Ankommet

Vi er ankom­met på lan­det! Det er jo fak­tisk to uger siden, men det har været en rela­tivt hek­tisk og let­te­re sur­re­a­li­stisk ople­vel­se, så jeg opda­ge­de ikke, at uger­ne bare gik.

Sel­ve flyt­te­da­gen var en slags opvis­ning af Murp­hy’s Lovs man­ge inter­es­san­te ansig­ter, så man ikke kun­ne gå hen og bli­ve alt for selv­fed. Flyt­te­mæn­de­ne kom halvan­den time for sent, ele­va­to­ren gik i styk­ker, da før­ste læs blev sat i den (resul­tat: 80 kas­ser og møb­ler fra 3. sal, ned af trap­pen..), flyt­te­bi­len var for lil­le osv osv. Alle vores ting ankom dog ved 21-tiden, hvor pizza og enor­me mæng­der kaf­fe drev os til at slæ­be stør­ste­delen indenfor.

Nu er det så sådan, hvil­ket jeg ikke lii­i­ge hav­de taget med i mine over­vej­el­ser, at vi er flyt­tet fra en bylej­lig­hed til et hus fra 1800-tal­let, hvor den mest afgø­ren­de for­skel mel­lem de to er, at man i land­hu­set kan nå lof­tet. Det kun­ne stør­ste­delen af vores reo­ler der­for også, og lidt til.. Der­til er døre og gan­ge smal­le, så vi måt­te den aften se os slå­et i møbel-tetris, og lade en hel del stå på gårds­plad­sen. Det fak­tum, at vi har en gårds­plads (med plads til gan­ske meget ind­bo), var jo bare hel­digt, men resul­te­re­de i nog­le dage, hvor jeg kun kun­ne tæn­ke på Juno, og ønske­de jeg hav­de en pibe og et ryatæppe.

Hoved­sa­gen er, at vi er ankom­met, og vi bli­ver her. Om ikke andet, så for ikke at skul­le flyt­te mere. Nogen­sin­de! Her er dej­ligt. Helt igen­nem dej­ligt, stort og luf­tigt, og så snart jeg ikke læn­ge­re har det som om, jeg er på ferie men har glemt at sæt­te en retur­da­to, fal­der det nok lidt mere til ro. Ind­til da, har jeg erfa­ret følgende:

• Vores reo­ler bli­ver ikke kor­te­re af at stå ude, så det må jeg nok løse en dag, før roma-sti­len bli­ver en per­ma­nent tilstand.
• Byhund, der i for­vej­en er meget beskyt­ten­de over­for sær­ligt mig, ser uind­bud­ne gæster og optræk til bal­la­de alle veg­ne og har sene­st beslut­tet, at sær­ligt sol­cel­lelan­ter­ner i haven, der uden blu­sel tæn­der af sig selv i tide og uti­de, som var der ingen reg­ler i ver­den, udgør en alvor­lig trus­sel for alles sik­ker­hed og der­for bør afret­tes med rige­lig gøen. Pinds­vin og post­bu­de lige­så. Sidst­nævn­te har god­bid­der i lom­men, hvil­ket ger­ne afbø­der krisen.
• Jeg har ten­dens til at miste mit cool i sel­skab med man­ge natsværmere.
• Stor­s­kralds­dag er en høj­tid af en art.
• Min begræn­se­de for­mue bli­ver lang­somt men sik­kert for­møblet i XL Byg.

Jeg må hel­le­re pak­ke noget mere ud.