Spøgelser.

Der kom jo een ekstra. I hvert fald noget af tiden, og mere eller min­dre kon­stant i mit hoved, hvor der her­sker nye spæn­den­de neu­ro­ser. Ham med uret er sta­dig inden­for sofaræk­ke­vid­de, og sofa­en ryk­ket nær­me­re. Det er godt. Vir­ke­lig godt. Hvis alt­så vi ku være lidt ale­ne i ny og næ.

Jr. er her, hvil­ket der egent­lig kom­mer for­bav­sen­de få kon­tro­ver­ser ud af, men der­u­d­over er hyt­ten kon­stant pro­p­fuld af eksorcis­me­kræ­ven­de bæster, der ras­ler med kæder og tuder ører­ne ful­de af irra­tio­nel­le kom­plek­ser. Træls væs­ner, der ikke nød­ven­dig­vis altid har været sådan, men som, i deres ex-egen­skab, er ble­vet vir­ke­lig anstren­gen­de typer. Mine spø­ger i hal­ler­ne med opmun­tren­de kom­men­ta­rer a la:

Er du ikke lidt tyk?

Når han tager hjem til sig selv og sover, er det så ikke også lidt for­di du er et kli­stren­de fjols (og lidt tyk)?

Når nu du insi­ste­rer på at kla­re dig selv, er du så ikke en sløj affæ­re, når du bare vil kram­mes og have en vok­sen?

Hvis nu du var en ludo­brik…

Når nu han ikke sva­rer på din sms, er det nok for­di han har ombe­stemt sig. Det ved du jo godt.

Hans mum­ler:

Når hun siger alt er fint, er det løgn og lat­in.

Der er helt sik­kert noget, du har mis­for­stå­et.

Det er næp­pe nok at du bare kram­mer hen­de.

Når nu hun ikke sva­rer på din sms, er det nok for­di hun har ombe­stemt sig. Det ved du godt.

Som sagt..træls typer. Vi hol­der lan­ge sean­cer. Maner dem væk med blåø­jet vil­je. Akku­mu­le­re­de blå øjne, der ikke orker fle­re slag. holdfast

Der er ikke plads til dem i det lil­le hjem, og de lar­mer, end­nu mere end Urman­den selv. Vi ved ikke hvor­for, kun at de fyl­der både rum og sind med slud­der. Det bli­ver hur­tigt lidt trangt. Så vi prø­ver at pres­se dem ud af hjør­ne­r­ne med bed­re ord, klo­ge ord, ærli­ge ord. Han er nem­lig sådan et sært styk­ke mand, der ger­ne taler om alt, og har åben­ly­se, dis­ku­ter­ba­re følel­ser. Der stik­ker nok noget under.

Det er så uen­de­ligt dumt! Sær­ligt når nu vi ellers har svært ved at få arme­ne ned over hvor vidun­der­li­ge, voks­ne og især ski­de sjove vi er. For det er vi! Per­len­de lat­ter (jo jo!) deko­re­rer de små rum, men vi duk­ker os i sam­me nu, i fald der skul­le duk­ke en hvid dame med rig­tig dår­lig stem­ning og dit­to samvit­tig­hed op. Hun er helt sik­kert ikke spor tyk, men smurt ind i både læk­ker­hed og dår­lig lugt, der seri­øst roder med inde­kli­ma­et.

At vi er ble­vet dem, vi er, som et resul­tat af for­dums op- og ned­t­u­re med diver­se skøn­ne og vir­ke­ligt slø­je bekendt­ska­ber er fint og zen og alt det der, men når så man løber kri­tisk tør for mind­ful­ness, hvil­ket nok må siges at ske ret ofte, er det bare vir­ke­lig fjo­get. Åndet, nær­mest. Ja ja, jeg har lært, båret vide­re, udvik­let og und­ve­get på den kon­to, men slut nu med alt det pjat. I skal vide­re, gå mod lyset, bade i svov­len og frem for alt klap­pe geval­digt i. Nu, tak.



3 thoughts on “Spøgelser.”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: