De vigtige ting

Jeg var til et sel­skab. Nog­le af de bed­ste men­ne­sker jeg ken­der. God mad, alko­hol og højlyd­te ana­ly­ser af Mad Men, Bre­aking Bad og Bri­an May. De vig­ti­ge ting. Sådan en sam­ling men­ne­sker, der gør een rolig og over­gea­ret på een og sam­me tid. Det er så rart.

Jeg var den ene­ste, der hav­de barn med, ja den ene­ste, der hav­de lavet et, og det gjor­de mig mær­ke­ligt nervøs. Opfø­rer han sig nu ordent­ligt? Kan alle lide ham, og hvor meget eller lidt må han fyl­de? De vig­ti­ge ting. Jeg tog mig selv i at hol­de kon­stant øje, som var han en und­slup­pen chim­pan­se i fare­tru­en­de nær­hed af uvur­der­ligt krystal. Han gjor­de intet, der bare min­de­de om pri­mat-opfør­sel, men gebær­de­de sig, som en helt almin­de­lig syvårig, der synes voks­ne er lidt kede­li­ge, men som også er stolt af at være med. Han smag­te på det meste, fik mas­siv chi­li­over­do­sis, og bad der­på for­sig­tigt om en rug­brøds­mad.

I lang tid sad han helt stil­le mel­lem os i sofa­en, og stir­re­de ned i sin Nin­ten­do, der på alle tids­punk­ter kan hyp­no­ti­se­re ham helt i knæ. Jeg skæ­ve­de af og til, og mum­le­de de sæd­van­li­ge: “Næh, hvor er det flot” og “Ham Mario kan da lidt af hvert, hva?”.

Så faldt jeg i sta­ver over hans ansigt. Den måde han er en tro kopi af mig som barn, når han slår øjne­ne ned og alt er run­din­ger. At man kan se hvor blød hans hud er. Ved hår­græn­sen er de små hår næsten hvi­de og huden lyse­brun. At jeg vil­le dø for at få hans øjen­vip­per. Et men­ne­ske, en rig­tig per­son, uku­e­lig og skrø­be­lig, sær­ligt ved min hånd. Han kom­mer fra mig, det gør ondt i mine knog­ler. På alle tids­punk­ter, med alt hvad han skal hol­de styr på, og selv midt i vok­senover­dø­vet Super Mario, fin­des der en sært nys­ger­rig ro i hans ansigts­træk. Som om han usyn­ligt føl­ger med, mens han er et andet sted inde­ni sig selv. Ofte har jeg svært ved at tage øjne­ne væk igen.

Vi åd og drak (med måde, det er klart). Nog­le ret­te­de på ham, mine mus­k­ler spænd­tes, og jeg blev atter på vagt. Den ene­ste med barn. Hvor­dan gør man det lige? Man vil jo ger­ne kun­ne det hele. Kun­ne gøre hvad man vil, og gøre det vir­ke­lig godt. Uto­pi­er, jovist, men alli­ge­vel.

Det var så hyg­ge­ligt, og alli­ge­vel var jeg lidt und­skyl­den­de. For at han ikke var usyn­lig, vil jeg tro. For at jeg var den ene­ste, der altid skul­le noget med bar­net, afsæt­te ham eller tak­ke nej. For at det ikke var usyn­ligt, eller mere syn­ligt, at jeg var mor.

DSCF2506

Slæb­te ham soven­de hjem i en taxa. Sad atter og kig­ge­de. Det er alt­sam­men lige­me­get. Bare se på det ansigt.



22 thoughts on “De vigtige ting”

  • Jeg har mødt Juni­or. Jo, så hel­dig har jeg været. For det er man, eller man føler sig ihvert­fald hel­dig. Det var til åbnin­gen af din bag­ha­ve på Øster­bro. Jeg var, igen­nem til­slø­re­de alko­holtå­ger, ble­vet klip­pet utro­ligt spøjst. Hvil­ket var til man­ges mor­skab. Men ikke Juni­or, han var svært ligeg­lad, til gen­gæld vil­le han ger­ne lege. Og det gjor­de vi, for en kort stund, men den kor­te stund gjor­de mig helt glad. For han smit­ter gør han! Du har gjort det godt, du voks­ne om man­da­gen.

  • .. men han er jo et af de søde­ste børn i ver­den? Seri­øst? Han pas­ser jo ual­min­de­lig godt ind i et sel­skab af spra­de­bas­ser. Tror ikke du behø­ver at spæn­de nog­le mus­k­ler over ham :))

    • Hel­le­re en mere, end en min­dre. Helt ærligt. Og det er sgu­da os andre gam­le røv­hul­ler uden børn, der er mær­ke­li­ge? Alt­så, vir­ke­lig? 🙂

  • Jeg bli­ver meget berørt af det, du skri­ver. Jeg var i lang tid den ene­ste i ven­ne­kred­sen med barn. Og jeg slæb­te barn med overalt. Og jeg pas­se­de på at være enormt meget venin­de, der skub­be­de det der­sens mot­her­hood i bag­grun­den, for ikke at mase det i fjæ­set på de uin­ter­es­se­re­de. Det har kostet man­ge tan­ker og meget ener­gi!
    Nu har de andre efter­hån­den fået baby­er. Det hjæl­per lidt. Men vores ver­de­ner er sta­digt for­skel­li­ge. Mine børn er jo meget stør­re. Og de kan til­la­de sig at dvæ­le i babylæk­ker­he­den. Det kun­ne jeg ikke så godt den­gang.
    Men det er alt sam­men lige­gyl­digt når man betrag­ter sit vidun­der­li­ge afkom. Der er bare intet, der kan ham­le op mod den følel­se af lyk­ke.

    Jeg elsker dine beskri­vel­ser af vir­ke­lig­he­den, Sofie. Og jeg tror, du er den dej­lig­ste mor.

    • Jeg tror mere det er en refleks, der net­op er kom­met af at have været den ene­ste i lang tid. De kan jo alle lide ham, og han hører til lige der, men jeg er i få øje­blik­ke lidt split­tet. Det er spild af ener­gi. Tak for de søde ord. Jeg prø­ver at være så ærlig jeg kan, og det er dej­ligt at nogen gider læse det. 🙂

  • Jeg har ikke børn, og har hel­ler ingen pla­ner om nogen­sin­de at få det. Men din skøn­ne beret­ning gjor­de alli­ge­vel stort ind­tryk 🙂 Tak for den!

  • Min er vok­sen nu, og blev, som din, taget med som ene­ste barn, når jeg skøn­ne­de, det var accep­ta­belt. Jeg har altid været ski­de stolt af ham både før, under, og efter. Måske net­op for­di, han har været ‘slæbt’ med rundt, er han fak­tisk rig­tig god til at begå sig rig­tig man­ge sam­men­hæn­ge. Noget kan min­de os om, at de kna­jte har helt fat om hjer­te­rød­der­ne, dit skri­ve­ri kun­ne. Tak, for erin­drin­gen.

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: