Om tors­da­gen går vi jo til Gud, eller Jr. gør, mens jeg stir­rer på min tele­fon i skær­sil­den ven­te­rum­met. Så vi var alt­så i kir­ke. Den der høje byg­ning, der er helt tom. Den dag var der nu godt fyldt op, da de syn­gen­de børn, som Jr. gjal­der med, skul­le syn­ge nyligt indø­vet mate­ri­a­le til en såkaldt pas­tag­ud­stje­ne­ste. Kir­ken er der­for mesten­dels fyldt op af bør­ne­nes fami­li­er, der tager bil­le­der og glæ­der sig til den gra­tis mad, der føl­ger efter, men nok om det.

Den­ne gud­stje­ne­ste hav­de et tema, som sådan nog­le vist har, og vi skul­le den­ne gang beskæf­ti­ge os med dåben. Vi lyt­te­de andæg­tigt, mens den kvin­de­li­ge præst gjor­de sig vir­ke­lig uma­ge for at gøre mate­ri­a­let bør­ne­eg­net. Der­med blev dåben til “ver­dens bed­ste bad” og begej­strin­gen for net­op den ren­va­skel­se vil­le ingen ende tage. Den direk­te vej til alskens god­ter og VIP-kort til kalif­fens gemak­ker. Alle tiders!

Jr. kom der­på hen til mig med en meget udtalt ryn­ke i pan­den. Han trip­pe­de en stund, så lidt nervøst på mig, for­ment­lig for­di svov­let sive­de ud af ører­ne på mig, og sag­de:

Jeg tror godt jeg vil døbes. Ellers kom­mer jeg jo ikke på Guds liste.”

Træk vej­ret. Du er et vok­sent men­ne­ske. Han er et barn, der lige er ble­vet for­talt, at dåben, ver­dens bed­ste bad, er den ene­ste garan­ti for en bare nogen­lun­de let gang på jor­den. SLAP NU AF, DIN SURE KÆLLING!

Der blev råbt meget inde i hove­d­et. Jeg fik manet stem­mer­ne kortva­rigt i jor­den, og sva­re­de noget med, at det kun­ne jeg da godt for­stå. Til­fø­je­de (smi­len­de, end­da) lidt for­skel­ligt om, at den der liste jo nok ikke skul­le tages helt så bog­sta­ve­ligt; at han alt­så er et godt men­ne­ske under alle omstæn­dig­he­der, og jeg ikke tro­e­de Gud rent fak­tisk hav­de en sådan liste, da han jo var en travl mand. Noget i den ret­ning sag­de jeg vist.

Så var der pas­ta og “dåbs­le­ge”, og der­fra husker jeg ikke så meget, men kom til mig selv, da vi tog hjem. Sam­ta­len blev cemen­te­ret med fri­sind og begej­string for det famø­se bad, mens jeg gjor­de det klart, at han net­op ikke var døbt, for­di val­get var alvor, og skul­le tages af ham selv, efter lan­ge og grun­di­ge over­vej­el­ser. Helst ikke kun pga. en liste. Plea­se!

Så nu er jeg her igen, i det sære, gud­lø­se vaku­um, hvor jeg skal kun­ne rum­me Jr.‘s trang til en listeskri­ven­de ska­ber­skik­kel­se, mens jeg opfor­drer til sam­ta­le og frit valg, uden at pres­se ting ned­over ører­ne på ham, som han alli­ge­vel ikke fat­ter en bjæl­de af. Det er alt­så ikke nogen nem opga­ve. Jeg bli­ver vir­ke­lig vred over bru­gen af liste-ter­mi­no­lo­gi­en over­for børn, der tæn­ker kon­kret og i godt/ondt-baner. Sam­ti­dig er vi der jo (på sin vis) fri­vil­ligt, i deres hus, hvor man må føl­ge deres reg­ler. Jeg har der­for også dår­lig samvit­tig­hed over at sid­de der, og have så ubæn­dig trang til at råbe PIK eller andet lidt uden­for tema­et, da ingen jo tvin­ger mig der­ind. Jr.s begej­string tvin­ger mig, og den bur­de være nok til at fjer­ne for­ar­gel­sen og ube­ha­get. Det er den bare ikke.

Jeg kun­ne aldrig fin­de på at bli­ve gift i en kir­ke (nej, det lig­ger ikke lige om hjør­net!), da jeg synes det er en hån mod husets og reli­gio­nens ægte tro­en­de, at være der for tra­di­tio­nens eller æste­tik­kens skyld, men er der jo nu for bar­nets skyld. Han ved godt at jeg ikke tror på Gud, og det lader ikke til at have nogen reel brem­sen­de effekt på ham, hvil­ket egent­lig siger meget om hans karak­ter. Det siger for­hå­bent­lig også lidt om hans til­lid til min accept af hans valg, men den er sta­dig betin­get i den for­stand, at jeg pure næg­ter at lade listen stå uden kri­tik. Kri­tik, som han skal lyt­te til.

Gud er svær at arbej­de med, og hvis Jr. skal døbes får jeg brug for sto­re mæng­der alko­hol, men så lover jeg at smi­le stort hele vej­en. Også mens jeg ven­ligt beder præ­sten afstå fra fle­re lister.

Share: