Det sid­ste styk­ke tid er jeg fle­re gan­ge løbet ind i gravi­de, nybag­te for­æl­dre eller folk, der prø­ver på at få et barn. Baby­er­ne er søde, maver­ne og de håbe­ful­de lige­så. Ofte er “dikkedik”-seancen endt med spørgs­mål og hin­ts om en evt. toer i min afkoms-por­te­føl­je, og når jeg hur­tigt siger:“Ellers tak!”, bli­ver der helt stil­le, og luf­ten fyl­des af let men hånd­gri­be­lig undren. Den undren går beg­ge veje.

I de sam­ta­ler, der ofte føl­ger en sådan udmel­ding, bli­ver det så klart, at jeg på mystisk vis har fået udtrykt mis­hag ved den til­ste­de­væ­ren­de baby, eller på end­nu mere finur­lig maner har været uføl­som over­for end­nu ube­frug­te­de æg. Jeg har alt­så bes­ud­let andre børn og deres for­æl­dre, ved ikke at tale begej­stret om et barn jeg ikke skal have, og des­u­den lagt mit eksi­ste­ren­de barn for had via pen­sio­ne­ret liv­mo­der?! Det er da lidt impo­ne­ren­de.

Jeg elsker min søn. Til tider hader jeg ham, men elsker ham imens. Det må jeg ger­ne. Han er van­vit­tigt irri­te­ren­de og gen­nem­ført vidun­der­lig, så føl­ge­lig føler jeg det hele. Det må jeg ger­ne. Han skal snart på ferie uden mig, og det glæ­der jeg mig helt uma­n­er­lig meget til. Det må jeg ger­ne. Det er hårdt arbej­de at være ale­ne med et barn; vi har haft meget at slås med, jeg var ufor­be­redt, og det har kostet meget på man­ge fron­ter. Bland andet der­for skal jeg ikke have fle­re. Det må jeg også godt.

Det siger under alle omstæn­dig­he­der abso­lut intet om andre men­ne­skers børn eller behov for børn, ej hel­ler om de, der kæm­per med at skul­le få dem eller und­væ­re dem pga. usam­ar­bejds­vil­li­ge æg, skils­mis­se osv. Det er hel­ler ikke på nogen måde et udtryk for mang­len­de med­fø­lel­se for dem. Det siger KUN noget om mig, og det er nu engang sådan, at jeg ikke har behov for mere afkom. Mor er lidt gam­mel, tem­me­lig træt og lyk­ke­lig meget af tiden. Det må ræk­ke.

Man kan undre sig over at nog­le vil have ti børn eller slet ingen, men da kun for­di det er en inter­es­sant for­skel på men­ne­skers indret­ning, og for­di der ofte hører en god histo­rie med til det valg, men der­u­d­over rager det vel ikke nogen, og kan i hvert fald ikke tol­kes som en for­nær­mel­se af andre. Eller jo, det kan det åben­bart. Skal man så til at und­skyl­de? Det kom­mer ikke til at ske for mit ved­kom­men­de. Bør­ne­ha­der? Slet ikke. Fle­re børn? Ellers tak, blev der sagt!

Share: