Det der voksen

Fem ting jeg sikkert stadig kan nå.

For tre år siden skrev jeg en liste over ting, jeg, efter alle ekster­ne ind­fly­del­ser at døm­me, bur­de have styr på. Det var selvsagt et meget lil­le udsnit af en liste, der ikke end­nu ikke har givet udtryk for at have en egent­lig ende. Det lød sådan her:

Jeg bur­de helt sik­kert:

  • Slæ­be Jr. med i sko­ven eller andet natur­tro etablis­se­ment hver ene­ste wee­kend. Bare gå og gå, have ægte, vel nær­mest auten­ti­ske, ople­vel­ser, styr­ke en-til-en-rela­tio­nen i den liv­gi­ven­de fri­ske luft. For­ny­et ener­gi er hvad det giver.
  • Mel­de mig til en frisk­fyr­s­ag­tig smel­te­di­gel af en sports­gren, hvor man aldrig keder sig, men får vari­a­tion i hver­da­gen, når man ræk­ker opad, løf­ter en til for­må­let spe­ci­al­de­sig­net pose, lader som om man slår og får dan­set en dans. Dem er der man­ge af, og de giver i hvert fald for­ny­et ener­gi. Når man er fær­dig med at kaste op. Opkast er del af pro­ces­sen.
  • Spa­re op. Det kan lade sig gøre for alle, og man læg­ger fak­tisk slet ikke mær­ke til det, når først man er kom­met rig­tigt i gang. Pen­ge er rare at have, sær­ligt på dage med regn.
  • Bage mere “vel­kom­men hjem fra sko­le, jeg har sim­pelt­hen sav­net dig fra det sekund du gik”-kage. Pro­p­fuld af suk­ker og kær­lig­hed i for­klæ­de. Der kan man også få sig en god snak, af den rig­ti­ge slags, med ærli­ge beret­nin­ger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spi­se­si­tu­a­tio­nen er der vir­ke­lig gods i.
  • Være mere posi­tiv. Ja-hat­ten pas­ser alle, kom­mer i man­ge model­ler og har god kom­fort. Nega­ti­vi­tet er sådan en træls stør­rel­se.

Her bur­de jeg så have en opløf­ten­de beret­ning om de pragt­ful­de frem­skridt, som livet og den med­føl­gen­de vis­dom har hjul­pet mig med at opnå. Det er vel sådan det bør gå, ik? Læs hele ind­læg­get

Søjledrømme

Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hove­d­et. Der duk­ke­de så man­ge ting op i kølvan­det på fil­men, der gjor­de mig så uen­de­ligt træt. Træt af mis­for­stå­el­ser, luk­ket­hed og vre­de. Så jeg tog på ferie og blæ­ste dem alle et styk­ke. Ferie viste sig også at være lidt et pro­jekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestem­mer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situ­a­tio­ner være rare hele tiden? Det bli­ver jeg nok nødt til at fin­de ud af een af dage­ne, og så siger jeg lige til. Min hjer­ne er træt på helt nye måder. Nær­mest lyk­ke­lig det meste af tiden, men ude på vir­ke­lig dybt vand. Læs hele ind­læg­get

Lockout-lærdom.

Her er, hvad jeg har lært under den sid­ste halvan­den uges lock­out:

  • Forli(g)sinstitutionen er en tøsed­reng. Lil­le og vat­tet.
  • Min søn, og de få af hans klas­se­kam­me­ra­ter, der ikke hol­der ferie i dis­se dage, har af sine lære­re fået gode vaner. Han for­ven­ter, accep­te­rer og enga­ge­rer sig i læring hver dag, selv­om vi er hjem­me.
  • Rig­tig man­ge hol­der ferie.
  • Min søn er vir­ke­lig irri­te­ren­de.
  • Jeg er vir­ke­lig uop­find­som.

Jeg er ski­de­stolt, og mær­ke­ligt bero­li­get, af, at det kan lade sig gøre at under­vi­se hjem­me. Beva­res, under­vis­nin­gen er noget kor­te­re (læs: MEGET) end på den auto­ri­se­re­de bænk, men han sæt­ter tro­ligt bly­ant til papir, sta­ver ord og laver reg­ne­styk­ker, når jeg beder ham om det. Det kan hans lære­re godt være stol­te af. Sam­ti­dig under­stre­ger det beho­vet for struk­tur hos børn, og nok sær­ligt hos min slags yngel, at det ger­ne må lig­ne hver­dag så meget som muligt. Læs hele ind­læg­get

Hvis nu..

..jeg var sådan.. en anden slags men­ne­ske, vil­le jeg:

  • Slæ­be Jr. med i sko­ven eller andet natur­tro etablis­se­ment hver ene­ste wee­kend. Bare gå og gå, have ægte, vel nær­mest auten­ti­ske, ople­vel­ser, styr­ke en-til-en-rela­tio­nen i den liv­gi­ven­de fri­ske luft. For­ny­et ener­gi er hvad det giver.
  • Mel­de mig til en frisk­fyr­s­ag­tig smel­te­di­gel af en sports­gren, hvor man aldrig keder sig, men får vari­a­tion i hver­da­gen når man ræk­ker opad, løf­ter en til for­må­let spe­ci­al­de­sig­net pose, lader som om man slår og får dan­set en dans. Dem er der man­ge af, og de giver i hvert fald for­ny­et ener­gi. Når man er fær­dig med at kaste op. Opkast er del af pro­ces­sen.
  • Spa­re op. Det kan lade sig gøre for alle, og man læg­ger fak­tisk slet ikke mær­ke til det, når først man er kom­met rig­tigt i gang. Pen­ge er rare at have, sær­ligt på dage med regn.
  • Bage mere “vel­kom­men hjem fra sko­le, jeg har sim­pelt­hen sav­net dig fra det sekund du gik”-kage. Pro­p­fuld af suk­ker og kær­lig­hed i for­klæ­de. Der kan man også få sig en god snak, af den rig­ti­ge slags, med ærli­ge beret­nin­ger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spi­se­si­tu­a­tio­nen er der vir­ke­lig gods i.
  • Være mere posi­tiv. Ja-hat­ten pas­ser alle, kom­mer i man­ge model­ler og har god kom­fort. Nega­ti­vi­tet er sådan en træls stør­rel­se.
  • Læs hele ind­læg­get

    Fødselsdag.

    Da jeg blev 30, tog jeg ud at spi­se med min fami­lie. Min far hav­de et flag i hån­den, så tje­ne­ren spurg­te hvem og hvor man­ge år dagen dre­je­de sig om. Jeg ind­vie­de ham i detal­jer­ne, hvor­ef­ter han så med­li­den­de på mig, og sag­de: “Av!!”. Inde­ed.

    I tirs­dags blev jeg så 35. Slut med star­ten af tre­di­ver­ne, nu er jeg halvvejs til 70. Det bør man ikke dvæ­le ved, det er jo bare et tal og bla. bla bla. Jeg hav­de egent­lig hel­ler ikke dvælet som sådan, før­end i dage­ne op til, hvor det plud­se­lig begynd­te at svi­de en smu­le. “Av” run­ge­de i mit hoved, og jeg trø­ste­de mig med, at jeg sta­dig var sød og rar, at en mand til­med var enig deri, samt at min søster snart bli­ver 40, hvil­ket, trods alt, må gøre en ken­de mere nas. Det var­me­de jeg mig ved, på en sød og rar måde. Læs hele ind­læg­get

    Synger sange om sodomi.

    Hjem­me hos mig lyder det sådan her for tiden:

    Alt føles som tom­gang,
    jeg ryk­ker ikke.

    Par­ke­rings­plad­sen, den er sta­dig tom.

    Så jeg hen­ter en omgang og tøm­mer fla­sken, for her på plad­sen vil jeg fal­de om.

    Eller sådan her:

    Hvis livet var en kæl­ling, gif­ted’ jeg mig med hen­de, og holdt hen­de i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hen­de. Læs hele ind­læg­get

    Ny tid.

    Der lig­ger et soven­de styk­ke mand på min sofa. Han lar­mer. Ikke lige nu, hvor han er slå­et ud af natur og rød­vin, men i sine våg­ne timer lar­mer han helt enormt. Taler højt og meget, og ger­ne i sin tele­fon på den der “Jeg ved at du er helt pjat­tet med mit synspunkt”-måden. Den art vil jeg regel­mæs­sigt ger­ne ser­ve­re en skold­hed lam­mer, men nu er jeg, med lige det her eksem­plar, sært nok, fuld­kom­men ligeg­lad. Læs hele ind­læg­get

    Mig og Morten Resen. (Og buttplugs)

    Da jeg for­le­den selvyn­ke­de over mas­siv kalen­der­kri­se, var et af punk­ter­ne, som jeg ikke lige kun­ne se mig selv gen­nem­fø­re bare nogen­lun­de ele­gant, en såkaldt prø­ve­film­ning i Val­by. Go’morgen Dan­mark, der har redak­tion på Nor­disk Film, hav­de fore­slå­et at jeg lige kig­ge­de for­bi, med hen­blik på en bogan­mel­dertjans. Det gjor­de jeg så. Alt­så efter at have sid­det i bilen og hyper­ven­ti­le­ret i 5–10 minut­ter. Læs hele ind­læg­get