Andre søde mennesker

Spirende teenager

Spirende teenager

For et par uger siden blev Juni­or 13. Det er alt­så alvor. Jeg for­står ikke helt, hvor­dan vi kom (leven­de) til det punkt, men her er vi alt­så, med en tee­na­ger i huset. Han er selv ret så impo­ne­ret, som hav­de han arbej­det sig frem på sine græ­den­de knæ til den­ne hæders­be­vis­ning, og dagen der­for var andet og mere end blot en fød­sels­dag. Læs hele ind­læg­get

Anmeldelse: Jeg vil ikke tage det flot // Anne Bredahl

Jegvilikketagedetflot

En helt ærlig guidebog til den sygdomsramtes perspektiv. Fordi det ellers er skidesvært at regne ud.

Jeg har efter­hån­den skre­vet på den her blog i nog­le år, og det har ikke alt­sam­men været lige mun­tert. Det var sådan set det, der var poin­ten, så mit hoved ikke eks­plo­de­re­de af mug­ne ord og dår­lig samvit­tig­hed. Over ikke at være glad hele tiden, over ikke altid at nyde min søns eksi­stens fra mor­gen til aften, samt over ikke at fejre, at den der trans­plan­ta­tion, der ven­ter der­u­de et sted, ikke skul­le være lige nu. Det har jeg brugt den­ne plat­form til, og folk har taget godt imod det. Anne Bre­da­hl har gjort det sam­me, og man­ge af os ken­der hen­de der­for bed­re som Anne O’manne, fra blog­gen af sam­me navn, hvor hun er kom­met helt ind under huden på een, med sin hjer­teskæ­ren­de, tåkrum­men­de og absurd tragi­ko­mi­ske vej gen­nem sklero­se, diag­no­se og hver­dag. Ban­den, svov­len, beret­ti­get klynk. Jeg har været- og er ret stor fan. Læs hele ind­læg­get

Ny tid.

Der lig­ger et soven­de styk­ke mand på min sofa. Han lar­mer. Ikke lige nu, hvor han er slå­et ud af natur og rød­vin, men i sine våg­ne timer lar­mer han helt enormt. Taler højt og meget, og ger­ne i sin tele­fon på den der “Jeg ved at du er helt pjat­tet med mit synspunkt”-måden. Den art vil jeg regel­mæs­sigt ger­ne ser­ve­re en skold­hed lam­mer, men nu er jeg, med lige det her eksem­plar, sært nok, fuld­kom­men ligeg­lad. Læs hele ind­læg­get

Mig og Morten Resen. (Og buttplugs)

Da jeg for­le­den selvyn­ke­de over mas­siv kalen­der­kri­se, var et af punk­ter­ne, som jeg ikke lige kun­ne se mig selv gen­nem­fø­re bare nogen­lun­de ele­gant, en såkaldt prø­ve­film­ning i Val­by. Go’morgen Dan­mark, der har redak­tion på Nor­disk Film, hav­de fore­slå­et at jeg lige kig­ge­de for­bi, med hen­blik på en bogan­mel­dertjans. Det gjor­de jeg så. Alt­så efter at have sid­det i bilen og hyper­ven­ti­le­ret i 5–10 minut­ter. Læs hele ind­læg­get

Fedt.

Her kom­mer lige lidt opkast fra provin­sen.

Vi er på Møn, hvor idyl­len jo er tom­me­tyk det meste af tiden. Vi hyg­ger os, gør vi! Hver tirs­dag bis­ser Møn­bo­er­ne i fuld gal­op mod køb­sta­den Ste­ge, hvor græs­nings­a­rea­er­ne er pak­ket fuld af hop­pe­bor­ge, hon­ning­ud­salg, mikro­bryg­get øl og pøl­ser af hjem­me­tril­le­de øko­kø­er. Der dan­ses squa­re­dan­ce, hund­re­der af pen­sio­ni­ster skrå­ler med på Him­m­l­hund­en, og det er i det hele taget en ret så stor mund­fuld for enhver afmå­lt Køben­hav­ner. Vi kan li’ det. På den der let for­døm­men­de facon, natur­lig­vis. Læs hele ind­læg­get

De vigtige ting

Jeg var til et sel­skab. Nog­le af de bed­ste men­ne­sker jeg ken­der. God mad, alko­hol og højlyd­te ana­ly­ser af Mad Men, Bre­aking Bad og Bri­an May. De vig­ti­ge ting. Sådan en sam­ling men­ne­sker, der gør een rolig og over­gea­ret på een og sam­me tid. Det er så rart.

Jeg var den ene­ste, der hav­de barn med, ja den ene­ste, der hav­de lavet et, og det gjor­de mig mær­ke­ligt nervøs. Opfø­rer han sig nu ordent­ligt? Kan alle lide ham, og hvor meget eller lidt må han fyl­de? De vig­ti­ge ting. Jeg tog mig selv i at hol­de kon­stant øje, som var han en und­slup­pen chim­pan­se i fare­tru­en­de nær­hed af uvur­der­ligt krystal. Han gjor­de intet, der bare min­de­de om pri­mat-opfør­sel, men gebær­de­de sig, som en helt almin­de­lig syvårig, der synes voks­ne er lidt kede­li­ge, men som også er stolt af at være med. Han smag­te på det meste, fik mas­siv chi­li­over­do­sis, og bad der­på for­sig­tigt om en rug­brøds­mad. Læs hele ind­læg­get

Første date. Måske..

Jeg har mødt en anden. En anden blog­ger. Det kal­der vi os selv i blog­ger­kred­se (de fin­des) men ellers vist ikke så meget. Hun hed­der Maria, og har Maskin­rum­met, der har været på min læse­li­ste læn­ge inden jeg selv begynd­te at ævle her­in­de. Hun har sådan en stil­le, præ­cis og stem­nings­mæt­tet tone, der til­fø­rer sære­gen poesi til de bid­s­ke møg­fald, hun ofte føler trang til at udde­le. Andre gan­ge er hun bare noget så fin, som f.eks. her. Læs hele ind­læg­get