Forfatter: Sofie Davidsen-Bille

Spirende teenager

Spirende teenager

For et par uger siden blev Juni­or 13. Det er alt­så alvor. Jeg for­står ikke helt, hvor­dan vi kom (leven­de) til det punkt, men her er vi alt­så, med en tee­na­ger i huset. Han er selv ret så impo­ne­ret, som hav­de han arbej­det sig frem på sine græ­den­de knæ til den­ne hæders­be­vis­ning, og dagen der­for var andet og mere end blot en fød­sels­dag. Læs hele ind­læg­get

Fem ting jeg sikkert stadig kan nå.

For tre år siden skrev jeg en liste over ting, jeg, efter alle ekster­ne ind­fly­del­ser at døm­me, bur­de have styr på. Det var selvsagt et meget lil­le udsnit af en liste, der ikke end­nu ikke har givet udtryk for at have en egent­lig ende. Det lød sådan her:

Jeg bur­de helt sik­kert:

  • Slæ­be Jr. med i sko­ven eller andet natur­tro etablis­se­ment hver ene­ste wee­kend. Bare gå og gå, have ægte, vel nær­mest auten­ti­ske, ople­vel­ser, styr­ke en-til-en-rela­tio­nen i den liv­gi­ven­de fri­ske luft. For­ny­et ener­gi er hvad det giver.
  • Mel­de mig til en frisk­fyr­s­ag­tig smel­te­di­gel af en sports­gren, hvor man aldrig keder sig, men får vari­a­tion i hver­da­gen, når man ræk­ker opad, løf­ter en til for­må­let spe­ci­al­de­sig­net pose, lader som om man slår og får dan­set en dans. Dem er der man­ge af, og de giver i hvert fald for­ny­et ener­gi. Når man er fær­dig med at kaste op. Opkast er del af pro­ces­sen.
  • Spa­re op. Det kan lade sig gøre for alle, og man læg­ger fak­tisk slet ikke mær­ke til det, når først man er kom­met rig­tigt i gang. Pen­ge er rare at have, sær­ligt på dage med regn.
  • Bage mere “vel­kom­men hjem fra sko­le, jeg har sim­pelt­hen sav­net dig fra det sekund du gik”-kage. Pro­p­fuld af suk­ker og kær­lig­hed i for­klæ­de. Der kan man også få sig en god snak, af den rig­ti­ge slags, med ærli­ge beret­nin­ger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spi­se­si­tu­a­tio­nen er der vir­ke­lig gods i.
  • Være mere posi­tiv. Ja-hat­ten pas­ser alle, kom­mer i man­ge model­ler og har god kom­fort. Nega­ti­vi­tet er sådan en træls stør­rel­se.

Her bur­de jeg så have en opløf­ten­de beret­ning om de pragt­ful­de frem­skridt, som livet og den med­føl­gen­de vis­dom har hjul­pet mig med at opnå. Det er vel sådan det bør gå, ik? Læs hele ind­læg­get

Gaming gør glad og gråhåret.

Jeg har været lidt væk. Har ikke haft så meget at sige, men det måt­te jo gå over på et tids­punkt, så nu er jeg her igen.

Juni­or er ble­vet en del stør­re, hver­da­gen noget andet, og udfor­drin­ger­ne ikke min­dre kom­pli­ce­re­de men ander­le­des.

Nu går han i klub og på net­ca­fe, og bevæ­ger sig kun sjæl­dent ud fra sit værel­se. En kom­bi­na­tion af alder og en sta­digt sti­gen­de inter­es­se for at lade sig opslu­ge af com­pu­te­ren; den altid tænd­te, alter­lig­nen­de søj­le af lys. Ido­ler­ne er ikke musi­ke­re, men nær­ved almin­de­li­ge men­ne­sker på Youtu­be, der er gode til at strea­me eller spil­le. Det hand­ler om gam­ing. Meget om gam­ing! Det er på man­ge måder et absurd uni­vers, men bare sådan det er. I den for­bin­del­se var vi til et for­æl­drear­ran­ge­ment med en fored­rags­hol­der fra Ung­doms­rin­gen, der skul­le oply­se os gam­le røv­hul­ler om gam­ing­kul­tu­rens væsen, for­de­le og udfor­drin­ger. Det var inter­es­sant og nød­ven­digt, men bely­ste især en bekym­ring blandt for­æl­dre­ne, der var værd at bide mær­ke i, og som lader til at duk­ke op i man­ge sam­men­hæn­ge: Det tager over i vores hver­dag. Læs hele ind­læg­get

Anmeldelse: Jeg vil ikke tage det flot // Anne Bredahl

Jegvilikketagedetflot

En helt ærlig guidebog til den sygdomsramtes perspektiv. Fordi det ellers er skidesvært at regne ud.

Jeg har efter­hån­den skre­vet på den her blog i nog­le år, og det har ikke alt­sam­men været lige mun­tert. Det var sådan set det, der var poin­ten, så mit hoved ikke eks­plo­de­re­de af mug­ne ord og dår­lig samvit­tig­hed. Over ikke at være glad hele tiden, over ikke altid at nyde min søns eksi­stens fra mor­gen til aften, samt over ikke at fejre, at den der trans­plan­ta­tion, der ven­ter der­u­de et sted, ikke skul­le være lige nu. Det har jeg brugt den­ne plat­form til, og folk har taget godt imod det. Anne Bre­da­hl har gjort det sam­me, og man­ge af os ken­der hen­de der­for bed­re som Anne O’manne, fra blog­gen af sam­me navn, hvor hun er kom­met helt ind under huden på een, med sin hjer­teskæ­ren­de, tåkrum­men­de og absurd tragi­ko­mi­ske vej gen­nem sklero­se, diag­no­se og hver­dag. Ban­den, svov­len, beret­ti­get klynk. Jeg har været- og er ret stor fan. Læs hele ind­læg­get

Anmeldelse: Puls // Julian Barnes

Køb hos forlaget

Man læser for få novel­ler. Jeg gør i hvert fald. Fre­kven­sen af gode novel­ler ver­sus dit­to roma­ner har været lidt lav, og så har min erfa­ring været, at det sim­pelt­hen sker for sjæl­dent, at alle histo­ri­er­ne i en sam­ling har nok at sige, nok til net­hin­den og/eller lit­terær sik­ker­hed nok til for­ma­tet. Den kur­ve fik Ida Jes­sen  eksem­pel­vis ret­tet godt og grun­digt op på sid­ste år med ‘Post­kort til Annie’, og den lader til at være støt sti­gen­de i år med hjælp fra bl.a. Juli­an Bar­nes. I hans sene­ste novel­le­sam­ling ‘Puls’, skal man ikke bekym­re sig om mang­len­de tyng­de eller gen­re­for­stå­el­se, for han kan på få linjer ram­me karak­te­rer og stem­nin­ger helt skar­pt ind, så man får en klar for­nem­mel­se af net­op puls og dyna­mik i vidt for­skel­li­ge, men­ne­ske­li­ge rela­tio­ner. Læs hele ind­læg­get

Anmeldelse: Den Flammende Verden // Siri Hustvedt

Køb bogen hos Saxo.com

Har­ry (Har­ri­et) Bur­den lever ikke mere, men er, gen­nem dag­bø­ger og inter­views med fami­lie, kri­ti­ke­re, kol­le­ger, samt et omfat­ten­de note­ap­pa­rat, for­søgt styk­ket sam­men og for­stå­et. Hun har været mere end almin­de­ligt indig­ne­ret over den køns­ba­se­re­de man­gel på opmærk­som­hed, hen­des vær­ker har fået, mens hen­des kunst­hand­ler­mand nød ram­pe­ly­set. Efter hans død er hun på sin vis star­tet for­fra med opbyg­nin­gen af sin iden­ti­tet, og har der­på sat gang i et omfat­ten­de kunst­ne­risk pro­jekt, for at trans­por­te­re hen­des vre­de ud på den anden side af lær­re­det, hvor besku­e­ren vil­le bli­ve tvun­get til at betviv­le egen per­cep­tion. Via tre vidt for­skel­li­ge mand­li­ge kunst­ne­re, der har ind­vil­get i pla­nen, har hun udstil­let sine instal­la­tio­ner til anmel­der­nes sto­re begej­string. Da sand­he­den kom­mer frem, og ikke alle histo­ri­er­ne for­lø­ber som ven­tet,  bli­ver reak­tio­nen, som man måske kun­ne for­ven­te, at vre­den ret­tes til­ba­ge mod hen­de selv, i form af tvivl og for­ar­gel­se over både pro­jek­tets natur og Bur­dens meto­der, mens kun­stens væsen atter for­mind­skes. Læs hele ind­læg­get

Anmeldelse: Den Sidste Dag på Jorden // Morten Leth Jacobsen

Køb bogen hos Saxo.comIsh bor på et con­tai­ner­skib i New Jer­sey Har­bor. Der har han boet rig­tig læn­ge. Rede­ri­et er gået kon­kurs, og han er der­for ansat til at vare­ta­ge den noget mono­to­ne tjans at hol­de vagt, ban­ke rust og klat­ma­le hist og her, ind­til det en dag bli­ver solgt. Ish (ja, det hed­der han, og roma­nen udspil­ler sig mesten­dels på havet..) vil meget nødigt fra bor­de, og da man som bekendt skal være var­som med sine ønsker, træf­fer stør­re kræf­ter afgø­rel­sen, via mas­siv flod­bøl­ge, og brin­ger der­med Ish og far­tøj ud på ver­dens­ha­ve­ne uden hver­ken motor­kraft eller anel­se om, hvad- og hvor meget der er sket. Man­ge måne­der, fly­den­de lig, strejf af gal­skab, resig­na­tion og tvivl­s­om kom­fort sene­re, kan han plud­se­lig gå i land et helt nyt og foru­ro­li­gen­de fre­de­ligt sted, hvor hver­ken flod­bøl­ge eller nogen egent­lig ulyk­ke ser ud til at være fore­kom­met nogen­sin­de. Måske sker det dog på et tids­punkt, men hvor­dan genop­ret­tes man så, i takt med at skul­le for­be­re­de sig på gen­ta­gel­se af ufor­skyldt kaos, og føl­ger der livs­glæ­de- eller lede med viden og frygt af den art? Læs hele ind­læg­get


%d bloggers like this: