Hjem­me hos mig lyder det sådan her for tiden:

Alt føles som tom­gang,
jeg ryk­ker ikke.

Par­ke­rings­plad­sen, den er sta­dig tom.

Så jeg hen­ter en omgang og tøm­mer fla­sken, for her på plad­sen vil jeg fal­de om.

Eller sådan her:

Hvis livet var en kæl­ling, gif­ted’ jeg mig med hen­de, og holdt hen­de i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hen­de.

Og det lyder rig­tig tit sådan her:

Sav­ner eet ben at sut­te på
Ta’r min kut­te på
Nat­ten er en fløs, det ik´ for sent at få min boo­gie på
Snu­ser mig frem
Sjat­pis­ser mig frem
Til et hund­e­hus af typen man bare ik´ ka sige nej til
Und­skyld hvis jeg gør
Hvis jeg bru­ger min ene fod til at klø mig bag mit øre
Hvis jeg hop­per op af din venin­de
Slik­ker hen­des kind
Og bol­ler hen­des ben

Det bli­ver hørt og frem­ført af en 8-årig. Er det lidt lakrids?

Jeg har fak­tisk aldrig tænkt så meget over det, da jeg selv har sat stor pris på de sprog­li­ge facet­ter, jeg f.eks. har arvet fra Malk De Koi­jn og McE­i­nar, omend jeg der­med måske sang lidt vel meget om sidst­nævn­tes kneb­ne potens i en ret tid­lig alder, men nu hører jeg det fra et lil­le væsen, der er mit ansvar, og bli­ver plud­se­lig i tvivl. De oven­stå­en­de lader jeg køre uden egent­li­ge tics, men da L.O.C. og Orgi-E for­le­den gav sig i kast med en ela­bo­re­ret rej­se gen­nem anal­se­xens mør­ke afkro­ge (måske ver­dens sjove­ste num­mer), kaste­de jeg mig panisk mod stop-knap­pen. Der må jo være græn­ser. Ik?

Når det kom­mer til com­pu­ter­spil og film, har jeg ingen tvivl om græn­ser­ne, og siger run­gen­de “NEJ!” til vold og des­li­ge, men musik og tek­ster er en svær stør­rel­se. Jeg er på den ene side glad for, at Jr. hører “rig­tig” musik frem for angst­frem­kal­den­de MGP-lyrik, mens det på den anden side jo er min kul­tur, og måske ikke på sin plads at pres­se den ned over hove­d­et på ham, bare for­di jeg ikke selv har sta­mi­na til bør­nedan­ce. Jeg er fak­tisk hel­ler ikke sik­ker på, at jeg bare kan kal­de det for min kul­tur, da han jo ikke er et æg læn­ge­re, og der­med har ret til- og del i popu­lær­kul­tu­ren. Måske end­da mere end jeg.

Mht. film og spil ved jeg godt (tror jeg nok), at han ikke bli­ver vol­de­lig af at se det, men er af den kla­re over­be­vis­ning, at det ikke er bil­le­der han har brug for at få til­fø­jet til en alle­re­de leven­de fan­ta­si. Med musik­ken for­tæl­ler jeg mig selv, at han jo godt ken­der orde­ne “fuck” og “kæl­ling”, men ved, for­di jeg for­tæl­ler ham det, at man ikke bru­ger dem (så meget) i ordent­lig, dag­lig tale. Han bli­ver da også sta­dig flov, når den slags kom­mer over hans læber, og und­skyl­der hastigt, men er det dob­belt­moral fra min side? Måske er jeg bare så begej­stret for spro­get og sæt­ter pris på løjer­lig slang, at jeg mister for­nem­mel­se for hvad, der er pas­sen­de. Måske er det noget fis. Måske prø­ver min tele­fon at for­tæl­le mig noget om emnet, da den for nylig er begyndt at erstat­te “fuck­ing” med “Puc­ci­ni”. Man må jo ikke en skid læn­ge­re, og når nu suk­ker, vold og ptha­la­ter ikke læn­ge­re må pep­pe hver­da­gen op, hvad er der så til­ba­ge?!

Siger nej tak til anal­sex, men ellers ja tak til L.O.C., og må navi­ge­re der­fra, men hvad gør I andre? Har I en deci­de­ret musikpo­li­tik? Tan­ken gør mig umid­del­bart lidt (læs: meget) træt.

Det vil kom­me bag på mig (no pun inten­ded), hvis jeg ændrer den nuvæ­ren­de prak­sis vold­somt, men jeg er nys­ger­rig og lidt for­vir­ret, og det synes jeg Puc­ci­ni ikke om!

Share: