Min søster er gift med sin Mayland kalen­der. Det er en tyk satan, der hol­der hen­de beskæf­ti­get, om man så må sige, og jeg beun­drer hen­des evne til at få pisket hver en detal­je til ske­ma­lagt under­da­nig­hed. På magisk vis får hun huske­sed­ler, møder, arbej­de, soci­al­liv, juleøn­sker, ide­er og gode for­slag ban­ket ned på de tætskrev­ne sider, og kan der­for altid lige slå op (mens vi andre bæver i nær­he­den af den enor­me bog) og få 100 ting på plads på fem minut­ter. Jeg tæn­ker at der må føl­ge vok­sen ro med den slags over­blik. Det vil jeg også have.

Den her uge er en uen­de­ligt fluk­tu­e­ren­de kur­ve af lat­ter­li­ge bjer­ge, der alle skal besti­ges med glans og over­skud. Jeg er i minus på beg­ge fron­ter. Anmel­del­ser jeg ikke kan skri­ve, for­di for­læg­get kræ­ver fokus, virk­som­heds­plan og pris­li­ste til fan­cy fir­ma, der påstår at vil­le bru­ge mig, reek­sa­mi­na­tio­ner jeg ikke kan foku­se­re på, for­di jeg ved, at jeg bur­de vil­le det mere, et skri­ve­pro­jekt, der tru­er med at a)drive mig til van­vid og/eller b)afsløre mig som kom­plet talent­løs, post-op psyk.evalueringsforløb med Jr, og sidst men ikke mindst en såkaldt prø­ve­film­ning til et bogan­mel­der­gig på Go’morgen Dan­mark. Sidst­nævn­te bli­ver kun mere absurd, jo mere jeg tæn­ker på det, sær­ligt for­di det for­ud­sæt­ter at jeg rent fak­tisk kan fore­gi­ve men­tal kapa­ci­tet kl hø om mor­ge­nen. Det har vir­ke­ligt slø­je udsig­ter alt­sam­men. Hver for sig er de jo alle til at kla­re, da jeg regel­mæs­sigt besid­der et vist intel­lekt, også til ekster­nt brug, men det hele på 3 dage vir­ker næp­pe som en god ide. Nåh ja, og så hoster jr hele nat­ten, mens han søvn­d­ruk­kent ævler noget om røde knap­per. Uso­li­da­ri­ske skarn.

Det er gode pla­ner. Reelt gode ide­er (jo jo!), der hver i især leder hen imod, hvad jeg ger­ne vil, og som vil gøre de halv­ma­ste­de pro­jek­ter let­te­re at sæt­te ordent­ligt i søen. Hvis jeg væl­ger noget fra, taber jeg, min søn eller min kon­to. Alt­så jeg. Hvis jeg ikke kan det hele, har jeg vel selv valgt noget af det fra. Så ved jeg, at jeg er sådan een. Hvis jeg kun gør det halvt, for­di jeg ikke kan få vej­ret, ved alle plud­se­ligt, at jeg er sådan een.

Jeg har anled­ning til fjan­tet glæ­de og begej­string over det hele, og over dej­li­ge men­ne­sker for tiden, men det skal jo også gøres ordent­ligt. Hvor får man fokus fra, når det, man skal bag­ef­ter, fyl­der mindst lige så meget, som det, man gør lige nu? Det kan jo dår­ligt pri­o­ri­te­res. Der fin­des hver­ken kaf­fe eller selv­til­lid nok i ver­den. Nu tier jeg stil­le, og prø­ver igen.

 

 

Share: