Det der voksen

Mere Mayland, tak.

Min søster er gift med sin Mayland kalen­der. Det er en tyk satan, der hol­der hen­de beskæf­ti­get, om man så må sige, og jeg beun­drer hen­des evne til at få pisket hver en detal­je til ske­ma­lagt under­da­nig­hed. På magisk vis får hun huske­sed­ler, møder, arbej­de, soci­al­liv, juleøn­sker, ide­er og gode for­slag ban­ket ned på de tætskrev­ne sider, og kan der­for altid lige slå op (mens vi andre bæver i nær­he­den af den enor­me bog) og få 100 ting på plads på fem minut­ter. Jeg tæn­ker at der må føl­ge vok­sen ro med den slags over­blik. Det vil jeg også have. Læs hele ind­læg­get

Det skal jeg nå.

Fjor­ten dage i som­mer­hus. Mas­ser af sol, lidt regn og en lang liste af prak­ti­ske gris opga­ver, der nu engang føl­ger med, når huset er lavet af træ og er hund­re­de år gam­melt. Der­til en end­nu læn­ge­re men­tal liste. En indre oprems­ning af alt det, man lige kan nus­se lidt med. Vej­en til det der kva­li­tet­s­tid og den indre ro: Læs hele ind­læg­get

Fedt.

Her kom­mer lige lidt opkast fra provin­sen.

Vi er på Møn, hvor idyl­len jo er tom­me­tyk det meste af tiden. Vi hyg­ger os, gør vi! Hver tirs­dag bis­ser Møn­bo­er­ne i fuld gal­op mod køb­sta­den Ste­ge, hvor græs­nings­a­rea­er­ne er pak­ket fuld af hop­pe­bor­ge, hon­ning­ud­salg, mikro­bryg­get øl og pøl­ser af hjem­me­tril­le­de øko­kø­er. Der dan­ses squa­re­dan­ce, hund­re­der af pen­sio­ni­ster skrå­ler med på Him­m­l­hund­en, og det er i det hele taget en ret så stor mund­fuld for enhver afmå­lt Køben­hav­ner. Vi kan li’ det. På den der let for­døm­men­de facon, natur­lig­vis. Læs hele ind­læg­get

Første date. Måske..

Jeg har mødt en anden. En anden blog­ger. Det kal­der vi os selv i blog­ger­kred­se (de fin­des) men ellers vist ikke så meget. Hun hed­der Maria, og har Maskin­rum­met, der har været på min læse­li­ste læn­ge inden jeg selv begynd­te at ævle her­in­de. Hun har sådan en stil­le, præ­cis og stem­nings­mæt­tet tone, der til­fø­rer sære­gen poesi til de bid­s­ke møg­fald, hun ofte føler trang til at udde­le. Andre gan­ge er hun bare noget så fin, som f.eks. her. Læs hele ind­læg­get

Piger

Hver mor­gen, når jeg afle­ve­rer Jr. i sko­le, og slæ­ber min uop­lag­te krop op til 3. sal, går jeg for­bi en lil­le grup­pe 13–14 åri­ge mon­stre piger. De bor åben­bart på den trap­pe­af­sats, hvor­fra de har opti­malt over­blik over de hober af Jeva-lam, der myl­drer uskyl­digt op og ned. De her piger er helt almin­de­li­ge, så vidt det nu er muligt i den storm af pubesgal­skab, men i net­op den til­stand er de ful­de af hem­me­lig­he­der og for­døm­mel­se. En form for eks­klu­de­ren­de, kon­stant hvi­sken­de ophø­jet­hed, som jeg vagt husker men alli­ge­vel ikke helt for­står. Den gør mig meget utryg. Læs hele ind­læg­get

Narrefest.

Nåmen så skul­le jeg til fest. Eller det skul­le jeg egent­lig ikke, for der var slø­je udsig­ter til pas­ning af afkom­met, men jeg vil­le ger­ne. Alt­så sådan rig­tig ger­ne. Det var nem­lig sådan en rig­tig fest, hos een jeg ser alt for lidt, med voks­ne, nye men­ne­sker, fan­cy lej­lig­hed ved van­det, og ikke mindst Niko­laj Son­ne, der næp­pe vil­le vær­di­ge mig et blik, når nu jeg er sådan en sløj type, der ikke har råd til en iPad, men som jeg allig­vel vir­ke­lig ger­ne vil­le bage lidt på. Nåmen det skul­le jeg jo ikke, så hul i det. Jeg vil­le sik­kert hel­ler ikke ane hvad jeg skul­le sige, og kva­je mig gebom­mer­ligt. Hvem har også brug for den slags. Læs hele ind­læg­get

Morgenhår og nordmænd.

Vi har haft besøg af et enormt kame­ra idag. Der sad en mand fast på det, og den­ne blev diri­ge­ret rundt af en lil­le, for­fær­de­ligt rar nord­mand. Det var sid­ste ud af ca. en mil­li­on lig­nen­de besøg, der som regel har fun­det sted klok­ken 6 om mor­ge­nen. 6 er IKKE min ynd­lings­tid på dagen. Jeg er ikke fuld af pep og barn­lig for­vent­ning om dagens mirak­ler, før­end man­ge kop­per kaf­fe og noget intro­vert rok­ken frem og til­ba­ge sene­re. Læs hele ind­læg­get

At vægre sig ved afkrogsinspektøren.

Jeg tager kun tøjet af for sær­ligt udvalg­te. Når der en sjæl­den gang går en stak­kel i fæl­den, dem med gele­en på Riget  og min prak­ti­se­ren­de læge. Aldrig ellers. Aldrig, blev der sagt! Sidst­nævn­te til­sku­er er nu kom­met på måske-listen.

Min for­ri­ge læge, som jeg har haft siden jeg flyt­te­de for et par år siden, hav­de en una­tur­ligt afslap­pet til­gang til vig­tig­he­den af patient-læge for­hol­det,  og man var der­for aldrig sik­ker på, om det vil­le være ham eller een af de to andre læger fra den fæl­les prak­sis, der vil­le tage imod een. Jeg var der­for ofte tvun­get til at skul­le gen­for­tæl­le alen­lan­ge, og ofte pin­li­ge eller pine­ful­de, syg­doms­hi­sto­ri­er til en ikke sær­ligt til­ste­de­væ­ren­de ny del­ta­ger, før­end dagens under­sø­gel­se kun­ne kom­me i gang. Det blev mil­dest talt noget træt­ten­de, og jeg var som regel godt vred­la­den inden jeg over­ho­ve­det ankom til kon­sul­ta­tio­nen. Der­for skif­te­de vi læge. Jeg valg­te een, der var tæt på, hav­de rige­lig erfa­ring, men som ikke var alt for affæl­dig, og var vir­ke­lig let­tet da det var gjort. Læs hele ind­læg­get