Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.

Det er er efter­hån­den et styk­ke tid siden, at der blev star­tet et pro­jekt, der brag­te mor­gen­fri­ske nord­mænd og kame­ra­er ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, sær­ligt for instruk­tø­ren, Erlend Eirik Mo, der har skul­let skæ­re 300 timers meget per­son­lig film ned til en ver­sion på hen­holds­vis 87 og 47 minut­ter. Nu er den her, og det er mil­dest talt lidt spæn­den­de.

Ikke så meget for­di Juni­or og hans lidet vel­o­p­lag­te mor kom­mer på lær­red og tv-skærm, men for­di der nu, med for­nuft og poesi, læg­ges i ovnen til et seri­øst opgør med ADHD-diag­no­sti­ce­ring- og behand­ling. Her er trai­le­ren:

Fil­men, der på man­dag vises ved særar­ran­ge­men­ter på lan­dets bibli­o­te­ker med efter­føl­gen­de debat, samt på TV2 den 4. juni, føl­ger et langt for­løb i min søns spe­ci­al­klas­se, hvor vi alle, ved fæl­les- og eks­per­ters hjælp, afprø­ve­de nye, alter­na­ti­ve veje og værk­tø­jer. Det kun­ne lade sig gøre, for­di vi hel­dig­vis er eni­ge om, at vores børn SKAL kun­ne fun­ge­re uden for spe­ci­al­pæ­da­go­gik­ken. De SKAL lære at sid­de nogen­lun­de stil­le, og kun­ne orga­ni­se­re en hver­dag. Der er ingen nem vej der­hen, og det kræ­ver en helt enorm ind­sats, der ikke ophæ­ver de grund­læg­gen­de besvær­lig­he­der, ej hel­ler fri­ta­ger alle for Rita­lin, men som star­ter med, at de lærer sig selv bed­re at ken­de; kom­mer på god fod med deres krin­kelkro­ge, så skur­ken kan kom­me uden­for døren en god del af tiden.

Jeg har aldrig følt mig red­det af diag­no­sen. Den er ikke et fæl­les­skab jeg føler mig let­tet af eller natur­ligt tryg i. Ej hel­ler beskyt­ter fæl­les­ska­bet mod de mis­for­stå­el­ser og træt­te blik­ke fra omver­de­nen, som de fire bog­sta­ver kon­stant affø­der. Vores liv bli­ver ikke nem­me­re, for­di en beryg­tet skurk med et alt for langt navn deler bopæl med os, og Juni­or føler ingen ro i, at det er en “til­stand”, der i og for sig er ude af hans hæn­der. Den er et adgangs­pas til spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske til­tag, som Juni­or bestemt har brug for, men tje­ner ellers ingen egent­lig funk­tion for hver­ken ham eller mig. Den er, for os, et mær­ke; en alt for stor og mørk, luk­ket kas­se til et langt fra fær­digt, lil­le­bit­te væsen. Der farer man hur­tigt vild, løber ind i væg­ge og bli­ver ikke set fra alle sider.

Det kan ikke siges ofte nok, at jeg kun taler for mig selv, og at jeg hver ene­ste dag lever i det fak­tum, at dis­sse børn har brug for hjælp, samt at den­ne hjælp nød­ven­dig­vis vari­e­rer vold­somt i karak­ter. Men jeg har også set, hvor langt man kan kom­me udenom gængse “det kan de i hvert fald ikke”-opfattelser ved omfat­ten­de ændrin­ger af pæda­go­gi­ske- og fysi­ske ram­mer. Det er det, fil­men bl.a. prø­ver at vise. Som med så meget andet, hand­ler det ikke om rig­tigt eller for­kert, men om alle gråzo­ner­ne, om at hol­de debat­ten i live, og afprø­ve nye veje. Sæt­te hæle­ne geval­digt i, når vej­en til psy­ki­a­tri­ske diag­no­ser bli­ver rysten­de kort, og mæng­den af mar­gi­na­li­se­re­de børn vok­ser med lyn­fart.

Fil­men vil med garan­ti affø­de debat og rasen, og jeg agter bestemt også at føl­ge op her, nok alle­re­de efter debat­ten i mor­gen, men jeg glæ­der mig vir­ke­lig til at tage nog­le ordent­li­ge liv­tag på min søns veg­ne, så de kan bare kom­me an. Jeg er så klar.

Share: