Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.

Det er er efterhånden et stykke tid siden, at der blev startet et projekt, der bragte morgenfriske nordmænd og kameraer ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, særligt for instruktøren, Erlend Eirik Mo, der har skullet skære 300 timers meget personlig film ned til en version på henholdsvis 87 og 47 minutter. Nu er den her, og det er mildest talt lidt spændende.

Ikke så meget fordi Junior og hans lidet veloplagte mor kommer på lærred og tv-skærm, men fordi der nu, med fornuft og poesi, lægges i ovnen til et seriøst opgør med ADHD-diagnosticering- og behandling. Her er traileren:

Filmen, der på mandag vises ved særarrangementer på landets biblioteker med efterfølgende debat, samt på TV2 den 4. juni, følger et langt forløb i min søns specialklasse, hvor vi alle, ved fælles- og eksperters hjælp, afprøvede nye, alternative veje og værktøjer. Det kunne lade sig gøre, fordi vi heldigvis er enige om, at vores børn SKAL kunne fungere uden for specialpædagogikken. De SKAL lære at sidde nogenlunde stille, og kunne organisere en hverdag. Der er ingen nem vej derhen, og det kræver en helt enorm indsats, der ikke ophæver de grundlæggende besværligheder, ej heller fritager alle for Ritalin, men som starter med, at de lærer sig selv bedre at kende; kommer på god fod med deres krinkelkroge, så skurken kan komme udenfor døren en god del af tiden.

Jeg har aldrig følt mig reddet af diagnosen. Den er ikke et fællesskab jeg føler mig lettet af eller naturligt tryg i. Ej heller beskytter fællesskabet mod de misforståelser og trætte blikke fra omverdenen, som de fire bogstaver konstant afføder. Vores liv bliver ikke nemmere, fordi en berygtet skurk med et alt for langt navn deler bopæl med os, og Junior føler ingen ro i, at det er en “tilstand”, der i og for sig er ude af hans hænder. Den er et adgangspas til specialpædagogiske tiltag, som Junior bestemt har brug for, men tjener ellers ingen egentlig funktion for hverken ham eller mig. Den er, for os, et mærke; en alt for stor og mørk, lukket kasse til et langt fra færdigt, lillebitte væsen. Der farer man hurtigt vild, løber ind i vægge og bliver ikke set fra alle sider.

Det kan ikke siges ofte nok, at jeg kun taler for mig selv, og at jeg hver eneste dag lever i det faktum, at dissse børn har brug for hjælp, samt at denne hjælp nødvendigvis varierer voldsomt i karakter. Men jeg har også set, hvor langt man kan komme udenom gængse “det kan de i hvert fald ikke”-opfattelser ved omfattende ændringer af pædagogiske- og fysiske rammer. Det er det, filmen bl.a. prøver at vise. Som med så meget andet, handler det ikke om rigtigt eller forkert, men om alle gråzonerne, om at holde debatten i live, og afprøve nye veje. Sætte hælene gevaldigt i, når vejen til psykiatriske diagnoser bliver rystende kort, og mængden af marginaliserede børn vokser med lynfart.

Filmen vil med garanti afføde debat og rasen, og jeg agter bestemt også at følge op her, nok allerede efter debatten i morgen, men jeg glæder mig virkelig til at tage nogle ordentlige livtag på min søns vegne, så de kan bare komme an. Jeg er så klar.



12 thoughts on “Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.”

  • Åhh Sofie, du rammer med dine ord så mange forældre med ADHD børn, eller i og for sig forældre til børn med alle slags psykiatriske diagnoser´s, evige dilemma, frustrationer og udfordringer!

    Det er på en måde en rækkende hånd til forståelse og hjælp, at påklistre et menneske en diagnose, men samtidig kan det også være en forbandelse!

    I mit virke som pædagog oplever jeg hvordan jeg selv, mine kolleger, støtte-pædagoger, inklusionspædagoger, lærere mv er tilbøjelige til at slippe taget så snart et barn er udredt. Eller måske snarere at vi årsags-forklarer ved hjælp af den bogstavsbetegnelse barnet nu har fået oveni sit navn. Men samtidig giver det også en forståelse af hvordan barnet måske tænker om verden, og særligt hvilke udfordringer barnet har i livet.

    Jeg kan dælme godt forstå at I ikke finder det let. Det gør jeg som professionel heller ikke. Jeg savner langt mere uddannelse omkring emnet, en større socialpædagogisk tilgang til barnet i daginstitutionen og folkeskolen og så savner jeg at der er langt flere der er så hudløst ærlige om det, nøjagtig som du er det!

    Glæder mig til at se filmen, som måske kan være med til at udvide folks horisont – og som bare med traileren fik tårerne til at trille ned af mine kinder …

    Hils Victor og sig til ham, at det godt kan være at han hader ADHD, men det vigtigste er at han elsker sig selv, og elskelig det er han jo din lille guldklump!

    • Mange tak.
      Jeg tror netop det med årsagsforklaring, der med et hæftes op på en diagnose, er virkelig problematisk, men jo noget vi alle gør. Man må i hvert fald prøve at holde sig for øje, at de alle er vanvittigt forskellige, og reagerer lige så meget på vilkår og omgivelser, som andre børn, og ikke nødvendigvis kun er en bunke symptomer på en ikke-plastisk tilstand.
      Det bliver spændende at se hvad filmen kan afføde af samtaler om det.

  • Kan du løfte sløret for tidspunktet den 4/6 – så jeg husker at se udsendelsen. Regler med at blive lidt klogere i en for familien helt ny situation.

  • Jeg havde desværre ikke mulighed for at se filmen på biblioteket her den 27. maj. Så jeg glæder mig helt vildt til at se den på TV2 og ikke mindst følge den efterfølgende debat.

  • Hvor er du sej og modig! Jeg glæder mig meget til at se udsendelsen. Tak fordi du bidrager til at kickstarte denne vigtige debat!

    • Tusinde tak. Det har været lidt voldsomt efterfølgende, fordi der har været så mange misforståelser og stemplinger, men jeg er virkelig glad for resultatet og den debat, der forhåbentlig kommer ud af det.

  • Hej Sofie. Vil så gerne se den, ved du om der er nogle steder på nettet det kan lade sig gøre? Kh, Signe

  • Åh jeg ville så gerne se den, men den er ikke til at finde på Filmstriben. Der lå den måske kun for en begrænset periode?

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: