Gaming gør glad og gråhåret.

Jeg har været lidt væk. Har ikke haft så meget at sige, men det måt­te jo gå over på et tids­punkt, så nu er jeg her igen.

Juni­or er ble­vet en del stør­re, hver­da­gen noget andet, og udfor­drin­ger­ne ikke min­dre kom­pli­ce­re­de men ander­le­des.

Nu går han i klub og på net­ca­fe, og bevæ­ger sig kun sjæl­dent ud fra sit værel­se. En kom­bi­na­tion af alder og en sta­digt sti­gen­de inter­es­se for at lade sig opslu­ge af com­pu­te­ren; den altid tænd­te, alter­lig­nen­de søj­le af lys. Ido­ler­ne er ikke musi­ke­re, men nær­ved almin­de­li­ge men­ne­sker på Youtu­be, der er gode til at strea­me eller spil­le. Det hand­ler om gam­ing. Meget om gam­ing! Det er på man­ge måder et absurd uni­vers, men bare sådan det er. I den for­bin­del­se var vi til et for­æl­drear­ran­ge­ment med en fored­rags­hol­der fra Ung­doms­rin­gen, der skul­le oply­se os gam­le røv­hul­ler om gam­ing­kul­tu­rens væsen, for­de­le og udfor­drin­ger. Det var inter­es­sant og nød­ven­digt, men bely­ste især en bekym­ring blandt for­æl­dre­ne, der var værd at bide mær­ke i, og som lader til at duk­ke op i man­ge sam­men­hæn­ge: Det tager over i vores hver­dag.

Det behø­ver det ikke. Eller ret­te­re, det kom­mer det til, men vi er sta­dig deres for­æl­dre, så det må vi jo gøre noget ved.

I sto­re træk gik oplæg­get ud på, at vi som for­æl­dre står over for en ny til­stand, hvor soci­alt samvær, sam­ar­bejd­s­ev­ner og iden­ti­tet træ­nes og for­mes i spil, der for de voks­ne kan vir­ke som det mod­sat­te, hvor­med der let dan­nes en tem­me­lig uhel­dig kløft mel­lem barn og vok­sen. Vej­en ud af den situ­a­tion bør fin­des ved at aner­ken­de spil­le­nes akti­ver, der pri­mært er båret af det fak­tum, at de spil­ler med andre, som del af et hold, hvor den enkel­tes rol­le og adfærd afgør udvik­lin­gen og frem- eller under­gan­gen for dem alle. Det er en vig­tig poin­te, som vi ikke må miste af syne. Så skal det bare også fun­ge­re i en fami­lie, og her lader det til at give anled­ning til meget knas, som jeg også selv gen­ken­der.

Bekym­rin­gen går oftest på vol­de­ligt ind­hold, hvor opslugt bør­ne­ne bli­ver, hvor meget tid det slu­ger, og hvor svæ­re de er at rive væk fra skær­men. Det er ikke små­ting, men hel­ler ikke nød­ven­dig­vis en virus, der skal bekæm­pes. Det stil­ler bare stør­re krav til os, som for­æl­dre. Det kræ­ver del­ta­gel­se, ind­le­vel­se, research og reg­ler, at få til at fun­ge­re, men sådan er det der for­æl­dres­navs jo skru­et sam­men, også når ansva­ret er lidt over­væl­den­de og når det er ski­de irri­te­ren­de.

Beva­res, jeg får da også lyst til at ruske bar­net geval­digt og spar­ke ham ud på en fod­bold­ba­ne, men må også erken­de at jeg selv vil­le gøre det sam­me, og sid­de helt tap­pet for D-vita­min, hvis Play­Sta­tion var kom­met ti år før. Det vil­le have været skidt og aso­ci­alt, for jeg vil­le have gjort det ale­ne. Jeg hav­de i ste­det en kort flirt med spring­gym­na­stik og der­ef­ter et par år som eli­te-inde­brændt. Jeg var ikke til sport, og kan ikke med god samvit­tig­hed påstå at alle børn nutil­dags så bør være det. Spil kan meget mere nu, og er ikke en inde­luk­ket, iso­le­ren­de akti­vi­tet. Og nej, det er ikke LEGO…tough shit!

 

gaming

 

For Juni­or har com­pu­te­ren også bety­det, at han har kun­net over­vin­de nog­le soci­a­le bar­ri­e­rer, og nu har et leven­de soci­al­liv med en fast grup­pe ven­ner, der ven­ter på Sky­pe, når han kom­mer hjem
fra sko­le. Fak­tum er, at der for bar­net er utro­lig man­ge aspek­ter og dimen­sio­ner i f.eks. League of Legends, mest af alt det soci­a­le, hvil­ket bety­der at spil­let og ven­ner­ne går vide­re med det, når man ven­der det ryg­gen, mens det meste lege­tøj ikke for­an­dres af fra­vær. Der­for er der også en rime­lig­hed i at sæt­te sig ind i den rea­li­tet, og leve med, at der måske skal lidt var­sel til, før man skal noget andet. Det bety­der der­med ikke, at fami­li­en skal ind­ret­tes efter det spil­leg­la­de barns reg­ler, men at mod­stand er for­ven­te­lig, når man fjer­ner noget, de går op i. Ansva­ret er de voks­nes, og børn skal sove, når de skal sove, sluk­ke til den aftal­te tid, hol­de pau­ser, lave noget andet og i det hele taget del­ta­ge, men det kræ­ver kla­re reg­ler, samt at man rent fak­tisk påta­ger sig det ansvar, og lever med at ungen er sur i star­ten. Det er der jo ikke nogen, der dør af, ej hel­ler de voks­ne, hvis reg­ler­ne tager lidt tid at imple­men­te­re, og man end­da må give sig på nog­le punk­ter. Juni­or synes også tit, at jeg er en idi­ot, men han er ikke i tvivl om, hvem der bestem­mer og hvor­for. Jeg bestem­mer for at pas­se på ham, også når det er surt.

Selv­føl­ge­lig er det ikke let, og man dra­ger hur­tigt for­ha­ste­de kon­klu­sio­ner om udfal­det, men jeg tror man skal være var­som med at dyk­ke for langt ned i for­dom­me­ne om gam­ing, og huske på at vi er de gam­le og for­stok­ke­de, der har behø­rig ret og pligt til kri­tik, men lige så meget til åben­hed og accept.

De bli­ver udsat for det alle ste­der, og nog­le ste­der over­hol­des de anbe­fa­le­de alders­græn­ser ikke, men sådan er det jo også med film og musik, hvor vi som for­æl­dre må bedøm­me, hvad der er ok. Hvis ungen så ikke kan være med til alt i klub­ben, for­di man ikke er tryg ved ind­hol­det, er det også ok. Bar­net bli­ver mop­set. Vide­re. Jeg har altid været ret streng med alders­græn­ser på film, og det har da været lidt besvær­ligt, men Juni­or har affun­det sig med det, og fået lov til noget andet. Jo ældre han bli­ver, jo løse­re bli­ver det, og det er fint. Man kan hel­ler ikke bede alle und­la­de suk­ker, for­di man selv synes det er djæv­len, men leve med de beslut­nin­ger man træf­fer om opdra­gel­se, og hånd­hæ­ve dem med rime­lig­hed. Når selv­til­li­den svig­ter, må man fake lidt. Nog­le gan­ge meget.

Jeg tror i hvert fald ikke vi kom­mer nogen veg­ne, ved at give omgi­vel­ser­ne skyl­den. Vi har alle været omgi­vet af vir­ke­lig åndet popkul­tur, samt for­ry­gen­de oplys­ning, rebel­ler, bøl­le­frø, alko­hol og nas, og haft for­æl­dre med angst i øjne­ne, uden at det nød­ven­dig­vis er gået helt for­fær­de­ligt. Det gæl­der også nu, og det er tiden og ind­sat­sen værd, at give unger­ne lidt cre­dit, lære lidt og så sæt­te nog­le græn­ser, der giver mening for alle. Man må godt hade det under­vejs, og det gør vi, men det for­svin­der ikke af den grund, så vi bli­ver nødt til at stram­me lidt op.

 



2 thoughts on “Gaming gør glad og gråhåret.”

  • Super-rele­vant ind­læg! Min æld­ste er net­op ved at nær­me sig løm­melal­de­ren med hasti­ge skridt, og der bli­ver godt nok youtu­bet meget. Utro­lig meget! Og spil­let. Og vi ved hel­ler ikke helt hvor­når det er ok, og hvor­når det er for meget. Nog­le gan­ge kom­mer der jo noget godt ud af det; du næv­ner selv det med rela­tio­ner­ne der­in­de. Og så er der jo poke­mon go, som hiver dem en smu­le ud i sol­ly­set. Æld­ste Pode har til­sva­ren­de kastet sig ud i noget med nog­le tri­cks med vand­fla­sker; alt sam­men inspi­re­ret af ting på iPad’en…
    Det er det gode. Og så er der dage­ne, hvor jeg brø­ler, at om et split­se­kund, så høv­ler jeg hans elek­tro­nik ud ad vin­du­et. Det er de dår­li­ge dage..

    • Tak! De dår­li­ge dage er der rige­ligt af, også her, men jeg synes vir­ke­lig det hjæl­per at for­stå, hvad de egent­lig laver. I de soci­a­le spil, sam­men­lig­ne­de kon­su­len­ten det med at hive ungen ud midt i en fod­bold­kamp, for­di det var fami­lie­tid. Den sam­men­lig­ning giver mening for mig, og åbner også op for at sige: “Du har halvan­den time”, og så evt lige have et ur til at rin­ge et kvar­ter inden, så de kan afslut­te det ordent­ligt.
      For en stor del spej­ler de jo også voks­nes besæt­tel­se af tele­fo­nen, og det er værd at have med sig.
      Håber Æld­ste Pode bli­ver til noget stort med de der fla­sker. 😊

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: