Fødselsdag.

Da jeg blev 30, tog jeg ud at spi­se med min fami­lie. Min far hav­de et flag i hån­den, så tje­ne­ren spurg­te hvem og hvor man­ge år dagen dre­je­de sig om. Jeg ind­vie­de ham i detal­jer­ne, hvor­ef­ter han så med­li­den­de på mig, og sag­de: “Av!!”. Inde­ed.

I tirs­dags blev jeg så 35. Slut med star­ten af tre­di­ver­ne, nu er jeg halvvejs til 70. Det bør man ikke dvæ­le ved, det er jo bare et tal og bla. bla bla. Jeg hav­de egent­lig hel­ler ikke dvælet som sådan, før­end i dage­ne op til, hvor det plud­se­lig begynd­te at svi­de en smu­le. “Av” run­ge­de i mit hoved, og jeg trø­ste­de mig med, at jeg sta­dig var sød og rar, at en mand til­med var enig deri, samt at min søster snart bli­ver 40, hvil­ket, trods alt, må gøre en ken­de mere nas. Det var­me­de jeg mig ved, på en sød og rar måde.

Det skul­le jo fejres, og fami­lie og ven­ner var der­for invi­te­ret af fle­re omgan­ge, så den poten­ti­el­le depres­sion kun­ne afvær­ges af godt sel­skab, men når man bor ale­ne med et barn, er det jo bare så som så med ind­le­den­de mor­gen­festi­vi­tas, så jeg vif­te­de selv med et lil­le flag, mens jr. kør­te yog­hurt i gabet. På vej til sko­le, og sær­ligt ved ankom­sten der­ov­re, annon­ce­re­de han så dagens begi­ven­hed til nogen­lun­de hvem som helst, hvil­ket han gør med stort set alt, og jeg er der­for ble­vet ønsket vir­ke­ligt aka­vet til­lyk­ke af fle­re vildt­frem­me­de børn, gård­vag­ter og for­æl­dre. Oppe i klas­sen var han ble­vet så opkørt, at lærer­ne tog trå­den op, føl­ge­lig sat­te mig for bor­den­den, pla­ce­re­de et flag for­an mig, og bad mig væl­ge tre instru­men­ter, mens bør­ne­ne hep­pe­de, og prø­ve­de at tæl­le til så højt et tal på fin­gre­ne.  Og så fik jeg ellers alt godt fra den dan­ske sangskat, sære bør­ne­ver­sio­ner af druk­vi­ser og en helt uover­sku­e­ligt stor mæng­de hur­raråb, applaus og en eskor­te ud af byg­nin­gen. Det ople­ver man ikke hver dag.

Det var vir­ke­lig en løjer­lig start på en fød­sels­dag, men jeg kan ikke sige mig fri for at have nydt den udel­te, barn­ligt begej­stre­de opmærk­som­hed. Fød­sels­da­ge er jo bare ikke sådan mere. Man skal fore­stil­le at være en slags vok­sen, tal­le­ne krad­ser sta­digt mere, og den slags fejres med god mad og rød­vin, af hvil­ke jeg er kæm­pe fan, men uden flø­de­st­rut, trut og fan­fa­rer.  Jeg kan da godt våg­ne for tid­ligt og ven­te i mave­ven­den­de spæn­ding, men resul­ta­tet er blot at ingen får mad og alle kom­mer for sent, for der er ingen pus­len og hvi­sken i køk­ke­net, og bal­lo­ner­ne er ikke pustet op. Det vir­ker alli­ge­vel lidt des­pe­rat at gøre det selv.

Det er ok. Jeg er ikke et barn læn­ge­re. Jeg er halvvejs til 70 og skal huske at boo­ke tid til det årli­ge gynæko­logtjek og beta­le sko­le­mælk via net­bank. Det er bare lidt let­te­re, hvis man en gang imel­lem skal ræve­sove og væl­ge nog­le instru­men­ter.



4 thoughts on “Fødselsdag.”

  • Hold nu kæft, jeg var meget tæt på at besvi­me af grin — til­lyk­ke din gam­le ræv. Og mud­da­man­ge tak for dine ord — de gør mig som altid dybt forel­sket i dig og de evner der!

    Nog­le gan­ge er det ikke engang nød­ven­digt at være mis­un­de­lig — jeg ser mig glæ­de­ligt slå­et! Og så med et kæm­pe smil!

  • Og lige præ­cis der­for elsker jeg at være lærer. Jeg skal hvert år væl­ge instru­men­ter og dele flø­de­bol­ler ud. Og have mas­se­vis af teg­nin­ger. Og der­u­d­over får jeg lov til at lege og fejre alle årets fester på de barn­lig­ste måder. I love it. Så får jeg lov til at være bare en lil­le bit­te smu­le barn igen.

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: