Synger sange om sodomi.

Hjemme hos mig lyder det sådan her for tiden:

Alt føles som tomgang,
jeg rykker ikke.

Parkeringspladsen, den er stadig tom.

Så jeg henter en omgang og tømmer flasken, for her på pladsen vil jeg falde om.

Eller sådan her:

Hvis livet var en kælling, gifted’ jeg mig med hende, og holdt hende i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hende.

Og det lyder rigtig tit sådan her:

Savner eet ben at sutte på
Ta’r min kutte på
Natten er en fløs, det ik´ for sent at få min boogie på
Snuser mig frem
Sjatpisser mig frem
Til et hundehus af typen man bare ik´ ka sige nej til
Undskyld hvis jeg gør
Hvis jeg bruger min ene fod til at klø mig bag mit øre
Hvis jeg hopper op af din veninde
Slikker hendes kind
Og boller hendes ben

Det bliver hørt og fremført af en 8-årig. Er det lidt lakrids?

Jeg har faktisk aldrig tænkt så meget over det, da jeg selv har sat stor pris på de sproglige facetter, jeg f.eks. har arvet fra Malk De Koijn og McEinar, omend jeg dermed måske sang lidt vel meget om sidstnævntes knebne potens i en ret tidlig alder, men nu hører jeg det fra et lille væsen, der er mit ansvar, og bliver pludselig i tvivl. De ovenstående lader jeg køre uden egentlige tics, men da L.O.C. og Orgi-E forleden gav sig i kast med en elaboreret rejse gennem analsexens mørke afkroge (måske verdens sjoveste nummer), kastede jeg mig panisk mod stop-knappen. Der må jo være grænser. Ik?

Når det kommer til computerspil og film, har jeg ingen tvivl om grænserne, og siger rungende “NEJ!” til vold og deslige, men musik og tekster er en svær størrelse. Jeg er på den ene side glad for, at Jr. hører “rigtig” musik frem for angstfremkaldende MGP-lyrik, mens det på den anden side jo er min kultur, og måske ikke på sin plads at presse den ned over hovedet på ham, bare fordi jeg ikke selv har stamina til børnedance. Jeg er faktisk heller ikke sikker på, at jeg bare kan kalde det for min kultur, da han jo ikke er et æg længere, og dermed har ret til- og del i populærkulturen. Måske endda mere end jeg.

Mht. film og spil ved jeg godt (tror jeg nok), at han ikke bliver voldelig af at se det, men er af den klare overbevisning, at det ikke er billeder han har brug for at få tilføjet til en allerede levende fantasi. Med musikken fortæller jeg mig selv, at han jo godt kender ordene “fuck” og “kælling”, men ved, fordi jeg fortæller ham det, at man ikke bruger dem (så meget) i ordentlig, daglig tale. Han bliver da også stadig flov, når den slags kommer over hans læber, og undskylder hastigt, men er det dobbeltmoral fra min side? Måske er jeg bare så begejstret for sproget og sætter pris på løjerlig slang, at jeg mister fornemmelse for hvad, der er passende. Måske er det noget fis. Måske prøver min telefon at fortælle mig noget om emnet, da den for nylig er begyndt at erstatte “fucking” med “Puccini”. Man må jo ikke en skid længere, og når nu sukker, vold og pthalater ikke længere må peppe hverdagen op, hvad er der så tilbage?!

Siger nej tak til analsex, men ellers ja tak til L.O.C., og må navigere derfra, men hvad gør I andre? Har I en decideret musikpolitik? Tanken gør mig umiddelbart lidt (læs: meget) træt.

Det vil komme bag på mig (no pun intended), hvis jeg ændrer den nuværende praksis voldsomt, men jeg er nysgerrig og lidt forvirret, og det synes jeg Puccini ikke om!



14 thoughts on “Synger sange om sodomi.”

  • Det er sådan her: Hvis du er ok med at han kommer til at bruge de ord – og det gør han – ude af kontekst og overfor fremmede. Så gi’ den gas. Du kan ikke lade ham høre det og synge det og sige det, og forvente at det holder op når det er inconvienient.

  • Hmm, kender problemet. Hjemme (hvor min datter går i 0. klasse) bliver der også sunget om de tomme flasker, der bliver flere og flere, krydret med Sexy Lady fra Gangnem Style og Faxe Kondi og Nede med Koldskål. Vi har ikke en musikpolitik. Har en holdning til de ord, der kommer i forbindelse med tale og forsøger selv at undgå de værste ord for ikke at være et eksempel til efterfølgelse (hvilket er svært). Vi forsøger altid at forklare, hvorfor der er nogle ting man ikke skal sige og hvad de betyder, men det skal jo heller ikke blive for voksent. Hjemme hører vi mest engelsksproget musik og kan jo så trøste os med at hun ikke forstår det – ej heller kan udtale det korrekt! Umiddelbart er jeg mest glad for at vi er ude over børnemusikkens rædsler samtidig med, at jeg er lidt bekymret for hvor meget Rasmus Seebach fremover kommer til at fylde i mit hjem (og hun er ikke engang nået til Bieber endnu!). Men på bundlinjen vil jeg ikek blande mig i musikstilen – dog forsøge at undgå de tekster, der kan have et meget anstødeligt indhold (primært af racistisk eller homofobisk karakter – det sexistiske kan dårligt undgås).

  • Det gør du ikke. Han er ikke 4 år. Og vi hørte også ShuBiDua og Peter Belli og Kim Larsen og sang glad med på tekster der først i voksenlivet viste sig at handle om noget helt andet end vi dengang troede.

  • Men er det dig, der introducerer det? For jeg har også lidt af dilemmaet. Mest på den der måde, at jeg ikke ved, om jeg kan betegnes ægte mor, når 7årig kommer hjem og synger Bacone: Jeg gir dig et par cykelshorts og en projektor
    Så jeg ka’ se film på din røv imens du flexer
    Lad mig nu bedæk dig, ring til alle dine ex’er
    Så jeg kan vis’ dem hvordan man sex’er

    Jeg synes, det er hylemorsomt. Men også lige på grænsen. Det er ikke mig, der introducerer, det er drengene fra klassen, men jeg spiller den gerne for ham, så han kan danse lækkerdans, og jeg kan blive underholdt.

    Tror de fisker det frem ligegyldigt hvad. Så jeg har bestemt mig for strategien lige at fortælle, hvad det egentlig er, han synger. Forleden var det f.eks: woooopwoooop lyden af politi, wooooop woooop lyden af de svin. Der synes jeg måske lige, jeg skylder ham at forklare, at det ikke nødvendigvis er helt harmløst at synge.

    • Argh, det er satme sjovt. Tror vi kører nogenlunde samme stil, men noget af det, må jeg indrømme, er spillet af mig først. Han ryster også røven til stor underholdning for mig 🙂

  • Ja pyh, det er svært. Donnaen er lidt ældre, så det er ikke længere sjovt, når hun synger med på mere eller mindre – øhm – ’spøjse’ tekster. Det ville være naivt at forbyde hende at høre musikken, men hun skal lære, at det ikke er alle sange, vi vil høre hende synge, fordi sproget er enormt stødeligt. Hvor meget man skal gå ind i forklaringer om hvad teksterne egentlig betyder er hammersvært, men jeg synes bestemt ikke, der er grund til at gå i alt for grafiske detaljer …

  • Jeg har haft dit indlæg rumsterende i baghovedet.
    For holder min indstilling omkring børns brug af slang, bandeord og mindre “pæne” vendinger egentlig?

    Og ved nærmere eftertanke, samt en hel del års erfaring med børn, så er min konklusion, at ja det gør den.
    Det vel og mærke hvis man har med børn der formår at differentiere at gøre.

    For min tese er den, at sproget og brugen af det, er medvirkende til at udvikle et barn. Det er med til at gøre dem nysgerrige, at lære at sætte grænser. At udvise empati og vise omsorg. At finde frem til hvad de selv er for en størrelse, og at lære at forhandle. Og meget meget mere. Dét mener jeg ikke man lærer ved forbud eller restriktioner mod bestemt musik, litteratur, film mv.

    Dét der er kunsten, og som mange voksne ikke formår, er at lære barnet at mestre sproget og dets mange nuancer. Eks vis er det ok i hjemmet at bruge udtryk fra rap-verdenen, eller i de relationer barnet indgår i – faktisk er det medvirkende til at danne relationer børn imellem.
    Det de skal lære, er jo HVORNÅR det ikke er ok at bruge ordene. Altså at differentiere mellem det offentlige rum, fremmede mennesker, mennesker man gerne vil imponere mv og mennesker man er tryg ved og som forstår ens mening med brugen af ordene.

    Min kæphest omkring brugen er bandeord er denne: det er urealistisk, og noget værre vås at sige til børn de ikke må bande. Det gør vi jo for helvede selv. Men de skal lære HVORDAN og HVORNÅR det er ok, og omvendt hvornår det ikke er. En lære-sætning børnene jeg arbejder med efterhånden kender temmelig godt, og som tager afsæt i at barnet er en begavet størrelse der formår at tænke selvstændigt og differentieret, er at man ikke må bruge bandeord OM og TIL nogen, men godt må bruge dem om deres HANDLINGER. Eks vis: du er ikke dum, men det du gjorde var dumt. Eller når man slår sig, eller gør noget tåbeligt selv, så er det dæl-dule-mig ok at sige av for f ….. .

    Og nu har du jo et barn hvor hovedet er skruet ualmindelig godt på – so no worries, Soph!
    – Hvis det nu viser sig, at han ikke evner at se, og høre, forskellen, så kan du jo altid leje ham ud til selskaber som underholdning 🙂

    • Tak for indspark. Det er jo også der jeg ender, altså ikke med at leje ham ud, omend det er en overvejelse værd, men med vægt på differentiering frem for forbud. Der er, som du også selv nævner, så meget identitet at hente i kendskaben til sprogets utallige facetter, og det vil, særligt i mit tilfælde, være hyklerisk at bede ham spytte ordene ud, og glemme hvordan de smager. Han er ret pjattet med at blive kaldt en røvguitar, men ville dø af flovhed, hvis han kom til at kalde en anden det, og det er vel ok. Det er det i hvert fald her.

  • Jeg forstår slet ikke hvorfor børn overhovedet skal lære at bande. Det lyder grimt og uintelligent og tjener intet formål overhovedet. En ting er at sige “av for fanden” når man slår sig, men behøver man sige fucking om alting? Det tjener jo intet formål andet end det får brugeren til at lyde som om der er mangel på andre brugbare ord.
    Mht musik, så nej, det er der ingen grund til børnene lytter til. Børnemusik er ganske fint og det kan godt være man selv synes det er grumt kedeligt, men det handler jo ikke om en selv.

    • Det er vel de færreste, der sætter sig for at lære børn at bande, men at lade som om de ikke kender til det, giver nogenlunde lige så lidt mening, efter min opfattelse. Hvis de derimod lærer om godt og dårligt sprog, kontekst og kulturelle forskelle, giver man dem en chance for at forme noget fornuftigt, mens de bliver overladt til mangen en lussing, hvis de intet får at vide, fordi man hellere vil lade som om de grimme ord ikke eksisterer.

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: