Gamle grønne.

Jeg har end­nu intet at sige om nytårs­fort­sæt og den slags uto­pi­er, da jeg sta­dig kom­mer mig, men har ondt af en plan­te. Bær over med mig.

I min stue står et jule­træ. Det bur­de det vist ikke. Alle andre spor af den for­gang­ne høj­tid er ble­vet fjer­net, men træ­et bor der sta­dig. Der sker jo det med jule­træ­er, at de ankom­mer i et net­kon­dom, der gør dem smal­le og lækre, men når den ugelan­ge festi­vi­tas er over­stå­et, har de fol­det kor­n­fed væl­de ud; er ble­vet mage­li­ge og omfangs­ri­ge. Jeg ved ikke helt hvor­dan jeg skal kom­me af med det, for det er vir­ke­lig ble­vet meget mere rotund i det, tungt at dan­se med. En slags instal­la­tion. Julen er ond på den front.

Vi har ellers selv fæl­det det, træ­et. Eller ham med uret har, mens Jr. hep­pe­de i manisk hop­pen­de, peber­nøds­in­du­ce­ret gal­skab og Moster og jeg fryg­te­de for sko­v­hug­ge­rens hel­bred, da han ikke just er typen, der gri­ber til værk­tøj med vold­som iver. Men fæl­det blev det, og vi føl­te os alle lidt mere musku­lø­se og rig­ti­ge. En slags palæo-træ. Det kun­ne vi godt være bekendt. Det blev fejret med kage.

Junior elsker også det stakkels træ.
Juni­or elsker også det stak­kels træ.

Og det er jo så hyg­ge­ligt. Det pyn­ter og duf­ter og pyn­ter. Det gjor­de det i hvert fald. Nu er det bare vir­ke­lig depri­me­ren­de. At det står og ven­ter på at bli­ve smidt ud, alt­så. Jeg er på alle måder nær­mest syge­ligt begej­stret for at det der juleja­zz er over­stå­et, og ser vir­ke­lig frem til en døds­syg janu­ar, med blan­ke dage i kalen­de­ren og en ordent­lig røv­fuld grønt­sa­ger. Hvor­for er det så så trist at afmon­te­re den? Den kom­mer jo igen med for­bav­sen­de, let træt­ten­de hast om cir­ka fem minut­ter, og den har vir­ke­lig været en ordent­lig omgang, så vel som edder­hyg­som. Orker ikke mere jul. Eller nytår, for den sags skyld, der, som alde­ren er frem­skre­den, bela­ster den ande­fore­de krop og sjæl i fle­re dage. Alt gør lidt ondt, stram­mer og gene­rer, og det meget talen­de barn kræ­ver et helt enormt kaffeindtag.Vig bort, jul.

Intet af det er træ­ets skyld, og jeg synes det er synd. Det hol­der stæ­digt fast på sine nåle og bærer sin bred­de med stolt­hed. Tror bare jeg behol­der det, hyl­der høj­tidsover­væg­ten og pyn­ter det igen til påske, hvor gul vel vil mat­che.



2 thoughts on “Gamle grønne.”

  • Jeg er kæm­pe fan af at det træ bli­ver stå­en­de. Det er så hyg­ge­ligt og det er det før­ste træ jeg nogen­sin­de har fæl­det. Ihvert­fald bevidst! Lakridsvand sma­ger bed­re i sel­skab med gran­træ.

  • Men hov, du kan kun lade træ­et stå til fasten. I hvert fald i føl­ge: “…nu’ det jul igen…nej, det’ ikke sandt, nej, det’ ikke sandt, for der i mel­lem kom­mer fasten…”. Så det er vel noget med at pyn­te det med fastelavns­ris og bol­ler. Måske en Spi­der­man hist og pist.

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: