Anmeldelse: Jeg vil ikke tage det flot // Anne Bredahl

Jegvilikketagedetflot

En helt ærlig guidebog til den sygdomsramtes perspektiv. Fordi det ellers er skidesvært at regne ud.

 

 

Jeg har efterhånden skrevet på den her blog i nogle år, og det har ikke altsammen været lige muntert. Det var sådan set det, der var pointen, så mit hoved ikke eksploderede af mugne ord og dårlig samvittighed. Over ikke at være glad hele tiden, over ikke altid at nyde min søns eksistens fra morgen til aften, samt over ikke at fejre, at den der transplantation, der venter derude et sted, ikke skulle være lige nu. Det har jeg brugt denne platform til, og folk har taget godt imod det. Anne Bredahl har gjort det samme, og mange af os kender hende derfor bedre som Anne O’manne, fra bloggen af samme navn, hvor hun er kommet helt ind under huden på een, med sin hjerteskærende, tåkrummende og absurd tragikomiske vej gennem sklerose, diagnose og hverdag. Banden, svovlen, berettiget klynk. Jeg har været- og er ret stor fan.

Så i dag er en stor dag, for der udkommer hendes passende betegnede “erfaringsbog” , ‘Jeg vil ikke tage det flot‘, der i kort og ærlig dagbogsform tager læseren gennem symptomer, dødsangst, mindreværd og styrke. Vel at mærke den slags styrke, der ikke er et emblem, påduttet af andre, som en taknemmelig og lidt ængstelig markering af, at man ikke græder hele tiden, og ødelægger den gode stemning med sit uløselige halløj, men i stedet en sporadisk forekommende optimisme og “rend mig!”-vrede, der kan omsættes til ord og selvopholdelsesdrift, til fabuleren og muligheder. Langt fra hele tiden, men nok.

Det, der rammer een hårdest, når man æder bogen på en eftermiddag, er den enkle og præcise fremstilling af kompleksiteten i sygdom. Hvordan man trænger til omsorg, men hader afhængigheden, helst vil være ærlig, men også gerne slippe for at være “den syge”. At man er vred og fortørnet, men hundeangst for at det skifter ham og bliver til bitterhed, mens man ikke ser det. Modsætningerne er mange, og følelserne nogenlunde lige så fluktuerende som symptomerne, men Anne Bredahl har valgt en så kompakt form, at man ikke når at “mættes”, men blot at føle med- og for hende, mens man lærer noget om en nærmest ubærlig uretfærdighed, der alligevel lader plads til ny kærlighed, branderter og produktivitet (for nu at bruge et virkelig skønt ord, som alle sygemeldte jo bare ikke kan få nok af).

Jeg dumper hårdt til eksamen i sygdomshåndtering, hvilket er sært, for jeg kender egentlig godt facit. At tage det flot handler om at sige ting som “sygdommen styrer ikke mit liv”, men det handler mest om slet ikke at sige noget. “Hun beklager sig aldrig. Det er så flot.”

Klynk er kun egentlig klynk, hvis den ikke er berettiget, men som voksne, tænkende væsner, må det være lige så godt, at man ikke altid vil være tapper, men i stedet stå ved at man er pissesur og arrig over at være den, der er blevet ramt. Samtidig, og der er jeg helt med, får Anne understreget den universelle sandhed, at en stor del af processen er, at acceptere at ingen nogensinde vil kunne forstå helt hvordan man har det, og at der deri ligger en særegen ensomhed, der ikke er betinget af kærligheden fra ens omgivelser. En ensomhed, der til tider er konge, og nogle gange et usynligt spøgelse, men et grundvilkår. ‘Jeg vil ikke tage det flot’ handler om det evigt urimelige i at skulle være et menneske udadtil, der skal forholde sig til- og modellere sig efter verden, mens man indadtil er i komplet vildrede og ansigt til ansigt med at være blevet forrådt af egen krop. Om latterlige læger, dårlige venner, skønne veninder, børn og mænd (sidstnævnte i een af de fineste kærlighedserklæringer, jeg længe har læst). Om de umulige krav man derfor stiller til sig selv og andre, og at det af samme grund altid vil blive noget virkelig klodset rod i starten. At starten ikke er to måneder, men flere år, hvor meget få ting giver mening, og man måske ikke er den sjoveste sild i bøtten. At man håber folk kan huske den sjove sild.

Formen er, som sagt, helt korte dagbogsudsnit, og bliver dermed en lang liste af gode huskeregler, fordi sygdom er et minefelt. Lad være med at antage noget, spørg i stedet. Diagnoser ankommer i pakker foret med skam, utryghed, modvilje og resignation, logik følger sjældent med. Man bliver berørt, informeret og egentlig underholdt, når Anne Bredahl lukker een ind, hvilket også er grunden til at jeg altid har læst hendes blog, og jeg er virkelig lettet og glad på hendes vegne, over at det fungerer så godt i bogform.

5 Stars


1 thought on “Anmeldelse: Jeg vil ikke tage det flot // Anne Bredahl”

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: