Lockout-lærdom.

Her er, hvad jeg har lært under den sid­ste halvan­den uges lock­out:

  • Forli(g)sinstitutionen er en tøsed­reng. Lil­le og vat­tet.
  • Min søn, og de få af hans klas­se­kam­me­ra­ter, der ikke hol­der ferie i dis­se dage, har af sine lære­re fået gode vaner. Han for­ven­ter, accep­te­rer og enga­ge­rer sig i læring hver dag, selv­om vi er hjem­me.
  • Rig­tig man­ge hol­der ferie.
  • Min søn er vir­ke­lig irri­te­ren­de.
  • Jeg er vir­ke­lig uop­find­som.

Jeg er ski­de­stolt, og mær­ke­ligt bero­li­get, af, at det kan lade sig gøre at under­vi­se hjem­me. Beva­res, under­vis­nin­gen er noget kor­te­re (læs: MEGET) end på den auto­ri­se­re­de bænk, men han sæt­ter tro­ligt bly­ant til papir, sta­ver ord og laver reg­ne­styk­ker, når jeg beder ham om det. Det kan hans lære­re godt være stol­te af. Sam­ti­dig under­stre­ger det beho­vet for struk­tur hos børn, og nok sær­ligt hos min slags yngel, at det ger­ne må lig­ne hver­dag så meget som muligt.

Det er meget hyg­ge­ligt med hjem­mesko­le og mere Play­sta­tion-tid, mor, men det er alt­så også ret fjol­let. Hvor­når må jeg kom­me i sko­le?

Gid jeg kun­ne sva­re ham ordent­ligt. I ste­det fejrer vi så hver dag, når klok­ken slår 12.50, at der sta­dig er SFO, for der kan han lege med sine kam­me­ra­ter, føl­ge den sæd­van­li­ge plan og have sin elske­de hver­dag. Jeg er også ret stor fan af lige det kon­cept. Det undrer mig dog, at så man­ge væl­ger at bli­ve helt væk. Der er sik­kert en del, der har truk­ket en skøn uge hos mor­mor i Jyl­land, og fred være med det (og hur­ra for bedste­for­æl­dre), men hvad laver de andre? Guder­ne skal vide, at det er en lise for mig, at kun­ne skip­pe ham afsted hver efter­mid­dag, men det er da lige så meget for hans skyld. Jeg kan jo ikke erstat­te de tra­di­tio­ner, der hører med, ej hel­ler de stor­s­kry­den­de og dit­to prut­ten­de kam­me­ra­ter, han elsker så højt, og det skal jeg vel hel­ler ikke, eller hvad?

Lige­le­des giver det mening for mig, at Jr. er klar over at det er en fag­lig dis­puts. Det er en kon­flikt; en slags und­ta­gel­ses­til­stand. Ikke ferie. Der er mere kage, min­dre væk­k­eur og lug­ter knap så meget af lever­postej, men så stop­per ulig­he­der­ne også, så vidt man nu orker det. Det gør jeg selvsagt ikke hele tiden, og gær­det er til tider rysten­de lavt (som i:“Ja ja, 2+2 gi’r 5, vær nu lidt stil­le, ik”), men vi prø­ver.

Empty-desk

Fle­re har, med ret­te, under­stre­get, at der i dis­se dage nok går en prås op for en del for­æl­dre, i den for­stand, at de både ind­ser vig­tig­he­den af en vel­fun­ge­ren­de fol­ke­sko­le, mæng­den af arbej­de, der lig­ger i at skul­le stop­pe læring i de små hele dagen, samt det skøn­ne i at kun­ne se- og del­ta­ge i lærin­gen på nært hold. Det hele er for­ment­lig kor­rekt, og næp­pe nogen skidt ting at få ban­ket ind i skal­len, når man har væn­net sig til at det bare skal køre, men så er det hel­ler ikke fede­re.

Jeg er ikke byg­get til at opfin­de den dybe lærings­tal­ler­ken hver ene­ste dag, men kan da snildt fre­mel­ske en habil Goog­ler i poden, og er ski­de ferm til at prin­te “sjove” reg­ne­op­ga­ver fra net­tet. Ej hel­ler kan jeg fol­de en som­mer­hat af vatron­del­ler eller gøre spas ud af are­a­ler, så jeg er næp­pe ale­ne om at synes, at det er ved at bli­ve en smu­le træls.

Fik jeg nævnt at Jr. også er vir­ke­lig irri­te­ren­de, syn­ger Jut­lan­dia fra klok­ken 7 om mor­ge­nen og taler HELE tiden?!



5 thoughts on “Lockout-lærdom.”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: