Dan­mark eks­plo­de­re­de igår, da Tho­mas Bla­ch­man og Jan Son­ner­gaard, med flak­ken­de blik­ke, dis­se­ke­re­de kvin­de­krop­pen på DR2. Jeg så det også. Sprang med hove­d­et først i hype­fæl­den, og nær­læ­ste Twit­ter i en halv time, hvor­ef­ter det lige­som hav­de udspil­let sig selv. Sta­tus på Bla­ch­mans hjem­lø­se, sko­se­de lem for­bli­ver uæn­dret, og så er den vist ikke læn­ge­re. Det vir­ke­de, som det skul­le. Hid­se op og hid­se ned, pik­ken op og fis­sen ned. Måske var det omvendt. Glim­ren­de.

Jeg orker det næsten ikke, alt­så at skul­le sige højt, at objek­ti­fi­ce­ring af kvin­den er uac­cep­ta­bel. Det ved vi jo godt. At man­den, som ufor­løst stak­kel, er en håb­løs for­enkling. Det ved vi jo godt. Man kan ikke være ligeg­lad, og der­med tram­pe afstum­pet rundt på århund­re­ders kamp, men en halv times tv-eks­pe­ri­ment defi­ne­rer ikke en ny situ­a­tion, ej hel­ler en tabt kvin­de­kamp. Ikke hos mig, i hvert fald. De sto­re linjer er kla­re, hvis man er et nogen­lun­de for­nuf­tigt men­ne­ske; lige løn, lige ret­tig­he­der er en selv­føl­ge, og der­med er kam­pen ikke slut. Den skal kæm­pes til alles for­del.

Som indi­vid er det som regel i det helt små, hvor den lige vej til klart defi­ne­re­de køns­rol­ler er labyrin­tisk på en god dag.

Den gode Maskin­me­ster har i den for­bin­del­se skre­vet et lil­le ind­læg, som en slags und­skyld­ning eller for­kla­ring på et tid­li­ge­re ind­læg om vir­ke­ligt slø­je paral­lel­par­ke­rings­ev­ner og de køns­for­skel­le, der kun­ne lig­ge deri. Jeg for­står fuld­stæn­dig hvad hun mener. Ikke om par­ke­rin­gen, som jeg egent­lig er gan­ske ferm til, men om den føl­gen­de, noget dif­fu­se opfat­tel­se af køn, sær­ligt når det gæl­der egen kvin­de­lig­hed. Det har læn­ge for­vir­ret mig.

Jeg er også en kvin­de. Så langt er jeg med. Jeg frem­hæ­ver min kvin­de­lig­hed, når det føles godt/rigtigt/effektivt/sjovt, og er som oftest fuldt ud bevidst om de sig­na­ler, jeg sen­der afsted. Det gør de fle­ste kvin­der, og svig­ter ikke der­med deres med­sø­stre, bare for­di bryster er mere tyde­li­ge end lidt stram­me skjor­te­ær­mer. Alt med måde, men se hvad jeg har! Men hvor­dan defi­ne­res kvin­de­lig­he­den ellers, hvis ikke ofte gen­nem de ste­reo­ty­per, som kvin­der også selv dyr­ker, og er de så egent­li­ge ste­reo­ty­per? Jeg ANER det ikke, net­op for­di jeg selv farer vild i de karak­ter­træk, der beteg­nes som femi­ni­ne, men som jeg ikke besid­der. De er over­fla­di­ske og gene­ra­li­se­ren­de, beva­res, men de lever i bed­ste vel­gå­en­de, og jeg må mel­de pas til de fle­ste. Såsom:

  • Kvin­der hæn­ger med kvin­der, så de rig­tig kan snak­ke (om de andre kvin­der). Det gør jeg også, men hæn­ger mere med mænd. Sådan har det altid været.
  • Kvinder/piger er syge med tasker og sko. Jeg har sko og tasker, men de er hver­ken moderig­ti­ge eller dyre. Ikke for­di jeg ikke vil, men for­di jeg ikke for­står mig på det. Også der­for er min gar­dero­be håb­løst ked­som­me­lig og pri­mært fra H&M.
  • Kvin­der ved ikke noget om- og inter­es­se­rer sig ikke for biler. Hrmpf!
  • Kvin­der hæk­ler og strik­ker. Ok, det gør jeg fak­tisk, men vir­ke­lig elen­digt, og har end­nu ikke kun­net pro­du­ce­re et helt klæd­nings­styk­ke, andet end huer til ana­to­misk udfor­dre­de og hel­dig­vis umæ­len­de baby­er. Det hyg­ger jeg mig så med, mens ham med uret mel­der pas på værk­tøj, men er ret ferm med en syma­ski­ne. Jeg borer hul­ler og slår søm i.

Det er små­ting. Lige­som Bla­ch­mans tea­ter; det siger intet om kvin­der. Lige­gyl­dig­he­der, men dog sta­dig der, hvor børster­ne rej­ses hos nog­le, mens det fejres som fæl­les­skab hos andre. Jeg elsker lands­hol­det, synes Cham­pions League er vir­ke­lig kede­ligt. Lad være med at stik­ke mig en cupca­ke, for så får du en blod­næ­se, og jeg gider egent­lig hel­ler ikke tale i time­vis om føds­ler eller gravi­di­tet. Det har jeg prø­vet, men er jo ikke just min hob­by. Vi taler sta­dig om det, de små ting, som om det defi­ne­res af andre, uden vi selv er klar over det. Jeg er kvin­de, for­di det er jeg. Hvad det bety­der, må jeg for en stor del hel­dig­vis selv mel­de ud, når bare jeg husker de sto­re linjer; at kam­pen skal kæm­pes. Den er stør­re end os, og sla­get skal også og især stå i Gud­s­lø­se afkro­ge vi aldrig ser. Den skal kæm­pes for alle, især de usyn­li­ge, hvil­ket Ran­ken­berg så umå­de­ligt skar­pt påpe­ger her. Hvad indi­vi­det så føler, om pik­ken mang­ler tag over hove­d­et og bryster­ne mang­ler ord, må man sgu selv lig­ge og rode med.

Share: