• Blog,  Det der voksen

    Ankommet

    Vi er ankom­met på lan­det! Det er jo fak­tisk to uger siden, men det har været en rela­tivt hek­tisk og let­te­re sur­re­a­li­stisk ople­vel­se, så jeg opda­ge­de ikke, at uger­ne bare gik. Sel­ve flyt­te­da­gen var en slags opvis­ning af Murp­hy’s Lovs man­ge inter­es­san­te ansig­ter, så man ikke kun­ne gå hen og bli­ve alt for selv­fed. Flyt­te­mæn­de­ne kom halvan­den time for sent, ele­va­to­ren gik i styk­ker, da før­ste læs blev sat i den (resul­tat: 80 kas­ser og møb­ler fra 3. sal, ned af trap­pen..), flyt­te­bi­len var for lil­le osv osv. Alle vores ting ankom dog ved 21-tiden, hvor pizza og enor­me mæng­der kaf­fe drev os til at slæ­be stør­ste­delen inden­for. Læs hele…

  • Blog,  Det der voksen

    Kasser

    Det er i mor­gen. Vi flyt­ter sim­pelt­hen i mor­gen. Det siger min tele­fon. Min hjer­ne døjer med helt at erken­de det fak­tum, da vi jo ikke bare flyt­ter til en stør­re lej­lig­hed i den anden ende af byen, men til sep­tik­tank, hæk­ke­klip­ning og muse­fæl­der. På en ø! Sådan een med vand omkring, han­dels­stands­for­e­nin­ger og til­flyt­nings­kon­su­len­ter, der opfor­drer til mere for­e­nings­liv og ja-hat. Man skal lige huske at træk­ke vej­ret. Læs hele ind­læg­get

  • Blog,  Det der voksen

    Farvel til byen

    Der er efter­hån­den gået nog­le år med at tæn­ke på et liv på lan­det. Der er også gået nog­le år med at tæn­ke, at det var for stort et skridt. År, der bare gik og gik med ube­slut­som­hed, mang­len­de mulig­he­der og over­vej­el­ser, der blev sta­digt svæ­re­re at sor­te­re i pri­o­ri­te­ret ræk­ke­føl­ge. For hvad med bar­net, bedste­for­æl­dre­ne, job­mu­lig­he­der­ne og de gode restau­ran­ter, ej at forg­lem­me metro­en, når man har druk­ket eller bare lige vil se til byen? Læs hele ind­læg­get

  • Blog,  Det der voksen,  En slags selvindsigt

    Fem ting jeg sikkert stadig kan nå.

    For tre år siden skrev jeg en liste over ting, jeg, efter alle ekster­ne ind­fly­del­ser at døm­me, bur­de have styr på. Det var selvsagt et meget lil­le udsnit af en liste, der ikke end­nu ikke har givet udtryk for at have en egent­lig ende. Det lød sådan her: Jeg bur­de helt sik­kert: Slæ­be Jr. med i sko­ven eller andet natur­tro etablis­se­ment hver ene­ste wee­kend. Bare gå og gå, have ægte, vel nær­mest auten­ti­ske, ople­vel­ser, styr­ke en-til-en-rela­tio­nen i den liv­gi­ven­de fri­ske luft. For­ny­et ener­gi er hvad det giver. Mel­de mig til en frisk­fyr­s­ag­tig smel­te­di­gel af en sports­gren, hvor man aldrig keder sig, men får vari­a­tion i hver­da­gen, når man ræk­ker opad,…

  • Det der voksen,  En slags selvindsigt,  Kærlighed

    Søjledrømme

    Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hove­d­et. Der duk­ke­de så man­ge ting op i kølvan­det på fil­men, der gjor­de mig så uen­de­ligt træt. Træt af mis­for­stå­el­ser, luk­ket­hed og vre­de. Så jeg tog på ferie og blæ­ste dem alle et styk­ke. Ferie viste sig også at være lidt et pro­jekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestem­mer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situ­a­tio­ner være rare hele tiden? Det bli­ver jeg nok nødt til at fin­de ud af een af dage­ne, og så siger jeg lige til. Min hjer­ne…

  • ADHD,  Det der voksen,  Junior,  Samfund

    Lockout-lærdom.

    Her er, hvad jeg har lært under den sid­ste halvan­den uges lock­out: Forli(g)sinstitutionen er en tøsed­reng. Lil­le og vat­tet. Min søn, og de få af hans klas­se­kam­me­ra­ter, der ikke hol­der ferie i dis­se dage, har af sine lære­re fået gode vaner. Han for­ven­ter, accep­te­rer og enga­ge­rer sig i læring hver dag, selv­om vi er hjem­me. Rig­tig man­ge hol­der ferie. Min søn er vir­ke­lig irri­te­ren­de. Jeg er vir­ke­lig uop­find­som. Jeg er ski­de­stolt, og mær­ke­ligt bero­li­get, af, at det kan lade sig gøre at under­vi­se hjem­me. Beva­res, under­vis­nin­gen er noget kor­te­re (læs: MEGET) end på den auto­ri­se­re­de bænk, men han sæt­ter tro­ligt bly­ant til papir, sta­ver ord og laver reg­ne­styk­ker, når jeg…

  • Det der voksen,  Ting jeg ikke forstår

    Hvis nu..

    ..jeg var sådan.. en anden slags men­ne­ske, vil­le jeg: Slæ­be Jr. med i sko­ven eller andet natur­tro etablis­se­ment hver ene­ste wee­kend. Bare gå og gå, have ægte, vel nær­mest auten­ti­ske, ople­vel­ser, styr­ke en-til-en-rela­tio­nen i den liv­gi­ven­de fri­ske luft. For­ny­et ener­gi er hvad det giver. Mel­de mig til en frisk­fyr­s­ag­tig smel­te­di­gel af en sports­gren, hvor man aldrig keder sig, men får vari­a­tion i hver­da­gen når man ræk­ker opad, løf­ter en til for­må­let spe­ci­al­de­sig­net pose, lader som om man slår og får dan­set en dans. Dem er der man­ge af, og de giver i hvert fald for­ny­et ener­gi. Når man er fær­dig med at kaste op. Opkast er del af pro­ces­sen. Spa­re…

  • Det der voksen

    Fødselsdag.

    Da jeg blev 30, tog jeg ud at spi­se med min fami­lie. Min far hav­de et flag i hån­den, så tje­ne­ren spurg­te hvem og hvor man­ge år dagen dre­je­de sig om. Jeg ind­vie­de ham i detal­jer­ne, hvor­ef­ter han så med­li­den­de på mig, og sag­de: “Av!!”. Inde­ed. I tirs­dags blev jeg så 35. Slut med star­ten af tre­di­ver­ne, nu er jeg halvvejs til 70. Det bør man ikke dvæ­le ved, det er jo bare et tal og bla. bla bla. Jeg hav­de egent­lig hel­ler ikke dvælet som sådan, før­end i dage­ne op til, hvor det plud­se­lig begynd­te at svi­de en smu­le. “Av” run­ge­de i mit hoved, og jeg trø­ste­de mig med,…