ADHD

Spirende teenager

Spirende teenager

For et par uger siden blev Juni­or 13. Det er alt­så alvor. Jeg for­står ikke helt, hvor­dan vi kom (leven­de) til det punkt, men her er vi alt­så, med en tee­na­ger i huset. Han er selv ret så impo­ne­ret, som hav­de han arbej­det sig frem på sine græ­den­de knæ til den­ne hæders­be­vis­ning, og dagen der­for var andet og mere end blot en fød­sels­dag. Læs hele ind­læg­get

Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.

Det er er efter­hån­den et styk­ke tid siden, at der blev star­tet et pro­jekt, der brag­te mor­gen­fri­ske nord­mænd og kame­ra­er ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, sær­ligt for instruk­tø­ren, Erlend Eirik Mo, der har skul­let skæ­re 300 timers meget per­son­lig film ned til en ver­sion på hen­holds­vis 87 og 47 minut­ter. Nu er den her, og det er mil­dest talt lidt spæn­den­de. Læs hele ind­læg­get

Lockout-lærdom.

Her er, hvad jeg har lært under den sid­ste halvan­den uges lock­out:

  • Forli(g)sinstitutionen er en tøsed­reng. Lil­le og vat­tet.
  • Min søn, og de få af hans klas­se­kam­me­ra­ter, der ikke hol­der ferie i dis­se dage, har af sine lære­re fået gode vaner. Han for­ven­ter, accep­te­rer og enga­ge­rer sig i læring hver dag, selv­om vi er hjem­me.
  • Rig­tig man­ge hol­der ferie.
  • Min søn er vir­ke­lig irri­te­ren­de.
  • Jeg er vir­ke­lig uop­find­som.

Jeg er ski­de­stolt, og mær­ke­ligt bero­li­get, af, at det kan lade sig gøre at under­vi­se hjem­me. Beva­res, under­vis­nin­gen er noget kor­te­re (læs: MEGET) end på den auto­ri­se­re­de bænk, men han sæt­ter tro­ligt bly­ant til papir, sta­ver ord og laver reg­ne­styk­ker, når jeg beder ham om det. Det kan hans lære­re godt være stol­te af. Sam­ti­dig under­stre­ger det beho­vet for struk­tur hos børn, og nok sær­ligt hos min slags yngel, at det ger­ne må lig­ne hver­dag så meget som muligt. Læs hele ind­læg­get

Residerende superhelt.

Jeg har nævnt det før, at Jr. har nog­le pro­ble­mer med mob­ning. Det er en evig kil­de til bekym­ring og tri­stes­se, men vi arbej­der på at fin­de løs­nin­ger, og det går lang­somt fremad.

Han går i en spe­ci­al­klas­se (pri­mært ADHD-diag­no­ser), der kal­des A-Grup­pen, og for­le­den med­del­te en stør­re grup­pe fra “nor­mal­klas­sen”, at de ikke vil­le lege med de der A-børn. Jr. var meget påvir­ket af at være sat i bås på den måde, og har ruget en del over det siden. Læs hele ind­læg­get

Morgenhår og nordmænd.

Vi har haft besøg af et enormt kame­ra idag. Der sad en mand fast på det, og den­ne blev diri­ge­ret rundt af en lil­le, for­fær­de­ligt rar nord­mand. Det var sid­ste ud af ca. en mil­li­on lig­nen­de besøg, der som regel har fun­det sted klok­ken 6 om mor­ge­nen. 6 er IKKE min ynd­lings­tid på dagen. Jeg er ikke fuld af pep og barn­lig for­vent­ning om dagens mirak­ler, før­end man­ge kop­per kaf­fe og noget intro­vert rok­ken frem og til­ba­ge sene­re. Læs hele ind­læg­get

Mors hammer.

Jeg har neg­le­mær­ker i hånd­fla­der­ne. De har været der en times tid,og ankom i sel­skab med hjer­te­ban­ken og damp ud af ører­ne. Blev sim­pelt­hen så edder­spændt rasen­de, at jeg end­nu er ret over­ra­sket over, at ingen kom til ska­de. At ingen børn kom til ska­de, vel at mær­ke.

Kort ver­sion: min søn bli­ver mob­bet af unger­ne i går­den. Lang ver­sion: min søn er en sær sta­rut, der taler sært, siger de mest ran­dom ting på jor­den, går lidt sært efter fle­re klump­fod­s­o­pe­ra­tio­ner og har gene­rel­le besvær­lig­he­der med at aflæ­se gængse soci­a­le koder i vis­se bør­ne­grup­per. Det har i lang tid været årsag til man­ge kon­tro­ver­ser blandt især den ret sam­men­tøm­re­de og lidt hår­de dren­ge­grup­pe. Til­ba­ge til den kor­te ver­sion, for det er uvæ­ger­ligt der vi ender. Han er et nemt offer, og er selvsagt også tit ski­deir­ri­te­ren­de, men insi­ste­rer alli­ge­vel på, med velvalg­te pau­ser, at prø­ve igen og igen. Han laver en slag­plan, husker sig selv på de vig­tig­ste reg­ler blandt dren­ge og børn i det hele taget, fin­der noget sjovt, som alle kan lege med, og begi­ver sig gang på gang der­ud med håbet om almin­de­li­ge, gode lege­op­le­vel­ser. Han er lavet af et stof, jeg ofte slet ikke for­står. Han kom­mer som regel græ­den­de til­ba­ge inden­for gan­ske kort tid. Mor kæm­per lidt. Læs hele ind­læg­get


%d bloggers like this: