Hjem­me hos mig lyder det sådan her for tiden:

Alt føles som tom­gang,
jeg ryk­ker ikke.

Par­ke­rings­plad­sen, den er sta­dig tom.

Så jeg hen­ter en omgang og tøm­mer fla­sken, for her på plad­sen vil jeg fal­de om.

Eller sådan her:

Hvis livet var en kæl­ling, gif­ted’ jeg mig med hen­de, og holdt hen­de i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hen­de. Læs hele ind­læg­get

Der lig­ger et soven­de styk­ke mand på min sofa. Han lar­mer. Ikke lige nu, hvor han er slå­et ud af natur og rød­vin, men i sine våg­ne timer lar­mer han helt enormt. Taler højt og meget, og ger­ne i sin tele­fon på den der “Jeg ved at du er helt pjat­tet med mit synspunkt”-måden. Den art vil jeg regel­mæs­sigt ger­ne ser­ve­re en skold­hed lam­mer, men nu er jeg, med lige det her eksem­plar, sært nok, fuld­kom­men ligeg­lad. Læs hele ind­læg­get

Da jeg for­le­den selvyn­ke­de over mas­siv kalen­der­kri­se, var et af punk­ter­ne, som jeg ikke lige kun­ne se mig selv gen­nem­fø­re bare nogen­lun­de ele­gant, en såkaldt prø­ve­film­ning i Val­by. Go’morgen Dan­mark, der har redak­tion på Nor­disk Film, hav­de fore­slå­et at jeg lige kig­ge­de for­bi, med hen­blik på en bogan­mel­dertjans. Det gjor­de jeg så. Alt­så efter at have sid­det i bilen og hyper­ven­ti­le­ret i 5–10 minut­ter. Læs hele ind­læg­get

Min søster er gift med sin Mayland kalen­der. Det er en tyk satan, der hol­der hen­de beskæf­ti­get, om man så må sige, og jeg beun­drer hen­des evne til at få pisket hver en detal­je til ske­ma­lagt under­da­nig­hed. På magisk vis får hun huske­sed­ler, møder, arbej­de, soci­al­liv, juleøn­sker, ide­er og gode for­slag ban­ket ned på de tætskrev­ne sider, og kan der­for altid lige slå op (mens vi andre bæver i nær­he­den af den enor­me bog) og få 100 ting på plads på fem minut­ter. Jeg tæn­ker at der må føl­ge vok­sen ro med den slags over­blik. Det vil jeg også have. Læs hele ind­læg­get

Fjor­ten dage i som­mer­hus. Mas­ser af sol, lidt regn og en lang liste af prak­ti­ske gris opga­ver, der nu engang føl­ger med, når huset er lavet af træ og er hund­re­de år gam­melt. Der­til en end­nu læn­ge­re men­tal liste. En indre oprems­ning af alt det, man lige kan nus­se lidt med. Vej­en til det der kva­li­tet­s­tid og den indre ro: Læs hele ind­læg­get

Her kom­mer lige lidt opkast fra provin­sen.

Vi er på Møn, hvor idyl­len jo er tom­me­tyk det meste af tiden. Vi hyg­ger os, gør vi! Hver tirs­dag bis­ser Møn­bo­er­ne i fuld gal­op mod køb­sta­den Ste­ge, hvor græs­nings­a­rea­er­ne er pak­ket fuld af hop­pe­bor­ge, hon­ning­ud­salg, mikro­bryg­get øl og pøl­ser af hjem­me­tril­le­de øko­kø­er. Der dan­ses squa­re­dan­ce, hund­re­der af pen­sio­ni­ster skrå­ler med på Him­m­l­hund­en, og det er i det hele taget en ret så stor mund­fuld for enhver afmå­lt Køben­hav­ner. Vi kan li’ det. På den der let for­døm­men­de facon, natur­lig­vis. Læs hele ind­læg­get

Jeg har mødt en anden. En anden blog­ger. Det kal­der vi os selv i blog­ger­kred­se (de fin­des) men ellers vist ikke så meget. Hun hed­der Maria, og har Maskin­rum­met, der har været på min læse­li­ste læn­ge inden jeg selv begynd­te at ævle her­in­de. Hun har sådan en stil­le, præ­cis og stem­nings­mæt­tet tone, der til­fø­rer sære­gen poesi til de bid­s­ke møg­fald, hun ofte føler trang til at udde­le. Andre gan­ge er hun bare noget så fin, som f.eks. her. Læs hele ind­læg­get

Hver mor­gen, når jeg afle­ve­rer Jr. i sko­le, og slæ­ber min uop­lag­te krop op til 3. sal, går jeg for­bi en lil­le grup­pe 13–14 åri­ge mon­stre piger. De bor åben­bart på den trap­pe­af­sats, hvor­fra de har opti­malt over­blik over de hober af Jeva-lam, der myl­drer uskyl­digt op og ned. De her piger er helt almin­de­li­ge, så vidt det nu er muligt i den storm af pubesgal­skab, men i net­op den til­stand er de ful­de af hem­me­lig­he­der og for­døm­mel­se. En form for eks­klu­de­ren­de, kon­stant hvi­sken­de ophø­jet­hed, som jeg vagt husker men alli­ge­vel ikke helt for­står. Den gør mig meget utryg. Læs hele ind­læg­get