Der er efter­hån­den gået nog­le år med at tæn­ke på et liv på lan­det. Der er også gået nog­le år med at tæn­ke, at det var for stort et skridt. År, der bare gik og gik med ube­slut­som­hed, mang­len­de mulig­he­der og over­vej­el­ser, der blev sta­digt svæ­re­re at sor­te­re i pri­o­ri­te­ret ræk­ke­føl­ge. For hvad med bar­net, bedste­for­æl­dre­ne, job­mu­lig­he­der­ne og de gode restau­ran­ter, ej at forg­lem­me metro­en, når man har druk­ket eller bare lige vil se til byen?

Sær­ligt det før­ste, alt­så bar­net, har fyldt meget, for der er jo en reel risi­ko for, at han kom­mer til at beta­le for de voks­nes drøm­me. Beva­res, det er et grund­vil­kår, som alle børn, der tvangs­fodres med qui­noa, fol­ke­mø­der og træle­ge­tøj, døjer med, men langt væk fra byen er man afhæn­gig af vel­vil­li­ge omgi­vel­ser på et helt andet plan, og det har været en lang­truk­ken indre kon­flikt at beslut­te, hvor­når man som vok­sen må væl­ge fra og til på alles veg­ne. Nu lever Jr. jo så i hip­steræra­en, hvor vi alle plud­se­lig vil være selv­for­sy­nen­de, når bare der er wifi, og det er bare ikke gra­tis, men kom­mer med hæn­ge­kø­je, bræn­de­ovn og for­ment­lig noget knal­lertbå­ret kri­mi­na­li­tet.

Det gik nem­lig sådan, at både job og bolig blev til­gæn­ge­lig lige plud­se­lig, i det områ­de, vi helst vil flyt­te til, hvor også søster og som­mer­hus hører til. Tviv­len fik tæsk af en sni­gen­de for­nem­mel­se af, at hvis man ikke tager den ene, åben­ly­se chan­ce, der bli­ver råbt ind i ansig­tet på een, vil man nok ikke afsted i vir­ke­lig­he­den, eller er bare så for­kælet og cur­ling-ramt, at alt bli­ver pro­ble­ma­tisk. De man­ge år ale­ne med en tem­me­lig kri­se­ramt Jr., inden vi blev tre, har nok gjort det end­nu svæ­re­re at se læn­ge­re end næste uge, og tur­de drøm­me lidt stør­re, men pro­ces­sen er ble­vet gjort lidt let­te­re af en kære­ste, der, i skæ­ren­de kon­trast til mine mest basa­le instink­ter, er uku­e­lig opti­mist, samt det fak­tum, at vi ikke flyt­ter til ukendt ter­ri­to­rie, hvor dia­lekt og egns­spe­ci­fik­ke reg­ler for sovs er et kom­plet myste­rie, men til en del af lan­det, der føles hjem­lig for os alle.

Så ja, vi ski­der højt og flot på

indi­vi­det og mang­len på ordent­lig take-away,

og kaster os ud i det som fami­lie, først og frem­mest.

Så må vi skif­tes til at gri­be den, der kom­mer for tæt på

klin­te­kan­ten. Det her bli­ver vores nye hjem på Møn om en uges tid.

Det skal nok bli­ve inter­es­sant…

Share: