Gaming gør glad og gråhåret.

Jeg har været lidt væk. Har ikke haft så meget at sige, men det måtte jo gå over på et tidspunkt, så nu er jeg her igen.

Junior er blevet en del større, hverdagen noget andet, og udfordringerne ikke mindre komplicerede men anderledes.

Nu går han i klub og på netcafe, og bevæger sig kun sjældent ud fra sit værelse. En kombination af alder og en stadigt stigende interesse for at lade sig opsluge af computeren; den altid tændte, alterlignende søjle af lys. Idolerne er ikke musikere, men nærved almindelige mennesker på Youtube, der er gode til at streame eller spille. Det handler om gaming. Meget om gaming! Det er på mange måder et absurd univers, men bare sådan det er. I den forbindelse var vi til et forældrearrangement med en foredragsholder fra Ungdomsringen, der skulle oplyse os gamle røvhuller om gamingkulturens væsen, fordele og udfordringer. Det var interessant og nødvendigt, men belyste især en bekymring blandt forældrene, der var værd at bide mærke i, og som lader til at dukke op i mange sammenhænge: Det tager over i vores hverdag.

Det behøver det ikke. Eller rettere, det kommer det til, men vi er stadig deres forældre, så det må vi jo gøre noget ved.

I store træk gik oplægget ud på, at vi som forældre står over for en ny tilstand, hvor socialt samvær, samarbejdsevner og identitet trænes og formes i spil, der for de voksne kan virke som det modsatte, hvormed der let dannes en temmelig uheldig kløft mellem barn og voksen. Vejen ud af den situation bør findes ved at anerkende spillenes aktiver, der primært er båret af det faktum, at de spiller med andre, som del af et hold, hvor den enkeltes rolle og adfærd afgør udviklingen og frem- eller undergangen for dem alle. Det er en vigtig pointe, som vi ikke må miste af syne. Så skal det bare også fungere i en familie, og her lader det til at give anledning til meget knas, som jeg også selv genkender.

Bekymringen går oftest på voldeligt indhold, hvor opslugt børnene bliver, hvor meget tid det sluger, og hvor svære de er at rive væk fra skærmen. Det er ikke småting, men heller ikke nødvendigvis en virus, der skal bekæmpes. Det stiller bare større krav til os, som forældre. Det kræver deltagelse, indlevelse, research og regler, at få til at fungere, men sådan er det der forældresnavs jo skruet sammen, også når ansvaret er lidt overvældende og når det er skide irriterende.

Bevares, jeg får da også lyst til at ruske barnet gevaldigt og sparke ham ud på en fodboldbane, men må også erkende at jeg selv ville gøre det samme, og sidde helt tappet for D-vitamin, hvis PlayStation var kommet ti år før. Det ville have været skidt og asocialt, for jeg ville have gjort det alene. Jeg havde i stedet en kort flirt med springgymnastik og derefter et par år som elite-indebrændt. Jeg var ikke til sport, og kan ikke med god samvittighed påstå at alle børn nutildags så bør være det. Spil kan meget mere nu, og er ikke en indelukket, isolerende aktivitet. Og nej, det er ikke LEGO…tough shit!

 

gaming

 

For Junior har computeren også betydet, at han har kunnet overvinde nogle sociale barrierer, og nu har et levende socialliv med en fast gruppe venner, der venter på Skype, når han kommer hjem
fra skole. Faktum er, at der for barnet er utrolig mange aspekter og dimensioner i f.eks. League of Legends, mest af alt det sociale, hvilket betyder at spillet og vennerne går videre med det, når man vender det ryggen, mens det meste legetøj ikke forandres af fravær. Derfor er der også en rimelighed i at sætte sig ind i den realitet, og leve med, at der måske skal lidt varsel til, før man skal noget andet. Det betyder dermed ikke, at familien skal indrettes efter det spilleglade barns regler, men at modstand er forventelig, når man fjerner noget, de går op i. Ansvaret er de voksnes, og børn skal sove, når de skal sove, slukke til den aftalte tid, holde pauser, lave noget andet og i det hele taget deltage, men det kræver klare regler, samt at man rent faktisk påtager sig det ansvar, og lever med at ungen er sur i starten. Det er der jo ikke nogen, der dør af, ej heller de voksne, hvis reglerne tager lidt tid at implementere, og man endda må give sig på nogle punkter. Junior synes også tit, at jeg er en idiot, men han er ikke i tvivl om, hvem der bestemmer og hvorfor. Jeg bestemmer for at passe på ham, også når det er surt.

Selvfølgelig er det ikke let, og man drager hurtigt forhastede konklusioner om udfaldet, men jeg tror man skal være varsom med at dykke for langt ned i fordommene om gaming, og huske på at vi er de gamle og forstokkede, der har behørig ret og pligt til kritik, men lige så meget til åbenhed og accept.

De bliver udsat for det alle steder, og nogle steder overholdes de anbefalede aldersgrænser ikke, men sådan er det jo også med film og musik, hvor vi som forældre må bedømme, hvad der er ok. Hvis ungen så ikke kan være med til alt i klubben, fordi man ikke er tryg ved indholdet, er det også ok. Barnet bliver mopset. Videre. Jeg har altid været ret streng med aldersgrænser på film, og det har da været lidt besværligt, men Junior har affundet sig med det, og fået lov til noget andet. Jo ældre han bliver, jo løsere bliver det, og det er fint. Man kan heller ikke bede alle undlade sukker, fordi man selv synes det er djævlen, men leve med de beslutninger man træffer om opdragelse, og håndhæve dem med rimelighed. Når selvtilliden svigter, må man fake lidt. Nogle gange meget.

Jeg tror i hvert fald ikke vi kommer nogen vegne, ved at give omgivelserne skylden. Vi har alle været omgivet af virkelig åndet popkultur, samt forrygende oplysning, rebeller, bøllefrø, alkohol og nas, og haft forældre med angst i øjnene, uden at det nødvendigvis er gået helt forfærdeligt. Det gælder også nu, og det er tiden og indsatsen værd, at give ungerne lidt credit, lære lidt og så sætte nogle grænser, der giver mening for alle. Man må godt hade det undervejs, og det gør vi, men det forsvinder ikke af den grund, så vi bliver nødt til at stramme lidt op.

 



2 thoughts on “Gaming gør glad og gråhåret.”

  • Super-relevant indlæg! Min ældste er netop ved at nærme sig lømmelalderen med hastige skridt, og der bliver godt nok youtubet meget. Utrolig meget! Og spillet. Og vi ved heller ikke helt hvornår det er ok, og hvornår det er for meget. Nogle gange kommer der jo noget godt ud af det; du nævner selv det med relationerne derinde. Og så er der jo pokemon go, som hiver dem en smule ud i sollyset. Ældste Pode har tilsvarende kastet sig ud i noget med nogle tricks med vandflasker; alt sammen inspireret af ting på iPad’en…
    Det er det gode. Og så er der dagene, hvor jeg brøler, at om et splitsekund, så høvler jeg hans elektronik ud ad vinduet. Det er de dårlige dage..

    • Tak! De dårlige dage er der rigeligt af, også her, men jeg synes virkelig det hjælper at forstå, hvad de egentlig laver. I de sociale spil, sammenlignede konsulenten det med at hive ungen ud midt i en fodboldkamp, fordi det var familietid. Den sammenligning giver mening for mig, og åbner også op for at sige: “Du har halvanden time”, og så evt lige have et ur til at ringe et kvarter inden, så de kan afslutte det ordentligt.
      For en stor del spejler de jo også voksnes besættelse af telefonen, og det er værd at have med sig.
      Håber Ældste Pode bliver til noget stort med de der flasker. 😊

Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: