Gamle grønne.

Jeg har endnu intet at sige om nytårsfortsæt og den slags utopier, da jeg stadig kommer mig, men har ondt af en plante. Bær over med mig.

I min stue står et juletræ. Det burde det vist ikke. Alle andre spor af den forgangne højtid er blevet fjernet, men træet bor der stadig. Der sker jo det med juletræer, at de ankommer i et netkondom, der gør dem smalle og lækre, men når den ugelange festivitas er overstået, har de foldet kornfed vælde ud; er blevet magelige og omfangsrige. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme af med det, for det er virkelig blevet meget mere rotund i det, tungt at danse med. En slags installation. Julen er ond på den front.

Vi har ellers selv fældet det, træet. Eller ham med uret har, mens Jr. heppede i manisk hoppende, pebernødsinduceret galskab og Moster og jeg frygtede for skovhuggerens helbred, da han ikke just er typen, der griber til værktøj med voldsom iver. Men fældet blev det, og vi følte os alle lidt mere muskuløse og rigtige. En slags palæo-træ. Det kunne vi godt være bekendt. Det blev fejret med kage.

Junior elsker også det stakkels træ.
Junior elsker også det stakkels træ.

Og det er jo så hyggeligt. Det pynter og dufter og pynter. Det gjorde det i hvert fald. Nu er det bare virkelig deprimerende. At det står og venter på at blive smidt ud, altså. Jeg er på alle måder nærmest sygeligt begejstret for at det der julejazz er overstået, og ser virkelig frem til en dødssyg januar, med blanke dage i kalenderen og en ordentlig røvfuld grøntsager. Hvorfor er det så så trist at afmontere den? Den kommer jo igen med forbavsende, let trættende hast om cirka fem minutter, og den har virkelig været en ordentlig omgang, så vel som edderhygsom. Orker ikke mere jul. Eller nytår, for den sags skyld, der, som alderen er fremskreden, belaster den andeforede krop og sjæl i flere dage. Alt gør lidt ondt, strammer og generer, og det meget talende barn kræver et helt enormt kaffeindtag.Vig bort, jul.

Intet af det er træets skyld, og jeg synes det er synd. Det holder stædigt fast på sine nåle og bærer sin bredde med stolthed. Tror bare jeg beholder det, hylder højtidsovervægten og pynter det igen til påske, hvor gul vel vil matche.



2 thoughts on “Gamle grønne.”

  • Jeg er kæmpe fan af at det træ bliver stående. Det er så hyggeligt og det er det første træ jeg nogensinde har fældet. Ihvertfald bevidst! Lakridsvand smager bedre i selskab med grantræ.

  • Men hov, du kan kun lade træet stå til fasten. I hvert fald i følge: “…nu’ det jul igen…nej, det’ ikke sandt, nej, det’ ikke sandt, for der i mellem kommer fasten…”. Så det er vel noget med at pynte det med fastelavnsris og boller. Måske en Spiderman hist og pist.

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: