Decem­ber. Hyg­ge på lager, dvs. i omtrent hund­re­de kas­ser i kæl­de­ren. Hvert år bli­ver jeg først lidt træt ved tan­ken, så begyn­der jeg at glæ­de mig helt enormt, og så nær­mer min krans­pulsåre og indre charme/harme sig kri­tisk mas­se, hvor­ef­ter jeg træn­ger til en vikar. Ger­ne en vok­sen af slagsen. Glem­mer det selvsagt resten af året, og bli­ver der­for, som en guld­fisk, dybt rystet hvert ene­ste år.

Det­te år er julen jo så ble­vet kry­dret med Gud. Sik­ke noget rod. Det viser sig nem­lig, at de i den klan syn­ger ekstra meget når søn­ni­ke har fød­sels­dag, og fejrer det på cir­ka tusin­de måder på et par uger. De gam­le på ple­je­hjem­me­ne skal vide det er jul, menig­heds­rå­det skal i hvert fald ikke sny­des, og så er der da også et jule­ka­las i Øks­ne­hal­len, hvor poder­ne bør mar­che­re med lys og sang. Helst om afte­nen, og især på hver­da­ge. Det er så yndigt, og helt igen­nem udmat­ten­de, ikke mindst for unger­ne selv.

Så hør her, jule­ty­per: Vores unger skal hund­e­tid­ligt op, i mør­ke, vel at mær­ke. De er på arbej­de hele dagen, hvor de både skal lære noget, løse kon­flik­ter og “del­ta­ge aktivt”, og har der­for ikke ener­gi til at se jule­ka­len­der klok­ken halv otte. Ej hel­ler til at synge/spise æbleskiver/flette jule­hjer­ter på det tids­punkt. Deres for­æl­dre kan ikke nå at være med til bare halv­de­len, og sær­ligt ikke de fami­li­er, der kun har een vok­sen repræ­sen­tant.

BilledeJeg tager hat­ten af for de rare ældre men­ne­sker, der kører koret med enormt over­skud, men når jeg får stuk­ket et styk­ke papir i hån­den, der afslø­rer 14 (FJORTEN!!) møde­ti­der på tre uger, hvoraf de fle­ste er fra kl. 18–19 styk­ker og frem, bli­ver jeg nær­mest lidt hyste­risk, og meget lidt i julestem­ning. Hvor­for skal de gå Lucia fire gan­ge, samt syn­ge hver ene­ste gang en gam­mel tus­se har bagt noget med sukat? Hvem har tid til det?! Det skal jo så par­res med alle de andre jule­lø­jer i sko­le, SFO, klub, fami­lie osv., og Jr. har aldrig været så udmat­tet. Hans mor er hel­ler ikke på top­pen. Lyn­hur­tigt bli­ver man tvun­get ud i at skul­le sige nej til noget af det, for­kla­re det på en ikke alt for Grinch-agtig måde til bar­net, og huske at beva­re den gode stem­ning under­vejs. Det synes jeg ikke er en rime­lig posi­tion at sæt­te for­æl­dre i, og selv­om jeg ser frem til at se Jr. stå med slips og vand­kæm­met hår i kir­ken jule­af­ten, mens han lovsyn­ger che­fen med hjer­teskæ­ren­de uskyld, vil jeg glæ­de mig nogen­lun­de lige så meget til det er over­stå­et. Så kan vi vir­ke­lig hol­de fri, og jule uden at det er helt så meget arbej­de.

Share: