Spirende teenager

Spirende teenager

For et par uger siden blev Junior 13. Det er altså alvor. Jeg forstår ikke helt, hvordan vi kom (levende) til det punkt, men her er vi altså, med en teenager i huset. Han er selv ret så imponeret, som havde han arbejdet sig frem på sine grædende knæ til denne hædersbevisning, og dagen derfor var andet og mere end blot en fødselsdag.

Der mangler dog lidt modenhed, førend vi står ved “husk nu kondomer”-afgrunden, men den totale centrering om egen akse, samt nærdødsoplevelser affødt af venlige henstillinger vedrørende opvasken, er flyttet ind for noget tid siden. De fleste anmodninger mødes ikke just med glæde, men med oprigtig frustration over min manglende forståelse for hans kamp. Jeg er IKKE fan!

Jeg finder mig derfor bestemt heller ikke i det hele, men må alligvel indse noget, der giver grobund for lidt længere snor og god mine til slet spil/vejrtrækningsøvelser/alkohol.

Faktum er, at en stor del af den nuværende situation, udover de så småt boblende hormoner, der gør ham knap så deltagende derhjemme er resultatet af en omgangskreds, der kræver hans opmærksomhed. Der bliver jeg nødt til at stoppe op, for “bare” det at have en omgangskreds har taget seks års skolegang. Seks år! Bevares, han har haft legeaftaler og den slags, men de fleste har givet både blidt og voldsomt slip, mens Junior hagede sig fast til den mindste snip, der måtte hænge tilbage. Det har sjældent givet pote, og han har givet op. Mange gange.

Men nu er der sket det, de fleste tager for givet i folkeskolen. Han har fået venner. Jævnaldrende, jævnbyrdige væsner, der beder om hans selskab, udbeder sig hans mening om ting, fortæller ham hemmeligheder. De siger fra når han er en abe, og han gør det samme med dem. En reel udveksling og spejling, som former alle mennesker, og hvis mangel har ladet ham og mig græde sig i søvn meget oftere end jeg kan tælle.

Han træder stadig gevaldigt i spinaten, og går i ny og næ lidt for tæt på, men hele pointen ved jævnbyrdigheden er heldigvis, at det ikke betyder enden på alt, men blot at der fra deres side må tales med lidt større bogstaver. Det kan han faktisk også godt klare. Nogle gange må han sætte foden ned, og bede de andre opføre sig ordentligt. Stadig en skrøbelig konstellation, men dog et regelmæssigt samspil, hvor opstået kritik tages alvorligt af alle parter, mens ros på ingen måde er en sjældenhed. Et gavmildt forum, meget af tiden.

De er en lille flok. De er oftest er sammen over nettet, hvor de mest komplicerede non-verbale vejbump ikke eksisterer, og hvor han bliver budt velkommen med glæde, og selvom han derfor råber de mest absurd irriterende ting fra sit værelse hele tiden, må jeg alligevel knibe mig selv i armen, og sande at det er et mirakel. Det er lige netop det mirakel, der giver ham en chance for at udvikle sig og forme en identitet, der testes på daglig basis blandt ligesindede. Kanterne kan- og skal ikke kun slibes af moraliserende (og ellers ungdommelige) forældre, men af de umiddelbare reaktioner, hans handlinger afføder blandt jævnaldrende han stoler på. Dem har han fået nu. Det har han faktisk.

Man tænker måske ikke over det, hvor afgørende det er, men vi ved det. Vi ved især hvad manglen på relationer har af konsekvenser. Junior ved det. Han ved at ensomhed gør fysisk ondt, at de velmenende voksne ikke nødvendigvis kan hjælpe, samt at man hverken kan ønske eller smile det væk. Derfor kommer han stadig ud fra sit værelse med et lidt overrasket smil, og siger “De blev glade for at jeg var med”.

Det er ikke småting.

 



Jeg bliver klogere af kommentarer..


%d bloggers like this: