De vigtige ting

Jeg var til et selskab. Nogle af de bedste mennesker jeg kender. God mad, alkohol og højlydte analyser af Mad Men, Breaking Bad og Brian May. De vigtige ting. Sådan en samling mennesker, der gør een rolig og overgearet på een og samme tid. Det er så rart.

Jeg var den eneste, der havde barn med, ja den eneste, der havde lavet et, og det gjorde mig mærkeligt nervøs. Opfører han sig nu ordentligt? Kan alle lide ham, og hvor meget eller lidt må han fylde? De vigtige ting. Jeg tog mig selv i at holde konstant øje, som var han en undsluppen chimpanse i faretruende nærhed af uvurderligt krystal. Han gjorde intet, der bare mindede om primat-opførsel, men gebærdede sig, som en helt almindelig syvårig, der synes voksne er lidt kedelige, men som også er stolt af at være med. Han smagte på det meste, fik massiv chilioverdosis, og bad derpå forsigtigt om en rugbrødsmad.

I lang tid sad han helt stille mellem os i sofaen, og stirrede ned i sin Nintendo, der på alle tidspunkter kan hypnotisere ham helt i knæ. Jeg skævede af og til, og mumlede de sædvanlige: “Næh, hvor er det flot” og “Ham Mario kan da lidt af hvert, hva?”.

Så faldt jeg i staver over hans ansigt. Den måde han er en tro kopi af mig som barn, når han slår øjnene ned og alt er rundinger. At man kan se hvor blød hans hud er. Ved hårgrænsen er de små hår næsten hvide og huden lysebrun. At jeg ville dø for at få hans øjenvipper. Et menneske, en rigtig person, ukuelig og skrøbelig, særligt ved min hånd. Han kommer fra mig, det gør ondt i mine knogler. På alle tidspunkter, med alt hvad han skal holde styr på, og selv midt i voksenoverdøvet Super Mario, findes der en sært nysgerrig ro i hans ansigtstræk. Som om han usynligt følger med, mens han er et andet sted indeni sig selv. Ofte har jeg svært ved at tage øjnene væk igen.

Vi åd og drak (med måde, det er klart). Nogle rettede på ham, mine muskler spændtes, og jeg blev atter på vagt. Den eneste med barn. Hvordan gør man det lige? Man vil jo gerne kunne det hele. Kunne gøre hvad man vil, og gøre det virkelig godt. Utopier, jovist, men alligevel.

Det var så hyggeligt, og alligevel var jeg lidt undskyldende. For at han ikke var usynlig, vil jeg tro. For at jeg var den eneste, der altid skulle noget med barnet, afsætte ham eller takke nej. For at det ikke var usynligt, eller mere synligt, at jeg var mor.

DSCF2506

Slæbte ham sovende hjem i en taxa. Sad atter og kiggede. Det er altsammen ligemeget. Bare se på det ansigt.



22 thoughts on “De vigtige ting”

  • Jeg har mødt Junior. Jo, så heldig har jeg været. For det er man, eller man føler sig ihvertfald heldig. Det var til åbningen af din baghave på Østerbro. Jeg var, igennem tilslørede alkoholtåger, blevet klippet utroligt spøjst. Hvilket var til manges morskab. Men ikke Junior, han var svært ligeglad, til gengæld ville han gerne lege. Og det gjorde vi, for en kort stund, men den korte stund gjorde mig helt glad. For han smitter gør han! Du har gjort det godt, du voksne om mandagen.

  • .. men han er jo et af de sødeste børn i verden? Seriøst? Han passer jo ualmindelig godt ind i et selskab af spradebasser. Tror ikke du behøver at spænde nogle muskler over ham :))

  • Jeg bliver meget berørt af det, du skriver. Jeg var i lang tid den eneste i vennekredsen med barn. Og jeg slæbte barn med overalt. Og jeg passede på at være enormt meget veninde, der skubbede det dersens motherhood i baggrunden, for ikke at mase det i fjæset på de uinteresserede. Det har kostet mange tanker og meget energi!
    Nu har de andre efterhånden fået babyer. Det hjælper lidt. Men vores verdener er stadigt forskellige. Mine børn er jo meget større. Og de kan tillade sig at dvæle i babylækkerheden. Det kunne jeg ikke så godt dengang.
    Men det er alt sammen ligegyldigt når man betragter sit vidunderlige afkom. Der er bare intet, der kan hamle op mod den følelse af lykke.

    Jeg elsker dine beskrivelser af virkeligheden, Sofie. Og jeg tror, du er den dejligste mor.

    • Jeg tror mere det er en refleks, der netop er kommet af at have været den eneste i lang tid. De kan jo alle lide ham, og han hører til lige der, men jeg er i få øjeblikke lidt splittet. Det er spild af energi. Tak for de søde ord. Jeg prøver at være så ærlig jeg kan, og det er dejligt at nogen gider læse det. 🙂

  • Jeg har ikke børn, og har heller ingen planer om nogensinde at få det. Men din skønne beretning gjorde alligevel stort indtryk 🙂 Tak for den!

  • Min er voksen nu, og blev, som din, taget med som eneste barn, når jeg skønnede, det var acceptabelt. Jeg har altid været skide stolt af ham både før, under, og efter. Måske netop fordi, han har været ’slæbt’ med rundt, er han faktisk rigtig god til at begå sig rigtig mange sammenhænge. Noget kan minde os om, at de knajte har helt fat om hjerterødderne, dit skriveri kunne. Tak, for erindringen.

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: