Det er i mor­gen. Vi flyt­ter sim­pelt­hen i mor­gen. Det siger min tele­fon. Min hjer­ne døjer med helt at erken­de det fak­tum, da vi jo ikke bare flyt­ter til en stør­re lej­lig­hed i den anden ende af byen, men til sep­tik­tank, hæk­ke­klip­ning og muse­fæl­der. På en ø! Sådan een med vand omkring, han­dels­stands­for­e­nin­ger og til­flyt­nings­kon­su­len­ter, der opfor­drer til mere for­e­nings­liv og ja-hat. Man skal lige huske at træk­ke vej­ret.

Min gene­rel­le begej­string over pro­jek­tet har bevæ­get sig ind i en mere vægels­in­det til­stand, hvor det hele vir­ker som en lidt fjol­let plan, nogen andre må være kom­met på. Kære­ste er alle­re­de begyndt sit job på Hof­f­manns i Ste­ge, så jeg har været græ­sen­ke og pak­nings­ansvar­lig i et styk­ke tid, og omfan­get af beslut­nin­gen over­væl­der mig sim­pelt­hen, når jeg sid­der her omgi­vet af kas­ser, poser og arméer af åben­lyst fjendt­li­ge nul­ler­mænd, mens jeg lug­ter af godt gæret ham­ster­bur og har svært ved at se, hvor­dan det hele skal lyk­kes.

 

  • Kan vi både få flyt­tet alle ejen­de­le, pak­ket dem ud igen og bli­ve gla­de der til sidst, uden at slå hin­an­den ihjel?
  • Hvor­dan i alver­den kan et enkelt hjem, en ret lil­le tre­væ­rel­ses, bli­ve til så afsky­e­ligt man­ge kas­ser? Man tror hele tiden, at man har købt nok. Det har man ikke!
  • Hvor­for kom­mer der ikke nogen og gør det?
  • Man bur­de få en slags til­skud fra til­flyt­ter­kom­mu­nen for den men­tale spa­gat, det kræ­ver at orga­ni­se­re sit liv, så det pas­ser i en flyt­te­vogn. Det føles som amme­hjer­ne. Jeg kan intet huske, intet fin­de og abso­lut intet over­skue. Jeg er vir­ke­lig dår­lig til at flyt­te!
  • Hvad siger det om mig/os, at vi, ud af ca 80 kas­ser, har 30 med køk­ken­ting og 10 med garn? Nok mest at vi bør bo langt ude på lan­det.
  • Kom­mer der ikke snart en vok­sen? (Med pizza)

Share: