Lockout-lærdom.

Her er, hvad jeg har lært under den sidste halvanden uges lockout:

  • Forli(g)sinstitutionen er en tøsedreng. Lille og vattet.
  • Min søn, og de få af hans klassekammerater, der ikke holder ferie i disse dage, har af sine lærere fået gode vaner. Han forventer, accepterer og engagerer sig i læring hver dag, selvom vi er hjemme.
  • Rigtig mange holder ferie.
  • Min søn er virkelig irriterende.
  • Jeg er virkelig uopfindsom.

Jeg er skidestolt, og mærkeligt beroliget, af, at det kan lade sig gøre at undervise hjemme. Bevares, undervisningen er noget kortere (læs: MEGET) end på den autoriserede bænk, men han sætter troligt blyant til papir, staver ord og laver regnestykker, når jeg beder ham om det. Det kan hans lærere godt være stolte af. Samtidig understreger det behovet for struktur hos børn, og nok særligt hos min slags yngel, at det gerne må ligne hverdag så meget som muligt.

Det er meget hyggeligt med hjemmeskole og mere Playstation-tid, mor, men det er altså også ret fjollet. Hvornår må jeg komme i skole?

Gid jeg kunne svare ham ordentligt. I stedet fejrer vi så hver dag, når klokken slår 12.50, at der stadig er SFO, for der kan han lege med sine kammerater, følge den sædvanlige plan og have sin elskede hverdag. Jeg er også ret stor fan af lige det koncept. Det undrer mig dog, at så mange vælger at blive helt væk. Der er sikkert en del, der har trukket en skøn uge hos mormor i Jylland, og fred være med det (og hurra for bedsteforældre), men hvad laver de andre? Guderne skal vide, at det er en lise for mig, at kunne skippe ham afsted hver eftermiddag, men det er da lige så meget for hans skyld. Jeg kan jo ikke erstatte de traditioner, der hører med, ej heller de storskrydende og ditto pruttende kammerater, han elsker så højt, og det skal jeg vel heller ikke, eller hvad?

Ligeledes giver det mening for mig, at Jr. er klar over at det er en faglig disputs. Det er en konflikt; en slags undtagelsestilstand. Ikke ferie. Der er mere kage, mindre vækkeur og lugter knap så meget af leverpostej, men så stopper ulighederne også, så vidt man nu orker det. Det gør jeg selvsagt ikke hele tiden, og gærdet er til tider rystende lavt (som i:”Ja ja, 2+2 gi’r 5, vær nu lidt stille, ik”), men vi prøver.

Empty-desk

Flere har, med rette, understreget, at der i disse dage nok går en prås op for en del forældre, i den forstand, at de både indser vigtigheden af en velfungerende folkeskole, mængden af arbejde, der ligger i at skulle stoppe læring i de små hele dagen, samt det skønne i at kunne se- og deltage i læringen på nært hold. Det hele er formentlig korrekt, og næppe nogen skidt ting at få banket ind i skallen, når man har vænnet sig til at det bare skal køre, men så er det heller ikke federe.

Jeg er ikke bygget til at opfinde den dybe læringstallerken hver eneste dag, men kan da snildt fremelske en habil Googler i poden, og er skide ferm til at printe “sjove” regneopgaver fra nettet. Ej heller kan jeg folde en sommerhat af vatrondeller eller gøre spas ud af arealer, så jeg er næppe alene om at synes, at det er ved at blive en smule træls.

Fik jeg nævnt at Jr. også er virkelig irriterende, synger Jutlandia fra klokken 7 om morgenen og taler HELE tiden?!



5 thoughts on “Lockout-lærdom.”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: