Det er vores plet, kast ikke op.

Jeg sid­der i fami­li­ens som­mer­hus på Møn. Her har jeg været tusin­de gan­ge før. Det er altid det sam­me med mini­ma­le vari­a­tio­ner, et fak­tum jeg hade­de som tee­na­ger, men som nu er værds­at i en anden grad. I det mind­ste ind­til Jr.s hoved eks­plo­de­rer af kedsom­hed, og man må spæn­de lege­hjel­men geval­digt. Der­for opfandt Gud kage,brætspil og Nin­ten­do. Tak.

Husets, og der­med fami­li­ens, histo­rie synes værd at for­tæl­le:

Min olde­far på min fars side og tre venner/familiemedlemmer hav­de i star­ten af 1900-tal­let været faste gæster på bade­ho­tel­let læn­ge­re ned af vej­en. Lig­ge­stol, lemo­na­de, stri­bet bade­d­ragt med ben og den slags. Det blev åben­bart og gan­ske for­stå­e­ligt for surt at skul­le hjem, så de beslut­te­de at købe grun­de­ne ved siden af og byg­ge som­mer­hu­se. Sort­tjæ­re­de, strå­tæk­te små vidun­de­re med fåre­be­bo­et eng og 50 meter til van­det. Lig­ge­sto­le­ne blev vore egne, og her­fra skul­le hund­re­de som­re leves. Der er ikke anstrøg af liebha­ve­ri over det; det koster kno­fedt og kna­ster. Arven tages alvor­ligt, men føles selv­føl­ge­lig, mens man er her. Tre af de fire fami­li­er er her sta­dig. Enhver for­bed­ring er både udbyg­ning og uds­let­ning af vores fæl­les histo­rie; den bevidst­hed deler vi, og hjæl­pes ad.

Da vi ankom, Jr. og jeg, var bal­kor­tet alle­re­de ble­vet fyldt af mine for­æl­dre, der hav­de lovet hele sel­ska­bet ud til nabo­en. Fler­tal­let af dem bor i Paris, hvil­ket er prak­tisk for os andre, når tran­gen bli­ver for vold­som i løbet af året, men sam­les for enhver pris til en måneds tid i sol­be­skin­ne­de tra­di­tio­ner. De er fran­ske og dan­ske i hjer­te og sprog, og man har væn­net sig til – og knu­sel­sker — spøj­se ord­s­til­lin­ger og dit­to spi­se­ti­der. Invi­te­ret til ved syv­ti­den, en henslængt rejemad ved otte­ti­den og noget kød ved niti­den. Een rej­ser sig hele tiden, nog­le ryger på veran­da­en. Når alle har spist op,  kom­mer vær­tin­den for­sin­ket i tan­ke om salat. Der bli­ver pro­teste­ret uden held, og så spi­ser vi det. Hver gang. Rød­vin­s­stan­den daler med syd­eu­ro­pæ­isk deter­mi­na­tion. Des­sert, der den­ne gang var min mors med­brag­te jordbær/rabarber kom­pot med marengs og is, ind­ta­ges ca. halv elle­ve. Bør­ne­ne er ikke læn­ge­re tæn­ken­de væs­ner, men del­ta­ger sta­dig på let­te­re til­ba­ge­truk­ket maner fra et vat­tæp­pepol­stret hjør­ne.

Jeg betrag­te­de og lyt­te­de til højlyd­te histo­ri­er og ene­ta­ler. Kær­li­ge hak­ker i pla­den, selv­føl­ge­li­ge absur­di­te­ter og ind­for­stå­et fejring af en plet på jor­den, der var- er- og bli­ver vores.

Ældre dame 1 hav­de en dej­lig cykel, der for nylig gav op. Den var ellers god og tro­fast, lidt hård at cyk­le, da den ingen gear hav­de, men den var jo alt­så også fra ’72. Nå må hun hel­le­re få sig en ny, så hun kan cyk­le til byen efter rød­vin og æg. Ældre dame 2 er lidt træt af de enor­me Weg­ner sto­le, der fyl­der et helt gæste­væ­rel­se, så folk må sove andet­steds. Dem har design­dat­te­ren købt her, for sene­re at tage dem med hjem til salg i Paris. Det gør hun hvert år, og nogen må lade plad­sen til for­del for et eller andet kuriosum fra 50’erne, som oftest fle­re Far svøm­mer hen over sin kones gal­skab, da hun engang i 60’erne, den­gang han domi­ne­re­de veje­ne i en gigan­tisk Pack­ard, bad ham stop­pe auto­mo­bilet pga. en net­op pas­se­ret sort kat, hvor­for hun måt­te stå ud, gå tre skridt bag­læns og spyt­te over skul­de­ren. 100 års uheld afvær­get. Han gif­te­de sig med hen­de alli­ge­vel. Dansk/franskmand på min alder pro­du­ce­rer kort­film, doku­men­ta­rer og kunst­pro­duk­tio­ner (har bl.a. lavet film om net­op dis­se huses histo­rie), og taler frag­men­ta­risk om kunst­støt­te, onde ban­ker og den gale fami­lie. To som­re er han ikke nået her­til. Aldrig mere, siger han. Hver som­mer vil han læg­ge sine opspa­re­de kræf­ter i tjæ­re­de bjæl­ker og vin­du­eskit. Vi er jo hel­di­ge, også selv­om det er hårdt arbej­de, så man må ikke bare smi­de hånd­klæ­det og kaste op, siger han med tyk accent og tæn­der en krøl­let, fransk ciga­ret.

Ind imel­lem glem­mer jeg hvor spe­ci­elt et sel­skab, det er. Hvor sær­lig en mæng­de men­ne­sker og hæn­del­ser, omgi­vel­ser og omstæn­dig­he­der vi deler, noget jeg pr. auto­ma­tik er del af. En fæl­les­mæng­de, der nu også tæl­ler min søn. Vi har været her tusin­de gan­ge, gjort det her tusin­de gan­ge før, og kom­mer til det tusin­de gan­ge mere. Det er altid mere eller min­dre det sam­me. Hel­dig­vis.



8 thoughts on “Det er vores plet, kast ikke op.”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: