Anmeldelse: Den Sidste Dag på Jorden // Morten Leth Jacobsen

Køb bogen hos Saxo.comIsh bor på et con­tai­ner­skib i New Jer­sey Har­bor. Der har han boet rig­tig læn­ge. Rede­ri­et er gået kon­kurs, og han er der­for ansat til at vare­ta­ge den noget mono­to­ne tjans at hol­de vagt, ban­ke rust og klat­ma­le hist og her, ind­til det en dag bli­ver solgt. Ish (ja, det hed­der han, og roma­nen udspil­ler sig mesten­dels på havet..) vil meget nødigt fra bor­de, og da man som bekendt skal være var­som med sine ønsker, træf­fer stør­re kræf­ter afgø­rel­sen, via mas­siv flod­bøl­ge, og brin­ger der­med Ish og far­tøj ud på ver­dens­ha­ve­ne uden hver­ken motor­kraft eller anel­se om, hvad- og hvor meget der er sket. Man­ge måne­der, fly­den­de lig, strejf af gal­skab, resig­na­tion og tvivl­s­om kom­fort sene­re, kan han plud­se­lig gå i land et helt nyt og foru­ro­li­gen­de fre­de­ligt sted, hvor hver­ken flod­bøl­ge eller nogen egent­lig ulyk­ke ser ud til at være fore­kom­met nogen­sin­de. Måske sker det dog på et tids­punkt, men hvor­dan genop­ret­tes man så, i takt med at skul­le for­be­re­de sig på gen­ta­gel­se af ufor­skyldt kaos, og føl­ger der livs­glæ­de- eller lede med viden og frygt af den art?

Mor­ten Leth Jacob­sen har her sat ram­men for en god histo­rie, og man træk­kes hur­tigt ind i et skævt uni­vers, der både glim­rer fri­gø­ren­de og sæt­ter svæ­re kår op for sig selv ved sin man­gel på egent­lig gen­re. Det er hver­ken spæn­ding eller kome­die, fan­ta­sy eller sci-fi, men en slags tragi­ko­misk dan­nel­ses­ro­man med magisk/eventyrlige træk. Man kom­mer tæt på en mand, der alle­re­de før kata­stro­fen var selvvalgt uden­for alting. Kære­sten tal­te for meget om det der med at have et “rig­tigt” liv sam­men, og bro­de­ren har for man­ge børn, plig­ter og menin­ger til at være rig­tig godt sel­skab, så Ish befin­der sig glim­ren­de med sit enor­me skib, et par reo­ler med antik­va­rens blan­de­de klas­si­ke­re og Natio­nal Geo­grap­hic. Han er der­for frem­med på næsten alle fron­ter, da han ankom­mer til en ny del af ver­den, og selv­om præ­mis­sen der­med har gan­ske gode mulig­he­der, fin­der histo­ri­en ikke et vel­struk­tu­re­ret leje, og fam­ler der­for også i sti­gen­de grad heni­mod slut­nin­gen. Mens man langt hen ad vej­en nyder man­ge finur­li­ge sce­na­ri­er, sær­ligt ombord på ski­bet, og hoved­per­so­nens selv­ret­fær­di­ge lom­me­fi­lo­so­fi, bli­ver man til­ta­gen­de irri­te­ret over mang­len på ret­ning og egent­lig udvik­ling, da stag­na­tion i udsig­ten til under­gang kræ­ver mere af stof­fet, end der gives.

Den sid­ste dag på jor­den’ er en fin histo­rie om at være et enkelt men­ne­ske under kom­pli­ce­re­de for­hold. Om at være under påvirk­ning af både basa­le og moder­ne krav, og fin­de kær­lig­he­den der­in­de et sted, men selv­om Mor­ten Leth Jacob­sen skri­ver godt og med skævt per­spek­tiv på det ret­nings­lø­se liv på van­det, bli­ver mang­len­de kurs pro­ble­ma­tisk. Han er dog værd at hol­de øje med, samt at bli­ve kig­get lidt i bag­ka­ta­lo­get, da han fortje­ner stør­re publi­kum, end han hidtil har har kun­net hive hjem.

Du kan se min anmel­del­se af bogen i Go’morgen Dan­mark på TV2 Play her.

Jacob­sen, Mor­ten Leth (f. 1967): Dansk skøn­lit­terær for­fat­ter. Sta­tens Kunst­fonds tre­åri­ge arbejds­sti­pen­di­um 2012 — 2015. For­fat­ter til roma­ner­ne Mens Vi Ven­ter (2011), Mind­set (2010), Tor­n­mark (2009).

Udkom­met på EC Edi­tion

 



Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: