Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.

Det er er efter­hån­den et styk­ke tid siden, at der blev star­tet et pro­jekt, der brag­te mor­gen­fri­ske nord­mænd og kame­ra­er ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, sær­ligt for instruk­tø­ren, Erlend Eirik Mo, der har skul­let skæ­re 300 timers meget per­son­lig film ned til en ver­sion på hen­holds­vis 87 og 47 minut­ter. Nu er den her, og det er mil­dest talt lidt spæn­den­de.

Ikke så meget for­di Juni­or og hans lidet vel­o­p­lag­te mor kom­mer på lær­red og tv-skærm, men for­di der nu, med for­nuft og poesi, læg­ges i ovnen til et seri­øst opgør med ADHD-diag­no­sti­ce­ring- og behand­ling. Her er trai­le­ren:

Fil­men, der på man­dag vises ved særar­ran­ge­men­ter på lan­dets bibli­o­te­ker med efter­føl­gen­de debat, samt på TV2 den 4. juni, føl­ger et langt for­løb i min søns spe­ci­al­klas­se, hvor vi alle, ved fæl­les- og eks­per­ters hjælp, afprø­ve­de nye, alter­na­ti­ve veje og værk­tø­jer. Det kun­ne lade sig gøre, for­di vi hel­dig­vis er eni­ge om, at vores børn SKAL kun­ne fun­ge­re uden for spe­ci­al­pæ­da­go­gik­ken. De SKAL lære at sid­de nogen­lun­de stil­le, og kun­ne orga­ni­se­re en hver­dag. Der er ingen nem vej der­hen, og det kræ­ver en helt enorm ind­sats, der ikke ophæ­ver de grund­læg­gen­de besvær­lig­he­der, ej hel­ler fri­ta­ger alle for Rita­lin, men som star­ter med, at de lærer sig selv bed­re at ken­de; kom­mer på god fod med deres krin­kelkro­ge, så skur­ken kan kom­me uden­for døren en god del af tiden.

Jeg har aldrig følt mig red­det af diag­no­sen. Den er ikke et fæl­les­skab jeg føler mig let­tet af eller natur­ligt tryg i. Ej hel­ler beskyt­ter fæl­les­ska­bet mod de mis­for­stå­el­ser og træt­te blik­ke fra omver­de­nen, som de fire bog­sta­ver kon­stant affø­der. Vores liv bli­ver ikke nem­me­re, for­di en beryg­tet skurk med et alt for langt navn deler bopæl med os, og Juni­or føler ingen ro i, at det er en “til­stand”, der i og for sig er ude af hans hæn­der. Den er et adgangs­pas til spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske til­tag, som Juni­or bestemt har brug for, men tje­ner ellers ingen egent­lig funk­tion for hver­ken ham eller mig. Den er, for os, et mær­ke; en alt for stor og mørk, luk­ket kas­se til et langt fra fær­digt, lil­le­bit­te væsen. Der farer man hur­tigt vild, løber ind i væg­ge og bli­ver ikke set fra alle sider.

Det kan ikke siges ofte nok, at jeg kun taler for mig selv, og at jeg hver ene­ste dag lever i det fak­tum, at dis­sse børn har brug for hjælp, samt at den­ne hjælp nød­ven­dig­vis vari­e­rer vold­somt i karak­ter. Men jeg har også set, hvor langt man kan kom­me udenom gængse “det kan de i hvert fald ikke”-opfattelser ved omfat­ten­de ændrin­ger af pæda­go­gi­ske- og fysi­ske ram­mer. Det er det, fil­men bl.a. prø­ver at vise. Som med så meget andet, hand­ler det ikke om rig­tigt eller for­kert, men om alle gråzo­ner­ne, om at hol­de debat­ten i live, og afprø­ve nye veje. Sæt­te hæle­ne geval­digt i, når vej­en til psy­ki­a­tri­ske diag­no­ser bli­ver rysten­de kort, og mæng­den af mar­gi­na­li­se­re­de børn vok­ser med lyn­fart.

Fil­men vil med garan­ti affø­de debat og rasen, og jeg agter bestemt også at føl­ge op her, nok alle­re­de efter debat­ten i mor­gen, men jeg glæ­der mig vir­ke­lig til at tage nog­le ordent­li­ge liv­tag på min søns veg­ne, så de kan bare kom­me an. Jeg er så klar.



12 thoughts on “Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.”

  • Åhh Sofie, du ram­mer med dine ord så man­ge for­æl­dre med ADHD børn, eller i og for sig for­æl­dre til børn med alle slags psy­ki­a­tri­ske diagnoser´s, evi­ge dilem­ma, fru­stra­tio­ner og udfor­drin­ger!

    Det er på en måde en ræk­ken­de hånd til for­stå­el­se og hjælp, at påkli­stre et men­ne­ske en diag­no­se, men sam­ti­dig kan det også være en for­ban­del­se!

    I mit vir­ke som pæda­gog ople­ver jeg hvor­dan jeg selv, mine kol­le­ger, støt­te-pæda­go­ger, inklu­sions­pæ­da­go­ger, lære­re mv er til­bø­je­li­ge til at slip­pe taget så snart et barn er udredt. Eller måske sna­re­re at vi årsags-for­kla­rer ved hjælp af den bog­stavs­be­teg­nel­se bar­net nu har fået oveni sit navn. Men sam­ti­dig giver det også en for­stå­el­se af hvor­dan bar­net måske tæn­ker om ver­den, og sær­ligt hvil­ke udfor­drin­ger bar­net har i livet.

    Jeg kan dæl­me godt for­stå at I ikke fin­der det let. Det gør jeg som pro­fes­sio­nel hel­ler ikke. Jeg sav­ner langt mere uddan­nel­se omkring emnet, en stør­re soci­al­pæ­da­go­gisk til­gang til bar­net i dag­in­sti­tu­tio­nen og fol­ke­sko­len og så sav­ner jeg at der er langt fle­re der er så hud­løst ærli­ge om det, nøj­ag­tig som du er det!

    Glæ­der mig til at se fil­men, som måske kan være med til at udvi­de folks hori­sont — og som bare med trai­le­ren fik tårer­ne til at tril­le ned af mine kin­der …

    Hils Victor og sig til ham, at det godt kan være at han hader ADHD, men det vig­tig­ste er at han elsker sig selv, og elske­lig det er han jo din lil­le guld­klump!

    • Man­ge tak.
      Jeg tror net­op det med årsags­for­kla­ring, der med et hæf­tes op på en diag­no­se, er vir­ke­lig pro­ble­ma­tisk, men jo noget vi alle gør. Man må i hvert fald prø­ve at hol­de sig for øje, at de alle er van­vit­tigt for­skel­li­ge, og rea­ge­rer lige så meget på vil­kår og omgi­vel­ser, som andre børn, og ikke nød­ven­dig­vis kun er en bun­ke symp­to­mer på en ikke-pla­stisk til­stand.
      Det bli­ver spæn­den­de at se hvad fil­men kan affø­de af sam­ta­ler om det.

  • Kan du løf­te slø­ret for tids­punk­tet den 4/6 — så jeg husker at se udsen­del­sen. Reg­ler med at bli­ve lidt klo­ge­re i en for fami­li­en helt ny situ­a­tion.

  • Jeg hav­de desvær­re ikke mulig­hed for at se fil­men på bibli­o­te­ket her den 27. maj. Så jeg glæ­der mig helt vildt til at se den på TV2 og ikke mindst føl­ge den efter­føl­gen­de debat.

  • Hvor er du sej og modig! Jeg glæ­der mig meget til at se udsen­del­sen. Tak for­di du bidra­ger til at kick­star­te den­ne vig­ti­ge debat!

    • Tusin­de tak. Det har været lidt vold­somt efter­føl­gen­de, for­di der har været så man­ge mis­for­stå­el­ser og stem­plin­ger, men jeg er vir­ke­lig glad for resul­ta­tet og den debat, der for­hå­bent­lig kom­mer ud af det.

  • Hej Sofie. Vil så ger­ne se den, ved du om der er nog­le ste­der på net­tet det kan lade sig gøre? Kh, Sig­ne

  • Åh jeg vil­le så ger­ne se den, men den er ikke til at fin­de på Film­stri­ben. Der lå den måske kun for en begræn­set peri­o­de?

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: