Børnehader

Det sid­ste styk­ke tid er jeg fle­re gan­ge løbet ind i gravi­de, nybag­te for­æl­dre eller folk, der prø­ver på at få et barn. Baby­er­ne er søde, maver­ne og de håbe­ful­de lige­så. Ofte er “dikkedik”-seancen endt med spørgs­mål og hin­ts om en evt. toer i min afkoms-por­te­føl­je, og når jeg hur­tigt siger:“Ellers tak!”, bli­ver der helt stil­le, og luf­ten fyl­des af let men hånd­gri­be­lig undren. Den undren går beg­ge veje.

I de sam­ta­ler, der ofte føl­ger en sådan udmel­ding, bli­ver det så klart, at jeg på mystisk vis har fået udtrykt mis­hag ved den til­ste­de­væ­ren­de baby, eller på end­nu mere finur­lig maner har været uføl­som over­for end­nu ube­frug­te­de æg. Jeg har alt­så bes­ud­let andre børn og deres for­æl­dre, ved ikke at tale begej­stret om et barn jeg ikke skal have, og des­u­den lagt mit eksi­ste­ren­de barn for had via pen­sio­ne­ret liv­mo­der?! Det er da lidt impo­ne­ren­de.

Jeg elsker min søn. Til tider hader jeg ham, men elsker ham imens. Det må jeg ger­ne. Han er van­vit­tigt irri­te­ren­de og gen­nem­ført vidun­der­lig, så føl­ge­lig føler jeg det hele. Det må jeg ger­ne. Han skal snart på ferie uden mig, og det glæ­der jeg mig helt uma­n­er­lig meget til. Det må jeg ger­ne. Det er hårdt arbej­de at være ale­ne med et barn; vi har haft meget at slås med, jeg var ufor­be­redt, og det har kostet meget på man­ge fron­ter. Bland andet der­for skal jeg ikke have fle­re. Det må jeg også godt.

Det siger under alle omstæn­dig­he­der abso­lut intet om andre men­ne­skers børn eller behov for børn, ej hel­ler om de, der kæm­per med at skul­le få dem eller und­væ­re dem pga. usam­ar­bejds­vil­li­ge æg, skils­mis­se osv. Det er hel­ler ikke på nogen måde et udtryk for mang­len­de med­fø­lel­se for dem. Det siger KUN noget om mig, og det er nu engang sådan, at jeg ikke har behov for mere afkom. Mor er lidt gam­mel, tem­me­lig træt og lyk­ke­lig meget af tiden. Det må ræk­ke.

Man kan undre sig over at nog­le vil have ti børn eller slet ingen, men da kun for­di det er en inter­es­sant for­skel på men­ne­skers indret­ning, og for­di der ofte hører en god histo­rie med til det valg, men der­u­d­over rager det vel ikke nogen, og kan i hvert fald ikke tol­kes som en for­nær­mel­se af andre. Eller jo, det kan det åben­bart. Skal man så til at und­skyl­de? Det kom­mer ikke til at ske for mit ved­kom­men­de. Bør­ne­ha­der? Slet ikke. Fle­re børn? Ellers tak, blev der sagt!



12 thoughts on “Børnehader”

  • Åh, det er rat at høre at en anden kan gen­ken­de bil­le­det. Jeg har en dat­ter på 6 og skal ikek have fle­re. Det har sådan set været min hold­ning siden hun var gan­ske lil­le. Èt barn er hvad vi (ja vi er oven i købet et for­æl­dre­par) kan over­kom­me, hvis vi skal kun­ne rum­me bar­net på en rime­lig måde. Og folk spør­ger forun­dret “Hvor­når skal I have den næste”, “SKal I ikke have en mere”, “I fik måske hjælp til at få hen­de her”. Som om det kun­ne for­kla­re at vi kun har et barn. er det lige­som legalt, når nu man ikek kan af natu­rens vej. Men nej, vi fik ikke hjælp. Vi er hel­ler ikke bør­ne­ha­de­re eller for­døm­mer andre men­ne­sker, der væl­ger at få fle­re børn (eller ingen)Vi skal bare kun have et barn. Sådan!

  • Jeg har fun­det ud af at jeg kan stop­pe ALLE avis­sæl­ge­re ved at sige at jeg er ord­blind. Så siger de bare “Nå. Ok. Far­vel.”. Måske du skal fin­de en til­sva­ren­de show­stop­per? “Desvær­re, jeg er gået i cøli­bat.” er et fore­slag.

  • Det er så mærk­vær­digt, som folk føler, at kun deres valg er de ret­te, og at alle andre bør stræ­be efter det sam­me. Og at de uden blu­sel døm­mer dem, som væl­ger ander­le­des. Hold nu bare op, og respek­tér, at andre vil noget andet. Suk.

  • Jeg har ingen børn og skal nok ikke have nogen. Det er del­vis selvvalgt og det er helt som det skal være. Men det er edder­bro­de­re­mig ikke vel­set at sige “nej, vi skal ikke have nogen, for det vil vi ikke” til folk med børn. Som om deres unger ikke er dej­li­ge (for det er de), jeg skal bare ikke have nogen. Har læn­ge luret på om jeg skal lyve, og i ste­det opø­ve en kun­nen i at små­græ­de og sige “nej, desvær­re ikke. Vi har ellers prø­vet i 8 år”, for så vil­le folk måske hol­de kæft. Men jeg er ban­ge for, at det bare vil udlø­se end­nu fle­re gode råd om, hvor­dan man kan gå i behand­ling for den slags. Og at det vil stemp­le mig som en, der skal behand­les som en råd­dent æg, når der er børn i nær­he­den. For det gider jeg jo hel­ler ikke, når nu man ikke går og græ­der over det, men fak­tisk er fint til­freds.
    På man­ge måder er det som den­gang jeg var sing­le og alle andre var i par­for­hold “Hvor­dan går det på kære­ste­fron­ten” blev man ofte spurgt. Der sva­re­de jeg nog­le gan­ge “Fint. Hvor­dan går det i par­for­hol­det, får I god sex?”, men det var hel­ler ikke ski­de vel­set 😉
    Men det er inter­es­sant, at det også gæl­der for dem, der ‘kun’ har et barn. Det vid­ste jeg ikke. Og du har helt ret. For­tæl­lin­gen om “det rig­ti­ge liv” er en stærk stør­rel­se.

    • Tak for kom­men­ta­ren, og und­skyld den sene respons. Lige net­op det der med, at man så skal til at “fin­de på” noget ømtå­le­ligt at sige, så folk ikke tør næv­ne det mere, er jo også fuld­stæn­dig absurd! Er ellers ret stor fan af din “hvor­dan med sexli­vet? Får I leget nok cirkus?”-metode. 🙂

  • Du skal se, I fin­der nok ud af I slet ikke kan und­væ­re en lil­le­bror eller søster…” eller “Det siger du nu, men I bli­ver klo­ge­re” eller min abso­lut­te favo­rit “Det er da syndt for S at han skal være ene­barn. Tænk på når I engang er døde og bor­te…”
    Som om den bed­ste grund til at få barn num­mer to er, at så er ette­ren ikke ale­ne når vi engang dør. Vor Her­re beva­res!

    Jeg ser på dem jeg ken­der som har to, tre, fire og der er sgu ikke noget der river i mig. Det er fint at det vir­ker for dem, men jeg er ret sik­ker på at jeg vil­le være den mest lor­te­de mor og den mest lor­te­de kære­ste, hvis min fami­lie skul­le udvi­des med et ekstra med­lem.

  • Jeg for­står dig godt. Vores æld­ste (dreng, snart 6 år) har nog­le sær­li­ge behov (sen udvik­ling m.m.) og der er sandt for dyden rige­ligt at se til med at opfyl­de dem og støt­te ham. Han har brug for meget tid til det hele, dengsen. Er dog over­må­de glad for at vi fik en mere (lil­le­sø­ster, nu 3 år) selv­om det hele synes dob­belt så hårdt nog­le gan­ge. Med at til­go­de­se beg­ges behov. Jeg for­try­der intet men jeg for­står dig dæl­me godt alli­ge­vel! ;o)

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: