Fortiden, det billige skidt.

Mata­dor er til­ba­ge. Det er vi man­ge, der sæt­ter stor pris på, selv­om det der­ved afslø­res, at man rent fak­tisk sid­der hjem­me en lør­dag aften, og alt­så ikke har sådan et rig­tigt liv uden tøj på i Kød­by­en. Pyt. Jr. har fat­tet inter­es­se for seri­en, og selv­om jeg tviv­ler på at sær­ligt sto­re dele af dia­lo­gen giver mening for ham, er han alli­ge­vel vir­ke­lig nys­ger­rig. “Så kan jeg lære noget om gam­le dage”, siger han entu­si­a­stisk, og møf­ler sig ind under min arm i sofa­en.

Før­ste hurd­le kom, da han efter nog­le sce­ner med Inge­borg spurg­te hvor Pal­le og Pol­le var hen­ne. Det fik vi opkla­ret nogen­lun­de, omend han var noget skuf­fet. Der­på rend­te Elisa­beth ind i Kre­sten Skjern, og da de i næste sce­ne prok­la­me­re­de fore­stå­en­de ægte­skab, var bar­net for­ar­get. “De har jo lige mødt hin­an­den!”. Det blev for­kla­ret med en refe­ren­ce til mad­pro­gram­mer, som han elsker, hvor dej bli­ver til kage på to minut­ter, så man ikke keder sig ihjel. “Men alli­ge­vel!”. Ja, min dreng. Så blev det afslø­ret, at Skjern-opkom­lin­ge­ne solg­te pan­te­bre­ve i bag­lo­ka­let, og jeg var på nip­pet til at for­kla­re ham pan­te­bre­vets fasci­ne­ren­de kva­li­te­ter, da han ven­der sig skuf­fet mod mig, og siger: “Og hun tro­e­de han var sådan en flink fyr”. Ok…

Mau­de lag­de sig, som det sig hør og bør, adskil­li­ge gan­ge under den fadæ­se, hvil­ket affød­te kommentaren:“Men det vig­tig­ste er da kær­lig­he­den, mor”, hvor­til jeg kun kun­ne nik­ke, under­tryk­ke hyste­risk lat­ter og kram­me ham helt til pul­ver.

Bag­ef­ter tal­te vi læn­ge om for­skel­len på rig og fat­tig, den­gang og nu, samt om det tri­ste ved at man sta­dig ikke nød­ven­dig­vis kan gif­te sig med hvem man vil, eller reg­ne med accept fra alle kan­ter. Han gik nogen­lun­de til­freds i seng, med lov­ning om at måt­te se med i næste uge også.

I dag gør min ven, super­bi­bli­o­te­ka­ren Ulf , mig så opmærk­som på den­ne arti­kel, hvor debat­ten om for­dums neger­be­skri­vel­ser i Tin­tin er kom­met skrid­tet vide­re, og Sto­ck­holms Kul­tur­hus sim­pelt­hen har fjer­net de albums fra bør­ne­af­de­lin­gen. Alt­så cen­sur. SERIØST!!? Vi læser- og ser Tin­tin med stor for­nø­jel­se i alle gene­ra­tio­ner af fami­li­en, og der er end­nu ingen, der af den grund har anta­get, at alle afri­ka­ne­re spi­ser dren­ge­de detek­ti­ver til frokost, ej hel­ler at alle sømænd døjer med usluk­ke­lig tørst. Det bli­ver det jo ikke min­dre sjovt af. Mau­de kun­ne godt bru­ge lidt kær­lig­hed, en solid serie lam­me­re og lidt per­spek­tiv, men det er sgu da der­for, det er så under­hol­den­de. For­di vi ved det. Nå ja, og så for­di vi ikke er amø­ber, men en slags tæn­ken­de væs­ner noget af tiden.

Skul­le vi ikke i ste­det lade som om, børn rent fak­tisk kan tæn­ke selv, bedøm­me kva­li­tet udfra andet end poli­tisk kor­rek­t­hed, at deres for­vir­ring ikke er af det onde, samt at deres for­æl­dre er voks­ne nok til at kun­ne vide­re­gi­ve vig­tig kul­tur­hi­sto­rie med humor og for­nuft, og der­med få chan­ce til at tale med dem om for­skel­le­ne på det ople­ve­de og vir­ke­lig­he­den, det dati­di­ge og det nuti­di­ge? Er det ikke noget med, at viden er magt, og at for­ti­dens enor­me bom­mer­ter kun und­går gen­ta­gel­se, hvis vi sæt­ter os ordent­ligt ind i, hvad der ske­te? Det har jeg lært et sted. For­ment­lig fra mine for­æl­dre.



17 thoughts on “Fortiden, det billige skidt.”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: