på Vesterbro, og halede massiv burger og rigelige mængder Kronenbourg ind, og tak til øllen. Jeg havde talt alt for meget, og hun så lidt overvældet ud, men med grovfritter og humle viste det sig at være reel interesse. Hun var ikke bange for hverken spørgsmål eller svar, og fortalte med stor ærlighed om umulige forældre, sære børn og mindreværdskomplekser. Jeg gjorde det samme, og opdagede at vi var ganske forskellige, havde helt forskellige liv, men at jeg forstod og beundrede hende uden forbehold eller anstrengelser, og ikke var nervøs længere. Hun var præcis så politisk ukorrekt og upiget, som jeg havde håbet, og favnede mit mærkelige liv og de alt for mange ord med stor humor og endnu flere ord. Hvor er det dog en stor ting at møde nye mennesker, som man helt grundlæggende virkelig godt kan lide. Større endda, når det lader til at være gensidigt, og man derfor dropper pandehårsparanoia og grovcensurering af den eneste sandhed man har.

Vi blev smidt på porten, og gik på jagt efter mere øl. Hun kan virkelig drikke øl, det må man give hende. Der, mellem pinlige historier om kiksede scoringer og hverdagens irrationaler, faldt emnet på den store uretfærdighed, det selvsagt var og er, at jeg endnu ikke var blevet nedlagt af den helt rigtige mand. Det har hun valgt at tage hånd om her. Jeg bliver simpelthen pimpet ud til de forhåbentlig mange mandlige læsere, der lige står og mangler een som mig. Det er jeg ikke for god til, så kom bare an, I søde, komplicerede singlevæsener. Man kan aldrig få nok af interessante første møder; så meget ved jeg i hvert fald.

4 comments on “Første date. Måske..”

Jeg bliver klogere af kommentarer..