Anmeldelse: Den Flammende Verden // Siri Hustvedt

Køb bogen hos Saxo.com

Har­ry (Har­ri­et) Bur­den lever ikke mere, men er, gen­nem dag­bø­ger og inter­views med fami­lie, kri­ti­ke­re, kol­le­ger, samt et omfat­ten­de note­ap­pa­rat, for­søgt styk­ket sam­men og for­stå­et. Hun har været mere end almin­de­ligt indig­ne­ret over den køns­ba­se­re­de man­gel på opmærk­som­hed, hen­des vær­ker har fået, mens hen­des kunst­hand­ler­mand nød ram­pe­ly­set. Efter hans død er hun på sin vis star­tet for­fra med opbyg­nin­gen af sin iden­ti­tet, og har der­på sat gang i et omfat­ten­de kunst­ne­risk pro­jekt, for at trans­por­te­re hen­des vre­de ud på den anden side af lær­re­det, hvor besku­e­ren vil­le bli­ve tvun­get til at betviv­le egen per­cep­tion. Via tre vidt for­skel­li­ge mand­li­ge kunst­ne­re, der har ind­vil­get i pla­nen, har hun udstil­let sine instal­la­tio­ner til anmel­der­nes sto­re begej­string. Da sand­he­den kom­mer frem, og ikke alle histo­ri­er­ne for­lø­ber som ven­tet,  bli­ver reak­tio­nen, som man måske kun­ne for­ven­te, at vre­den ret­tes til­ba­ge mod hen­de selv, i form af tvivl og for­ar­gel­se over både pro­jek­tets natur og Bur­dens meto­der, mens kun­stens væsen atter for­mind­skes.

Når Siri Hust­vedt sæt­ter pen til papir, er det sjæl­dent for at frem­stil­le noget sim­pelt. Der er lag på lag af refe­ren­cer, filo­so­fi­ske- og lit­te­ra­tur­hi­sto­ri­ske sam­men­flet­nin­ger, og man kan let bli­ve lidt svim­mel, hvis man håber på at for­stå det hele, uden i ny og næ at sny­de sig til et lek­si­kon-kig. Det behø­ver man hel­dig­vis ikke, da en rig­tig god roman der­med, i min optik, mister noget af sin grund­læg­gen­de skøn­hed, og alt­så (i sto­re træk) bør være en god histo­rie, uaf­hæn­gigt af læse­rens abstrak­tions­ev­ner.

I ‘Den flam­men­de ver­den’, kan man både begra­ve sig i fod­no­ter­nes slet skjul­te intel­lek­tu­a­li­tet og humor, eller man kan stu­de­re dem med min­dre entu­si­as­me; histo­ri­en er sta­dig forun­der­lig, medri­ven­de og en knivskarp og humo­ri­stisk kri­tik af især køns­spørgs­må­let i kunst­kri­tik­ken, samt kunst­ne­rens væsen. Hust­vedt selv er jo hustru af nær­ved hel­gen­kå­ret for­fat­ter (Paul Auster), og fandt sine skri­ve­ben sent, men den detal­je bør man, efter min mening, ikke tær­ske lang­halm på, omend der læg­ges Auster’ske kim ud hist og her, i form af omta­le af for­fat­te­rens eget navn og vir­ke i dob­belt­ty­dig fod­no­te. Roma­nen er pri­mært et bil­le­de på en rigid og mands­do­mi­ne­ret (kunst)verden, samt et inci­te­ren­de portræt af en uud­grun­de­lig karak­ter, der aldrig har følt sig helt hjem­me i ver­den, og som der­for prø­ver at kom­me udenom folks umid­del­ba­re ind­tryk af hen­de, som et mær­ke­ligt, lidet ele­gant kvin­de­dyr, alt imens hun under­stre­ger en vig­tig poin­te; at vur­de­ring, per­cep­tion og ind­le­vel­se ofte base­res på den viden, man i for­vej­en har om kunst­ne­ren, den­nes køn og kontekst.Ikke alle dele er lige inter­es­san­te, note­delen til tider lidt over­væl­den­de og nog­le poin­ter malet med lidt vel bred pen­sel, men det sam­le­de bil­le­de er fasci­ne­ren­de, og når Hust­vedt til­med for­mer spro­get på højt niveau men med let hånd, og med vidun­der­ligt svi­den­de stikpil­ler til kri­ti­ker­ne, kan man kun bli­ve begej­stret, og måske en lil­le smu­le mis­un­de­lig på hen­des vid.

 

 

Du kan se min anmel­delse af bogen i Go’morgen Dan­mark på TV2 Play her.

 

Siri Hust­vedt (født i 1955 i Nort­h­fi­eld, Min­neso­ta). Ame­ri­kansk dig­ter, roman­for­fat­ter og essayist med nor­ske rød­der. Ph.d. fra Colum­bia Uni­ver­si­ty. Hun arbej­der i sin skøn­lit­te­ra­tur med sym­bo­lis­me og har ofte brug­te voy­e­ris­men som tema. Hun er nu bosat i Brook­lyn, New York og gift med for­fat­te­ren Paul Auster par­ret har dat­te­ren Sop­hie Auster der er san­ger og sku­e­spil­ler. Bibli­o­gra­fi: Som­me­ren uden mænd (2011) Kvin­den der ryste­de (2009) En ame­ri­ka­ners lidel­ser (2008) Myste­ri­es on the rectang­le (2005) Det jeg elske­de (2003) Yon­der (1998) Lil­ly Dahls for­tryl­lel­ser (1996) Med bind for øjne­ne (1992) Rea­ding to you (1983)

Udkom 25.4.2014 på Lind­hardt & Ring­hof



Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: