Forfatter: Sofie Davidsen-Bille

Spirende teenager

Spirende teenager

For et par uger siden blev Junior 13. Det er altså alvor. Jeg forstår ikke helt, hvordan vi kom (levende) til det punkt, men her er vi altså, med en teenager i huset. Han er selv ret så imponeret, som havde han arbejdet sig frem på sine grædende knæ til denne hædersbevisning, og dagen derfor var andet og mere end blot en fødselsdag. Læs hele indlægget

Fem ting jeg sikkert stadig kan nå.

For tre år siden skrev jeg en liste over ting, jeg, efter alle eksterne indflydelser at dømme, burde have styr på. Det var selvsagt et meget lille udsnit af en liste, der ikke endnu ikke har givet udtryk for at have en egentlig ende. Det lød sådan her:

Jeg burde helt sikkert:

  • Slæbe Jr. med i skoven eller andet naturtro etablissement hver eneste weekend. Bare gå og gå, have ægte, vel nærmest autentiske, oplevelser, styrke en-til-en-relationen i den livgivende friske luft. Fornyet energi er hvad det giver.
  • Melde mig til en friskfyrsagtig smeltedigel af en sportsgren, hvor man aldrig keder sig, men får variation i hverdagen, når man rækker opad, løfter en til formålet specialdesignet pose, lader som om man slår og får danset en dans. Dem er der mange af, og de giver i hvert fald fornyet energi. Når man er færdig med at kaste op. Opkast er del af processen.
  • Spare op. Det kan lade sig gøre for alle, og man lægger faktisk slet ikke mærke til det, når først man er kommet rigtigt i gang. Penge er rare at have, særligt på dage med regn.
  • Bage mere “velkommen hjem fra skole, jeg har simpelthen savnet dig fra det sekund du gik”-kage. Propfuld af sukker og kærlighed i forklæde. Der kan man også få sig en god snak, af den rigtige slags, med ærlige beretninger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spisesituationen er der virkelig gods i.
  • Være mere positiv. Ja-hatten passer alle, kommer i mange modeller og har god komfort. Negativitet er sådan en træls størrelse.

Her burde jeg så have en opløftende beretning om de pragtfulde fremskridt, som livet og den medfølgende visdom har hjulpet mig med at opnå. Det er vel sådan det bør gå, ik? Læs hele indlægget

Gaming gør glad og gråhåret.

Jeg har været lidt væk. Har ikke haft så meget at sige, men det måtte jo gå over på et tidspunkt, så nu er jeg her igen.

Junior er blevet en del større, hverdagen noget andet, og udfordringerne ikke mindre komplicerede men anderledes.

Nu går han i klub og på netcafe, og bevæger sig kun sjældent ud fra sit værelse. En kombination af alder og en stadigt stigende interesse for at lade sig opsluge af computeren; den altid tændte, alterlignende søjle af lys. Idolerne er ikke musikere, men nærved almindelige mennesker på Youtube, der er gode til at streame eller spille. Det handler om gaming. Meget om gaming! Det er på mange måder et absurd univers, men bare sådan det er. I den forbindelse var vi til et forældrearrangement med en foredragsholder fra Ungdomsringen, der skulle oplyse os gamle røvhuller om gamingkulturens væsen, fordele og udfordringer. Det var interessant og nødvendigt, men belyste især en bekymring blandt forældrene, der var værd at bide mærke i, og som lader til at dukke op i mange sammenhænge: Det tager over i vores hverdag. Læs hele indlægget

Anmeldelse: Jeg vil ikke tage det flot // Anne Bredahl

Jegvilikketagedetflot

En helt ærlig guidebog til den sygdomsramtes perspektiv. Fordi det ellers er skidesvært at regne ud.

Jeg har efterhånden skrevet på den her blog i nogle år, og det har ikke altsammen været lige muntert. Det var sådan set det, der var pointen, så mit hoved ikke eksploderede af mugne ord og dårlig samvittighed. Over ikke at være glad hele tiden, over ikke altid at nyde min søns eksistens fra morgen til aften, samt over ikke at fejre, at den der transplantation, der venter derude et sted, ikke skulle være lige nu. Det har jeg brugt denne platform til, og folk har taget godt imod det. Anne Bredahl har gjort det samme, og mange af os kender hende derfor bedre som Anne O’manne, fra bloggen af samme navn, hvor hun er kommet helt ind under huden på een, med sin hjerteskærende, tåkrummende og absurd tragikomiske vej gennem sklerose, diagnose og hverdag. Banden, svovlen, berettiget klynk. Jeg har været- og er ret stor fan. Læs hele indlægget

Anmeldelse: Puls // Julian Barnes

Køb hos forlaget

Man læser for få noveller. Jeg gør i hvert fald. Frekvensen af gode noveller versus ditto romaner har været lidt lav, og så har min erfaring været, at det simpelthen sker for sjældent, at alle historierne i en samling har nok at sige, nok til nethinden og/eller litterær sikkerhed nok til formatet. Den kurve fik Ida Jessen  eksempelvis rettet godt og grundigt op på sidste år med ‘Postkort til Annie’, og den lader til at være støt stigende i år med hjælp fra bl.a. Julian Barnes. I hans seneste novellesamling ‘Puls’, skal man ikke bekymre sig om manglende tyngde eller genreforståelse, for han kan på få linjer ramme karakterer og stemninger helt skarpt ind, så man får en klar fornemmelse af netop puls og dynamik i vidt forskellige, menneskelige relationer. Læs hele indlægget

Anmeldelse: Den Flammende Verden // Siri Hustvedt

Køb bogen hos Saxo.com

Harry (Harriet) Burden lever ikke mere, men er, gennem dagbøger og interviews med familie, kritikere, kolleger, samt et omfattende noteapparat, forsøgt stykket sammen og forstået. Hun har været mere end almindeligt indigneret over den kønsbaserede mangel på opmærksomhed, hendes værker har fået, mens hendes kunsthandlermand nød rampelyset. Efter hans død er hun på sin vis startet forfra med opbygningen af sin identitet, og har derpå sat gang i et omfattende kunstnerisk projekt, for at transportere hendes vrede ud på den anden side af lærredet, hvor beskueren ville blive tvunget til at betvivle egen perception. Via tre vidt forskellige mandlige kunstnere, der har indvilget i planen, har hun udstillet sine installationer til anmeldernes store begejstring. Da sandheden kommer frem, og ikke alle historierne forløber som ventet,  bliver reaktionen, som man måske kunne forvente, at vreden rettes tilbage mod hende selv, i form af tvivl og forargelse over både projektets natur og Burdens metoder, mens kunstens væsen atter formindskes. Læs hele indlægget

Anmeldelse: Den Sidste Dag på Jorden // Morten Leth Jacobsen

Køb bogen hos Saxo.comIsh bor på et containerskib i New Jersey Harbor. Der har han boet rigtig længe. Rederiet er gået konkurs, og han er derfor ansat til at varetage den noget monotone tjans at holde vagt, banke rust og klatmale hist og her, indtil det en dag bliver solgt. Ish (ja, det hedder han, og romanen udspiller sig mestendels på havet..) vil meget nødigt fra borde, og da man som bekendt skal være varsom med sine ønsker, træffer større kræfter afgørelsen, via massiv flodbølge, og bringer dermed Ish og fartøj ud på verdenshavene uden hverken motorkraft eller anelse om, hvad- og hvor meget der er sket. Mange måneder, flydende lig, strejf af galskab, resignation og tvivlsom komfort senere, kan han pludselig gå i land et helt nyt og foruroligende fredeligt sted, hvor hverken flodbølge eller nogen egentlig ulykke ser ud til at være forekommet nogensinde. Måske sker det dog på et tidspunkt, men hvordan genoprettes man så, i takt med at skulle forberede sig på gentagelse af uforskyldt kaos, og følger der livsglæde- eller lede med viden og frygt af den art? Læs hele indlægget


%d bloggers like this: