Synger sange om sodomi.

Hjem­me hos mig lyder det sådan her for tiden:

Alt føles som tom­gang,
jeg ryk­ker ikke.

Par­ke­rings­plad­sen, den er sta­dig tom.

Så jeg hen­ter en omgang og tøm­mer fla­sken, for her på plad­sen vil jeg fal­de om.

Eller sådan her:

Hvis livet var en kæl­ling, gif­ted’ jeg mig med hen­de, og holdt hen­de i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hen­de.

Og det lyder rig­tig tit sådan her:

Sav­ner eet ben at sut­te på
Ta’r min kut­te på
Nat­ten er en fløs, det ik´ for sent at få min boo­gie på
Snu­ser mig frem
Sjat­pis­ser mig frem
Til et hund­e­hus af typen man bare ik´ ka sige nej til
Und­skyld hvis jeg gør
Hvis jeg bru­ger min ene fod til at klø mig bag mit øre
Hvis jeg hop­per op af din venin­de
Slik­ker hen­des kind
Og bol­ler hen­des ben

Det bli­ver hørt og frem­ført af en 8-årig. Er det lidt lakrids?

Jeg har fak­tisk aldrig tænkt så meget over det, da jeg selv har sat stor pris på de sprog­li­ge facet­ter, jeg f.eks. har arvet fra Malk De Koi­jn og McE­i­nar, omend jeg der­med måske sang lidt vel meget om sidst­nævn­tes kneb­ne potens i en ret tid­lig alder, men nu hører jeg det fra et lil­le væsen, der er mit ansvar, og bli­ver plud­se­lig i tvivl. De oven­stå­en­de lader jeg køre uden egent­li­ge tics, men da L.O.C. og Orgi-E for­le­den gav sig i kast med en ela­bo­re­ret rej­se gen­nem anal­se­xens mør­ke afkro­ge (måske ver­dens sjove­ste num­mer), kaste­de jeg mig panisk mod stop-knap­pen. Der må jo være græn­ser. Ik?

Når det kom­mer til com­pu­ter­spil og film, har jeg ingen tvivl om græn­ser­ne, og siger run­gen­de “NEJ!” til vold og des­li­ge, men musik og tek­ster er en svær stør­rel­se. Jeg er på den ene side glad for, at Jr. hører “rig­tig” musik frem for angst­frem­kal­den­de MGP-lyrik, mens det på den anden side jo er min kul­tur, og måske ikke på sin plads at pres­se den ned over hove­d­et på ham, bare for­di jeg ikke selv har sta­mi­na til bør­nedan­ce. Jeg er fak­tisk hel­ler ikke sik­ker på, at jeg bare kan kal­de det for min kul­tur, da han jo ikke er et æg læn­ge­re, og der­med har ret til- og del i popu­lær­kul­tu­ren. Måske end­da mere end jeg.

Mht. film og spil ved jeg godt (tror jeg nok), at han ikke bli­ver vol­de­lig af at se det, men er af den kla­re over­be­vis­ning, at det ikke er bil­le­der han har brug for at få til­fø­jet til en alle­re­de leven­de fan­ta­si. Med musik­ken for­tæl­ler jeg mig selv, at han jo godt ken­der orde­ne “fuck” og “kæl­ling”, men ved, for­di jeg for­tæl­ler ham det, at man ikke bru­ger dem (så meget) i ordent­lig, dag­lig tale. Han bli­ver da også sta­dig flov, når den slags kom­mer over hans læber, og und­skyl­der hastigt, men er det dob­belt­moral fra min side? Måske er jeg bare så begej­stret for spro­get og sæt­ter pris på løjer­lig slang, at jeg mister for­nem­mel­se for hvad, der er pas­sen­de. Måske er det noget fis. Måske prø­ver min tele­fon at for­tæl­le mig noget om emnet, da den for nylig er begyndt at erstat­te “fuck­ing” med “Puc­ci­ni”. Man må jo ikke en skid læn­ge­re, og når nu suk­ker, vold og ptha­la­ter ikke læn­ge­re må pep­pe hver­da­gen op, hvad er der så til­ba­ge?!

Siger nej tak til anal­sex, men ellers ja tak til L.O.C., og må navi­ge­re der­fra, men hvad gør I andre? Har I en deci­de­ret musikpo­li­tik? Tan­ken gør mig umid­del­bart lidt (læs: meget) træt.

Det vil kom­me bag på mig (no pun inten­ded), hvis jeg ændrer den nuvæ­ren­de prak­sis vold­somt, men jeg er nys­ger­rig og lidt for­vir­ret, og det synes jeg Puc­ci­ni ikke om!



14 thoughts on “Synger sange om sodomi.”

  • Det er sådan her: Hvis du er ok med at han kom­mer til at bru­ge de ord — og det gør han — ude af kon­tekst og over­for frem­me­de. Så gi’ den gas. Du kan ikke lade ham høre det og syn­ge det og sige det, og for­ven­te at det hol­der op når det er incon­vi­e­ni­ent.

    • Det er jeg helt med på, og er fuld­stæn­dig enig. Er mere i tvivl om hvor­vidt jeg over­træ­der en bar­ne­græn­se ved at han ken­der til det.

  • Hmm, ken­der pro­ble­met. Hjem­me (hvor min dat­ter går i 0. klas­se) bli­ver der også sun­get om de tom­me fla­sker, der bli­ver fle­re og fle­re, kry­dret med Sexy Lady fra Gang­nem Sty­le og Faxe Kon­di og Nede med Koldskål. Vi har ikke en musikpo­li­tik. Har en hold­ning til de ord, der kom­mer i for­bin­del­se med tale og for­sø­ger selv at und­gå de vær­ste ord for ikke at være et eksem­pel til efter­føl­gel­se (hvil­ket er svært). Vi for­sø­ger altid at for­kla­re, hvor­for der er nog­le ting man ikke skal sige og hvad de bety­der, men det skal jo hel­ler ikke bli­ve for vok­sent. Hjem­me hører vi mest engelsk­spro­get musik og kan jo så trø­ste os med at hun ikke for­står det — ej hel­ler kan udta­le det kor­rekt! Umid­del­bart er jeg mest glad for at vi er ude over bør­ne­mu­sik­kens ræds­ler sam­ti­dig med, at jeg er lidt bekym­ret for hvor meget Ras­mus See­bach frem­over kom­mer til at fyl­de i mit hjem (og hun er ikke engang nået til Bie­ber end­nu!). Men på bund­linj­en vil jeg ikek blan­de mig i musiks­ti­len — dog for­sø­ge at und­gå de tek­ster, der kan have et meget anstø­de­ligt ind­hold (pri­mært af raci­stisk eller homo­fo­bi­sk karak­ter — det sexi­sti­ske kan dår­ligt und­gås).

  • Det gør du ikke. Han er ikke 4 år. Og vi hør­te også Shu­Bi­Dua og Peter Bel­li og Kim Lar­sen og sang glad med på tek­ster der først i vok­sen­li­vet viste sig at hand­le om noget helt andet end vi den­gang tro­e­de.

  • Men er det dig, der intro­du­ce­rer det? For jeg har også lidt af dilem­ma­et. Mest på den der måde, at jeg ikke ved, om jeg kan beteg­nes ægte mor, når 7årig kom­mer hjem og syn­ger Baco­ne: Jeg gir dig et par cykel­s­horts og en pro­jektor
    Så jeg ka’ se film på din røv imens du fle­xer
    Lad mig nu bedæk dig, ring til alle dine ex’er
    Så jeg kan vis’ dem hvor­dan man sex’er

    Jeg synes, det er hylemor­somt. Men også lige på græn­sen. Det er ikke mig, der intro­du­ce­rer, det er dren­ge­ne fra klas­sen, men jeg spil­ler den ger­ne for ham, så han kan dan­se læk­ker­dans, og jeg kan bli­ve under­holdt.

    Tror de fisker det frem lige­gyl­digt hvad. Så jeg har bestemt mig for stra­te­gi­en lige at for­tæl­le, hvad det egent­lig er, han syn­ger. For­le­den var det f.eks: woooopwoooop lyden af poli­ti, wooooop woooop lyden af de svin. Der synes jeg måske lige, jeg skyl­der ham at for­kla­re, at det ikke nød­ven­dig­vis er helt harm­løst at syn­ge.

    • Argh, det er sat­me sjovt. Tror vi kører nogen­lun­de sam­me stil, men noget af det, må jeg indrøm­me, er spil­let af mig først. Han ryster også røven til stor under­hold­ning for mig 🙂

  • Ja pyh, det er svært. Don­na­en er lidt ældre, så det er ikke læn­ge­re sjovt, når hun syn­ger med på mere eller min­dre — øhm — ‘spøj­se’ tek­ster. Det vil­le være naivt at for­by­de hen­de at høre musik­ken, men hun skal lære, at det ikke er alle san­ge, vi vil høre hen­de syn­ge, for­di spro­get er enormt stø­de­ligt. Hvor meget man skal gå ind i for­kla­rin­ger om hvad tek­ster­ne egent­lig bety­der er ham­mer­svært, men jeg synes bestemt ikke, der er grund til at gå i alt for gra­fi­ske detal­jer …

  • Jeg har haft dit ind­læg rum­ste­ren­de i bag­ho­ve­det.
    For hol­der min indstil­ling omkring børns brug af slang, ban­de­ord og min­dre “pæne” ven­din­ger egent­lig?

    Og ved nær­me­re eftertan­ke, samt en hel del års erfa­ring med børn, så er min kon­klu­sion, at ja det gør den.
    Det vel og mær­ke hvis man har med børn der for­mår at dif­fe­ren­ti­e­re at gøre.

    For min tese er den, at spro­get og bru­gen af det, er med­vir­ken­de til at udvik­le et barn. Det er med til at gøre dem nys­ger­ri­ge, at lære at sæt­te græn­ser. At udvi­se empa­ti og vise omsorg. At fin­de frem til hvad de selv er for en stør­rel­se, og at lære at for­hand­le. Og meget meget mere. Dét mener jeg ikke man lærer ved for­bud eller restrik­tio­ner mod bestemt musik, lit­te­ra­tur, film mv.

    Dét der er kun­sten, og som man­ge voks­ne ikke for­mår, er at lære bar­net at mestre spro­get og dets man­ge nuan­cer. Eks vis er det ok i hjem­met at bru­ge udtryk fra rap-ver­de­nen, eller i de rela­tio­ner bar­net ind­går i — fak­tisk er det med­vir­ken­de til at dan­ne rela­tio­ner børn imel­lem.
    Det de skal lære, er jo HVORNÅR det ikke er ok at bru­ge orde­ne. Alt­så at dif­fe­ren­ti­e­re mel­lem det offent­li­ge rum, frem­me­de men­ne­sker, men­ne­sker man ger­ne vil impo­ne­re mv og men­ne­sker man er tryg ved og som for­står ens mening med bru­gen af orde­ne.

    Min kæp­he­st omkring bru­gen er ban­de­ord er den­ne: det er ure­a­li­stisk, og noget vær­re vås at sige til børn de ikke må ban­de. Det gør vi jo for hel­ve­de selv. Men de skal lære HVORDAN og HVORNÅR det er ok, og omvendt hvor­når det ikke er. En lære-sæt­ning bør­ne­ne jeg arbej­der med efter­hån­den ken­der tem­me­lig godt, og som tager afsæt i at bar­net er en bega­vet stør­rel­se der for­mår at tæn­ke selv­stæn­digt og dif­fe­ren­ti­e­ret, er at man ikke må bru­ge ban­de­ord OM og TIL nogen, men godt må bru­ge dem om deres HANDLINGER. Eks vis: du er ikke dum, men det du gjor­de var dumt. Eller når man slår sig, eller gør noget tåbe­ligt selv, så er det dæl-dule-mig ok at sige av for f .…. .

    Og nu har du jo et barn hvor hove­d­et er skru­et ual­min­de­lig godt på — so no wor­ri­es, Soph!
    — Hvis det nu viser sig, at han ikke evner at se, og høre, for­skel­len, så kan du jo altid leje ham ud til sel­ska­ber som under­hold­ning 🙂

    • Tak for ind­s­park. Det er jo også der jeg ender, alt­så ikke med at leje ham ud, omend det er en over­vej­el­se værd, men med vægt på dif­fe­ren­ti­e­ring frem for for­bud. Der er, som du også selv næv­ner, så meget iden­ti­tet at hen­te i kend­ska­ben til spro­gets utal­li­ge facet­ter, og det vil, sær­ligt i mit til­fæl­de, være hyk­le­risk at bede ham spyt­te orde­ne ud, og glem­me hvor­dan de sma­ger. Han er ret pjat­tet med at bli­ve kaldt en røvgu­i­tar, men vil­le dø af flov­hed, hvis han kom til at kal­de en anden det, og det er vel ok. Det er det i hvert fald her.

  • Jeg for­står slet ikke hvor­for børn over­ho­ve­det skal lære at ban­de. Det lyder grimt og uin­tel­li­gent og tje­ner intet for­mål over­ho­ve­det. En ting er at sige “av for fan­den” når man slår sig, men behø­ver man sige fuck­ing om alting? Det tje­ner jo intet for­mål andet end det får bru­ge­ren til at lyde som om der er man­gel på andre brug­ba­re ord.
    Mht musik, så nej, det er der ingen grund til bør­ne­ne lyt­ter til. Bør­ne­mu­sik er gan­ske fint og det kan godt være man selv synes det er grumt kede­ligt, men det hand­ler jo ikke om en selv.

    • Det er vel de fær­re­ste, der sæt­ter sig for at lære børn at ban­de, men at lade som om de ikke ken­der til det, giver nogen­lun­de lige så lidt mening, efter min opfat­tel­se. Hvis de der­i­mod lærer om godt og dår­ligt sprog, kon­tekst og kul­tu­rel­le for­skel­le, giver man dem en chan­ce for at for­me noget for­nuf­tigt, mens de bli­ver over­ladt til man­gen en lus­sing, hvis de intet får at vide, for­di man hel­le­re vil lade som om de grim­me ord ikke eksi­ste­rer.

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: