Danmark eksploderede igår, da Thomas Blachman og Jan Sonnergaard, med flakkende blikke, dissekerede kvindekroppen på DR2. Jeg så det også. Sprang med hovedet først i hypefælden, og nærlæste Twitter i en halv time, hvorefter det ligesom havde udspillet sig selv. Status på Blachmans hjemløse, skosede lem forbliver uændret, og så er den vist ikke længere. Det virkede, som det skulle. Hidse op og hidse ned, pikken op og fissen ned. Måske var det omvendt. Glimrende.

Jeg orker det næsten ikke, altså at skulle sige højt, at objektificering af kvinden er uacceptabel. Det ved vi jo godt. At manden, som uforløst stakkel, er en håbløs forenkling. Det ved vi jo godt. Man kan ikke være ligeglad, og dermed trampe afstumpet rundt på århundreders kamp, men en halv times tv-eksperiment definerer ikke en ny situation, ej heller en tabt kvindekamp. Ikke hos mig, i hvert fald. De store linjer er klare, hvis man er et nogenlunde fornuftigt menneske; lige løn, lige rettigheder er en selvfølge, og dermed er kampen ikke slut. Den skal kæmpes til alles fordel.

Som individ er det som regel i det helt små, hvor den lige vej til klart definerede kønsroller er labyrintisk på en god dag.

Den gode Maskinmester har i den forbindelse skrevet et lille indlæg, som en slags undskyldning eller forklaring på et tidligere indlæg om virkeligt sløje parallelparkeringsevner og de kønsforskelle, der kunne ligge deri. Jeg forstår fuldstændig hvad hun mener. Ikke om parkeringen, som jeg egentlig er ganske ferm til, men om den følgende, noget diffuse opfattelse af køn, særligt når det gælder egen kvindelighed. Det har længe forvirret mig.

Jeg er også en kvinde. Så langt er jeg med. Jeg fremhæver min kvindelighed, når det føles godt/rigtigt/effektivt/sjovt, og er som oftest fuldt ud bevidst om de signaler, jeg sender afsted. Det gør de fleste kvinder, og svigter ikke dermed deres medsøstre, bare fordi bryster er mere tydelige end lidt stramme skjorteærmer. Alt med måde, men se hvad jeg har! Men hvordan defineres kvindeligheden ellers, hvis ikke ofte gennem de stereotyper, som kvinder også selv dyrker, og er de så egentlige stereotyper? Jeg ANER det ikke, netop fordi jeg selv farer vild i de karaktertræk, der betegnes som feminine, men som jeg ikke besidder. De er overfladiske og generaliserende, bevares, men de lever i bedste velgående, og jeg må melde pas til de fleste. Såsom:

  • Kvinder hænger med kvinder, så de rigtig kan snakke (om de andre kvinder). Det gør jeg også, men hænger mere med mænd. Sådan har det altid været.
  • Kvinder/piger er syge med tasker og sko. Jeg har sko og tasker, men de er hverken moderigtige eller dyre. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke forstår mig på det. Også derfor er min garderobe håbløst kedsommelig og primært fra H&M.
  • Kvinder ved ikke noget om- og interesserer sig ikke for biler. Hrmpf!
  • Kvinder hækler og strikker. Ok, det gør jeg faktisk, men virkelig elendigt, og har endnu ikke kunnet producere et helt klædningsstykke, andet end huer til anatomisk udfordrede og heldigvis umælende babyer. Det hygger jeg mig så med, mens ham med uret melder pas på værktøj, men er ret ferm med en symaskine. Jeg borer huller og slår søm i.

Det er småting. Ligesom Blachmans teater; det siger intet om kvinder. Ligegyldigheder, men dog stadig der, hvor børsterne rejses hos nogle, mens det fejres som fællesskab hos andre. Jeg elsker landsholdet, synes Champions League er virkelig kedeligt. Lad være med at stikke mig en cupcake, for så får du en blodnæse, og jeg gider egentlig heller ikke tale i timevis om fødsler eller graviditet. Det har jeg prøvet, men er jo ikke just min hobby. Vi taler stadig om det, de små ting, som om det defineres af andre, uden vi selv er klar over det. Jeg er kvinde, fordi det er jeg. Hvad det betyder, må jeg for en stor del heldigvis selv melde ud, når bare jeg husker de store linjer; at kampen skal kæmpes. Den er større end os, og slaget skal også og især stå i Gudsløse afkroge vi aldrig ser. Den skal kæmpes for alle, især de usynlige, hvilket Rankenberg så umådeligt skarpt påpeger her. Hvad individet så føler, om pikken mangler tag over hovedet og brysterne mangler ord, må man sgu selv ligge og rode med.

3 comments on “Pik-tv og det løse.”

  1. Yes, helt enig, klap klap & alt det dér –

    men GENERELT & nok så alvorligt falder hele miséren svært tilbage på DR.
    Som har en k v i n d e l i g generaldirektør – Maria Nørbye Rønn; hallo, hvorfor fa´n har hun ikke lige ku´ finde veto-knappen her, via pres nedad ? Hun er vel ikke bare til pynt..
    Og hvordan fa´n har Carsten Steno, der aldrig har været en ørn til subtiliteter, fået carte blanche til at at lave peep-show i den bedste sendetid ?
    Og hvordan fa´n kan dén chauvinistiske uhyrlighed skrues ind under paraplyen ´public service´ ?
    Ikke en skid public, patetisk private.
    Neanderthal-tv for mænd i frit kursfald, that´s what it was.

    Samtidigt skraldgrinede jeg hele vejen hen til remoten: dér sad flæskede, frisørtrængende Sonnergård (som dog så l i d t utilpas ud) & denne Blackmann, der tror at decolletage gør noget for modne mænd, herregud, og blottede deres vildt ligegyldige, private pirringspræferencer – jamen, fantastisk selvudleveringsunderholdning !
    Hvem kan mon nænne at fortælle dem, at vi skriver 2013…

    • Det er jeg ikke nødvendigvis enig i. Tror ikke helt jeg har fast grund under fødderne i det spørgsmål endnu, men jeg er i tvivl om grundpræmissen, og derfor om poesien eksempelvis ville være implicit i subjektet, hvis det var Rifbjergs sofa. Tror bare generelt ikke jeg forstår det, da det kun siger noget om Blachmans egne komplekser, hvilket er svært at blive sådan rigtig beriget af at være tilskuer til.

    • Men de fik det jo, som de ville have det, altså med maksimal opmærksomhed om en imaginær problematik. Det er vel derfor Torben Steno har fået så frie tøjler; fordi de vidste hvad det ville generere.

Jeg bliver klogere af kommentarer..