Jeg var til et sel­skab. Nog­le af de bed­ste men­ne­sker jeg ken­der. God mad, alko­hol og højlyd­te ana­ly­ser af Mad Men, Bre­aking Bad og Bri­an May. De vig­ti­ge ting. Sådan en sam­ling men­ne­sker, der gør een rolig og over­gea­ret på een og sam­me tid. Det er så rart.

Jeg var den ene­ste, der hav­de barn med, ja den ene­ste, der hav­de lavet et, og det gjor­de mig mær­ke­ligt nervøs. Opfø­rer han sig nu ordent­ligt? Kan alle lide ham, og hvor meget eller lidt må han fyl­de? De vig­ti­ge ting. Jeg tog mig selv i at hol­de kon­stant øje, som var han en und­slup­pen chim­pan­se i fare­tru­en­de nær­hed af uvur­der­ligt krystal. Han gjor­de intet, der bare min­de­de om pri­mat-opfør­sel, men gebær­de­de sig, som en helt almin­de­lig syvårig, der synes voks­ne er lidt kede­li­ge, men som også er stolt af at være med. Han smag­te på det meste, fik mas­siv chi­li­over­do­sis, og bad der­på for­sig­tigt om en rug­brøds­mad.

I lang tid sad han helt stil­le mel­lem os i sofa­en, og stir­re­de ned i sin Nin­ten­do, der på alle tids­punk­ter kan hyp­no­ti­se­re ham helt i knæ. Jeg skæ­ve­de af og til, og mum­le­de de sæd­van­li­ge: “Næh, hvor er det flot” og “Ham Mario kan da lidt af hvert, hva?”.

Så faldt jeg i sta­ver over hans ansigt. Den måde han er en tro kopi af mig som barn, når han slår øjne­ne ned og alt er run­din­ger. At man kan se hvor blød hans hud er. Ved hår­græn­sen er de små hår næsten hvi­de og huden lyse­brun. At jeg vil­le dø for at få hans øjen­vip­per. Et men­ne­ske, en rig­tig per­son, uku­e­lig og skrø­be­lig, sær­ligt ved min hånd. Han kom­mer fra mig, det gør ondt i mine knog­ler. På alle tids­punk­ter, med alt hvad han skal hol­de styr på, og selv midt i vok­senover­dø­vet Super Mario, fin­des der en sært nys­ger­rig ro i hans ansigts­træk. Som om han usyn­ligt føl­ger med, mens han er et andet sted inde­ni sig selv. Ofte har jeg svært ved at tage øjne­ne væk igen.

Vi åd og drak (med måde, det er klart). Nog­le ret­te­de på ham, mine mus­k­ler spænd­tes, og jeg blev atter på vagt. Den ene­ste med barn. Hvor­dan gør man det lige? Man vil jo ger­ne kun­ne det hele. Kun­ne gøre hvad man vil, og gøre det vir­ke­lig godt. Uto­pi­er, jovist, men alli­ge­vel.

Det var så hyg­ge­ligt, og alli­ge­vel var jeg lidt und­skyl­den­de. For at han ikke var usyn­lig, vil jeg tro. For at jeg var den ene­ste, der altid skul­le noget med bar­net, afsæt­te ham eller tak­ke nej. For at det ikke var usyn­ligt, eller mere syn­ligt, at jeg var mor.

DSCF2506

Slæb­te ham soven­de hjem i en taxa. Sad atter og kig­ge­de. Det er alt­sam­men lige­me­get, når man ser på det ansigt.

Share: