Anmeldelse: Puls // Julian Barnes

Køb hos forlaget

Man læser for få novel­ler. Jeg gør i hvert fald. Fre­kven­sen af gode novel­ler ver­sus dit­to roma­ner har været lidt lav, og så har min erfa­ring været, at det sim­pelt­hen sker for sjæl­dent, at alle histo­ri­er­ne i en sam­ling har nok at sige, nok til net­hin­den og/eller lit­terær sik­ker­hed nok til for­ma­tet. Den kur­ve fik Ida Jes­sen  eksem­pel­vis ret­tet godt og grun­digt op på sid­ste år med ‘Post­kort til Annie’, og den lader til at være støt sti­gen­de i år med hjælp fra bl.a. Juli­an Bar­nes. I hans sene­ste novel­le­sam­ling ‘Puls’, skal man ikke bekym­re sig om mang­len­de tyng­de eller gen­re­for­stå­el­se, for han kan på få linjer ram­me karak­te­rer og stem­nin­ger helt skar­pt ind, så man får en klar for­nem­mel­se af net­op puls og dyna­mik i vidt for­skel­li­ge, men­ne­ske­li­ge rela­tio­ner.

Uden at tage stil­ling eller væl­ge side, fan­ger Bar­nes tonen i kære­sters, ven­ners, enkers og lære­me­stres ind­byr­des for­hold. Om de er dre­vet af jalou­si, kær­lig kon­kur­ren­ce, tryg­hed i Baro­lo og Oba­ma mens ter­r­o­ris­men ryk­ker tæt­te­re på, eller om have­cen­tret rent fak­tisk er par­for­hol­dets sid­ste bastion, hvor magt­kam­pen udkæm­pes over et- eller fler­åri­ge væk­ster, beho­vet for såkaldt vand­kunst og et man­de­hjør­ne med god plads til steg­ning af kød. Læse­ren møder f.eks. aldren­de for­fat­ter­ve­nin­der, der næres ved et tryg­heds- og art­s­fæl­les­skab, mens de prø­ver at vir­ke afkla­re­de over lidt vel fri­gjor­te adgangs­for­hold til hin­an­dens ægte­mænd 30 år tid­li­ge­re, og van­dre­fik­se­ret ung mand, der oven­på et knust hjer­te prø­ver at genop­ret­te det tab­te for­hold, ved at char­me­re ny kvin­de med sin tem­me­lig insi­ste­ren­de viden om Gore­tex og for­nuf­tigt fodtøj. I fire spred­te novel­ler sam­les nog­le ven­ne­par hos Phil og Joan­na, der er ind­be­gre­bet af den super­bri­ti­ske pen­dant til Poli­ti­ken Plus seg­men­tet. Velud­dan­ne­de og drik­fæl­di­ge på den ordent­li­ge uni­ver­si­tets­må­de, sam­les de om sta­dig mere vidun­der­lig lam­me­køl­le, mens de med vari­e­ret sprog og man­gel på takt taler med- og for­bi hin­an­den, og pil­ler alt fra appels­in­mar­me­la­dens væsen til testi­kelkræft fra hin­an­den, hvor­ef­ter alle går lidt for­vir­re­de og gla­de hjem. Det er vir­ke­lig god og intel­li­gent under­hold­ning.

Histo­ri­er­ne er man­ge og fra vidt for­skel­li­ge lag, men har alle et solidt greb om de ner­ver og vaner, der for­mer sorg, kær­lig­hed, angst og hver­dag. Noget er mor­somt og let spy­digt, mens andet er helt stil­le, og ofte ufor­løst, men præ­cist.

Novel­ler kan det sær­li­ge, at de, lige­som da man var barn, for­tæl­ler en hel og ful­dendt histo­rie på kort tid, så man kan luk­ke øjne­ne med den for­tæt­te­de stem­ning lige under huden, hvor den kan bli­ve til fle­re bil­le­der og histo­ri­er. Hvis man alt­så ikke pla­ger om at høre een mere, hvil­ket man hur­tigt kom­mer til her.

 

 

Juli­an Patri­ck Bar­nes (født 19. janu­ar 1946). Bri­tisk for­fat­ter. Nomi­ne­ret tre gan­ge for Boo­k­er­pri­sen, vandt pri­sen i 2011 med bogen ‘Når noget slut­ter’. På dansk bl.a. Flau­berts pape­gø­je (1987), En ver­dens­hi­sto­rie i 10½ kapi­tel (1990), En tre­kants­hi­sto­rie (1992), Kær­lig­hed etc. (2001) Art­hur & Geor­ge (2008), Ikke noget at være ban­ge for (2009) og Som jeg ser det (2011). Han har skre­vet fle­re kri­mi­nal­ro­ma­ner under pseu­do­ny­met “Dan Kava­nagh”.

Er udkom­met på for­la­get Tider­ne Skif­ter.

 

Jeg anmel­der bogen i Go’morgen Dan­mark søn­dag den 11. maj 2014.



Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: